Tid til kærligheden
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 14/02/2020 - 09:36
Rejser & oplevelser
TRADITION: Blomster, chokolade, vin og kærlighedserklæringer eller måske bare en dejlig dag i selskab med gode venner. Er du klar til i dag? Ellers får du lidt hjælp her...
Så er det i dag, drenge - og piger! Hverdagens småtrivialiteter bliver lagt på hylden, og i stedet står den på chokolade, kærlighedserklæringer og stearinlys.
Men hvis du ikke har en partner, så husk: Der findes også kærlighed at give til venner, livet og til din næste.
Det er Valentines Day eller Día de San Valentín, som den hedder på spansk, og så er der ikke mange spaniere, der slipper uden om et par søde ord, en buket og en middag for to.
Día de San Valentín er noget af et tilløbsstykke, når det gælder om at fremlægge beviser for sin store kærlighed. Og hvis du mangler inspiration til en rigtig kærlighedserklæring på spansk, serverer vi den her på et sølvfad:
"El amor es lo único que crece cuando se reparte" - kærligheden er det eneste, der vokser, når det bliver delt. Citatet er fra Antoine de Saint-Exupéry, forfatteren af Den lille Prins - 'El principito'.
Har du brug for flere romantiske udtryk på spansk klik her
Alt optaget
Frisørerne er som regel fuldt booket, og tøjbutikkerne har travlt med at hjælpe kvinderne, så de kan tage sig godt ud til den store aften med deres 'eneste ene'.
Men også delikatesseforretninger, smykkebutikker og andre forretninger har stigende omsætning på denne særlige dag, hvor hverdagens små skænderier forvandles til hjerteformede chokolader, stearinlys-middag og andre romantiske små-arrangementer.
Blomsterbutikkerne har naturligvis også særligt travlt i dag. Der bliver forberedt buketter alle størrelser og afskygninger, og blomstersælgerne kan lune hænderne ved udsigten til at score en ekstra god skilling - særligt i .
Men det er nok restauranterne, der løber med den største omsætning, så hvis ikke du har bestilt bord i forvejen, skal du ikke gøre dig alt for store forhåbninger om at slippe heldigt fra at invitere din udkårne ud at spise i sidste øjeblik.
Día de San Valentín er i dén grad kærlighedens dag. Der svælges i romantik, så man er helt sikker på, at der er tanket godt op på romantik-kontoen i endnu et krise år.
Mest populære gaver
Spørger vi Google, er der en Top 5 over de mest populære Valentinesgaver:
5: Chokoladeovertrækkede jordbær
4: Roser arrangeret som bamser
3: Tøjbamser
2: Elektroniske romantiske kort
1: Blomster - især røde roser
Rosebamser er åbenbart ret populære
Frugtbarheds-ritualer
Hvis du ikke er klar over, hvad der ligger bag denne dag, så læs med her:
Valentinsdag, som altid fejres 14. februar, er kendt som "de elskendes helligdag".
Dagen sættes blandt andet i forbindelse med den gamle romerske højtid Lupercalia. Festivalen Lupercalia blev afholdt den 15. februar til ære for den romerske gud Lupercus, og her var en række frugtbarhed-ritualer centrale elementer i festen.
Viede par og blev henrettet
Men dagen har også en mere moderne version. Den blev indført af pave Gelasius i 496, og blev opkaldt efter den romerske præst eller martyr, Valentin.
Legenden fortæller, at da Kejser Claudius II beordrede romerske soldater til ikke længere at gifte eller forlove sig, trodsede Valentin dette dekret og fortsatte med at vie unge soldater.
Han blev derfor arresteret af kejserens tropper og henrettet ved halshugning den 14. februar.
Efter hans død udråbte den romerske-katolske kirke ham til helgen som Sankt Valentin.
Ingen partner? No problema!
Hvis du er en af de mange, der ikke lige pt har en partner at fejre kærlighedens dag med, så skal vi fortælle dig en lille hemmelighed:
Det er ALTID hyggeligt med blomster, chokolade og godt selskab - også fra sine venner... Kvinderne må i øvrigt også gerne finde på og overraske drengene!
Hvordan skal du fejre i dag? Med det helt store romantiske arrangement eller er du bare betænksom hele året? Skriv gerne en kommentar herunder.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.