Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Susana Díaz' Waterloo

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 03/12/2018 - 07:00

Samfund og Politik

VALG ANDALUSIEN: Der blev kun op- og nedture i fordelingen af mandater efter søndagens drama.

Lørdag skrev vi, at Andalusiens nuværende præsident Susana Díaz næppe ville feste i dag efter valget søndag.

Og endnu værre blev det. Susana Díaz’ parti, PSOE, gik tilbage fra 47 til 33 mandater, og det var mindre end selv den mest negative meningsmåling havde spået.

Parlamentets næststørste parti, PP, blev også kraftigt barberet, da det blev reduceret fra de hidtidige 33 til 26 mandater.

Adelante Andalucia gik tilbage fra 20 til 17 mandater. Partinavnet dækker over Podemos og IU.

Ingen partier forblev uændrede.

På opsiden var den største fremgang hos Ciudadanos, der gik frem fra 9 til 21 mandater.

Den største overraskelse var det ekstreme højre parti VOX, der fra 0 hidtil kom ind med 12 mandater.

Stemmedeltagelse

Der var ikke det store engagement blandt de stemmeberettigede i Andalusien. Med 99,73 procent optalt, havde 3.684.746 stemt. Det gav en stemmeprocent på 58,65 mod 62,30 ved valget i 2015.

Talerne

Lederne fra både PP, Ciudanos og VOX konkluderede i deres taler, efter valgresultatet blev kendt, at man nu kunne fejre et regeringsskifte i Andalusien. Uden de dog talte om koalitioner.

Susana Díaz erkendte sit nederlag. Forklarede det med den lave stemmeprocent og at den generelle højredrejning i Europa nu også havde nået Andalusien.

Hun understregede, at PSOE fortsat var det største parti i parlamentet og opfordrede til, at der blev indledt drøftelser på tværs af partierne. Underforstået med sig selv som leder, hvor PSOE stadig er det største parti.

 

Ledsaget af familien afleverer Susana Díaz sin stemme 

Hvorledes vælges parlamentsmedlemmerne?

Parlamentet består af i alt 109 medlemmer og regionen Andalusien består af otte provinser.

Hver provins har fast mindst otte medlemmer i parlamentet - i alt 64 medlemmer. De resterende 45 medlemmer fordeles efter provinsernes befolkningsantal.

Provinsernes befolkningsantal

Befolkningstallene er pr. 1. januar 2014

I tabellen ses tydeligt, hvilke provinser, der får tildelt de største antal ekstra parlamentsmedlemmer.

Málaga og Granada, som nok er de provinser, der interesserer danskerne mest, fik ved valget i 2015 henholdsvis 17 og 13 pladser.

De største partier favoriseres

Víctor d'Hondt

Mandatfordelingen sker dog ikke efter simpelt stemmeflertal. Spanien anvender ‘D'Hondt-metoden’ til fordelingen efter et parlamentsvalg.

Metoden er opkaldt efter den belgiske jurist Victor D'Hondt (1841-1901) og benyttes af flere lande, som eksempelvis Frankrig, Belgien, Finland, Israel og Japan.

Det er en kompliceret sag at forklare, men vi har tidligere gjort det i forbindelse med det nationale parlamentsvalg i 2015. Læs forklaringen her.

De mindre partier, der forfordeles af D’Hont-systemet, er stærke modstandere af fordelingsmetoden, og betegner den som antidemokratisk.

Hvad sker der nu?

Med valgresultatet må det forventes, at der nu forestår drøje forhandlinger om regeringsdannelsen i Andalusien.

Det kan let vare lang tid, inden et resultat nås - og det kan også ende i et omvalg, som det var lige på nippet til at gøre efter valget i 2015.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.