Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tæt på kollision over Sydspanien

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 16/02/2017 - 10:50

Fly & trafik

FLY: Piloter på et Vueling-fly ignorerede ordrer og advarsler og bragte sig på kollisionskurs med et Ryanair-fly under indflyvning til Málaga.

Vi er tilbage i oktober 2014. Et Vueling-fly på vej fra Barcelona med 153 passagerer ombord var begyndt nedstigningen til Sevilla. Et Ryanair-fly på vej fra Shannon i Irland med 36 passagerer ombord var begyndt nedstigningen til Málaga.

Piloterne i det ene fly gjorde ikke som antikollisionssystemet bad dem om og da flyvelederen glemte at gentage sine ordrer, kom de to fly faretruende tæt på hinanden i luftrummet over det sydlige Spanien. Det fastslår den spanske havarikommission i sin endelige rapport, skriver check-in.dk

Nedstigningen

Ryanair-flyet var på vej ned i en højde på 4,5 km. med et fald på omkring 600 meter i minuttet.

Vueling-flyet dykkede i første omgang ned til en højde på 7,5 km. ligeledes med at fald på omkring 600 meter i minuttet. Da flyet havde nået denne højde gav flyvelederen, der ligeledes var i kontakt med Ryanair-flyet, Vueling-flyet tilladelse til at gå ned til en højde på 5,2 km.

Flyvelederen undlod dog at sige til Vueling-piloterne, at nedstigningen skulle ske med 600 meter i minuttet.

Når en flyveleder har givet tilladelse til en bestemt nedstigningsrate, gælder den indtil der kommer nye instruktioner. Derudover er det en regel, at flyvelederen skal gentage den tilladte nedstigningsrate og flyvehøjde.

Det undlod flyvelederen og Vueling-piloterne valgte at stige ned med 1,5 km. i minuttet.

Slog autopilot fra

Derved begyndte Vueling-flyet at nærme sig Ryanair-flyet og flyvelederen kunne ikke se nedstigningsraterne på sin skærm.

I vueling-flyet bad det automatiske antikollisionssystem TCAS piloterne om at reducere nedstigningsraten til 300 meter i minuttet.

I stedet for at følge TCAS-systemets anvisninger valgte flyets styrmand at slå autopiloten fra og øge nedstigningsraten.

Alarm

Kort tid efter var der i en højde på 6,5 km. kun en højdeforskel på 30 meter mellem flyene.

Umiddelbart efter gav TCAS piloterne besked om, at flyet skulle stige øjeblikkeligt. Begge piloter på Vueling-flyet flåede derfor i deres ”joysticks”, så flyet steg voldsomt i 10 sekunder. Da flyet nåede op i omkring 6,7 km. meldte TCAS-systemet, at der ikke længere var en potentiel konflikt med et andet fly.

Ryanair-piloterne gav flyvelederen besked om de meldinger, som deres antikollisionssystem havde givet dem, og at de var fri af konflikten. De beskeder glemte piloterne på Vueling-flyet at give.

10 timers flyvning

Den spanske havarikommissions analyser viser, at Vueling-piloterne ikke koordinerede deres arbejde ordentligt og ikke fulgte de normale procedurer som de skulle.

Ifølge havrikommissionen skyldtes kollisionsrisikoen primært, at Vueling-flyet øgede sin nedstigningrate, og at flyvelederen ikke gentog ordren om at fastholde den. At piloterne ikke fulgte TCAS-systemets anbefalinger var dog med til at forværre situationen, ligesom kommissionen også peger på, at det ikke kan udelukkes, at Vueling-piloterne var ved at være trætte efter mere end 10 timers flyvning den dag.

Vueling-piloternes tur mellem Barcelona og Sevilla var piloternes fjerde flyvning den dag.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.