Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tid til ny partner?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 09/05/2019 - 07:00

Samfund og Politik

KÆLEDYR: Trænger du til en ny at kaste al din kærlighed på? Måske kan du finde ham eller hende til party i Málagas bymidte i weekenden.

Foråret er tiden, hvor alting spirer, og man føler sig klar til nye udfordringer. 

Det er også forelskelsernes tid, og flere af de organisationer, der hjælper herreløse hunde, håber, at dette forår vil blive det, hvor rigtigt mange forelsker sig i en af dem.

I lighed med sidste år afholdes en gigantisk festlighed  - Málaga Dog Party - på Plaza de Marina i Málaga i denne weekend.

Det skriver Diariosur, der er en af sponsorerne bag festen.

Der bliver masser at se på for børn og voksne hundeelskere: Opvisninger, hvor de adoptionsmodne hunde bliver vist frem, udstillinger og alt muligt bling til hunde.

Skyggesiden

Det hele skyldes selvfølgelig, at hundefangere og hjælpsomme mennesker nærmest kan overfylde internaterne. 

Når nyheden er gået af hunden, fristes nogle til simpelthen at “give den tilbage til naturen”. 

Hvert år aflives sunde og raske hunde, fordi der ganske enkelt ikke er plads til dem på internatet.

Ingen impuls-beslutninger

Så sponsorerne, Maratón Dog, TiendAnimal, Royal  Canin, bystyret og Diario Sur, håber, at deres udstillingsvindue for flinke vovser vil føre til nye sammenhænge.

For hvorfor købe en hund i en kennel, når der er masser af hunde, der håber på en herre?

Men selv om det håb skulle gå i opfyldelse, får man ikke hunden med hjem i en bærepose samme dag, men man kan blive skrevet op til den. 

“Varerne” skal nemlig ikke være impulskøb, for man vil ikke risikere en gentagelse og få hunden tilbage, når begejstringen er kølnet. 

Solidarisk løb

En af de vigtigste punkter på programmet foregår på søndag. Der holder man “solidaritetsløb”. 

Der gælder det om at være med frem for at vinde, og man får en fin tur gennem bymidten sammen med hunden. 

Du tilmelder dig på her.

Alt, hvad weekenden indbringer af penge, går ubeskåret til de velgørende foreningers arbejde. 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.