Svensk bordelkunde i livsfare
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 01/11/2021 - 10:36
Krimi og katastrofe
KRIMI: Tre unge skandinaver blev overfaldet lørdag, da de forlod kendt bordel i Fuengirola, Málaga. Den ene er i livsfare efter skud.
Tre unge svenske statsborgere blev natten til søndag skudt på, netop som de forlod bordellet Estark 92 i kystbyen Fuengirola i Málaga-provinsen.
Stedet er også bare kendt som ‘Kontoret’.
Trioen forlod bordellet omkring klokken 03:00 og gik hen mod deres parkerede bil, da lyden af skud pludselig sendte dem på flugt for livet. Vidner fortæller ifølge Sur.es, at der blev affyret mellem fem og otte skud.
Det var en privatperson, der ringede til alarmcentralen og sagde, at han havde hørt flere skud i Calle Juan Balbuena Marfil.
De tre svenskere forsøgte at flygte, men den ene af dem blev alvorligt såret, da han blev ramt af et skud i maveregionen. Ifølge politikilder blev den 29-årige svensker indlagt i kritisk tilstand på regionalsygehuset i Málaga. Her har man ved kirurgisk indgreb fjernet en kugle fra maven, og han ligger fortsat til observation.
En anden af svenskerne brækkede håndleddet, da han forsøgte at flygte fra kugleregnen. Han er 18 år.
Leder efter varevogn
Vidner fortæller, at der var tale om to overfaldsmænd, der begge var hætteklædte, og nogle mener, at de to stak af fra stedet i en sort varevogn. Det hele var overstået på ganske få minutter, og med den nærliggende motorvej A7 har flugtvejen ligget helt åben, selvom politiet var hurtigt fremme.
Politiet efterforsker lige nu for at få helt styr på, hvad der egentlig skete. Pt. er der angiveligt ikke foretaget nogen anholdelser.
Politiet leder for fortsat efter den varevogn, som ifølge vidnerne kørte hurtigt fra stedet. Det er dog ikke bekræftet endeligt, at den har noget med episoden at gøre, så politiet vil gerne tale med ejere af alle mørke varevogne, der har været i oprådet på gerningstidspunktet.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.