Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tivoli World i konkurs

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 10/08/2020 - 10:06

Rejser & oplevelser

OPLEVELSR: En kurator skal nu undersøge mulighederne for at føre den to generationer gamle forlystelsespark videre.

Den 2. maj 1972 åbnede Tivoli World dørerne for publikum og siden er der gået over 30 millioner mennesker gennem kasseapparaterne.

Forlystelsesparken blev startet af plantageejerne, brødrene Bent og Jørgen Olsen fra Holbæk, der havde tjent deres penge ved udstykninger i deres lokalområde.

Åbningen og hele konceptet var noget af en sensation i Benalmádena på Costa del Sol, og den blev fra starten en vigtig attraktion for turismen.

I “Københavnerkroen” med de rødternede duge blev der serveret dansk sild, smørrebrød og en akvavit til, i den engelske pub var de britiske specialiteter og ligeledes i den italienske og andre landes karakteristiske bygninger.

Den fine restaurant La Reina dannede endda rammen for konsulære arrangementer.

Rutschebane, karruseller, ballongynger for både små og store ledte tydeligt inspirationen til Tivoli i København. 

Ja, det var en fantastisk initiativ. Sort af mennesker, glade smil og de helt store navne, der gav koncerter i det store amfiteater.

Bent Olsen (th.) med Marbella-kendissen Adnan Khashoggi og Jaime de Mora

I 2004 solgte Bent Olsen Tivoli World til Rafael Gómez Sánchez, en noget kontroversiel entreprenør fra Córdoba, for 30 millioner euro. Som byggemand havde han andre tanker end at drive Tivoli World videre som forlystelsespark.

Rafael Gómez Sánchez blev i 2006 sigtet i korruptionssagen Caso Malaya i Marbella og i forbindelse med finanskrisen i 2008 blev han tvunget til at sælge ud af sine aktiver, herunder aktier i Tivoli World.

“Dødens forgård”

Søndag aften besøgte jeg Tivoli World med min datter og svigersøn, deres datter Andrea på fem år og mit barnebarn fra Danmark, Amélie på 20 år.

Det blev en rigtig god tur, fordi de glædede sig over, det der er. Men jeg selv, der oplevede forlystselsesparken første gang i sin storhedstid omkring 1990, er det en sørgelig oplevelse.

Tivoli World bærer så tydeligt præg af ikke at have fornyet sig gennem årtier. Gamle forlystelser med blandt andet en karrusel, hvor hestene ikke bevæger sig op og ned fordi den er gået i stykker og ikke repareret - og hvor musikken endda mangler - er ikke noget, som mange vender tilbage til. Med mindre man er fem år, og stadig synes det er skønt.

Alle andre forlystelser er også bedagede, bortset fra en enkelt i går, hvor køen var længere end ved alle de andre. Det var en slags rutschebane i en vogn, der cirkulerede undervejs. En forlystelse som normalt er opstillet til de forskellige byer byfester - Ferias - og kun midlertidig i Tivoli World.

Den duede:

Amélie, Andrea og Patricia

I “gamle dage” kunne man som voksen også fristes til en tur for at prøve de forskellige restauranter. èn gang til dansk smørrebrød, en anden i det kinesiske tårn, i en italiensk eller én af de mange andre andre.

I går var der to steder, man kunne spise. Det ene sted havde de hotdog (noget uspiselig), burgers (brændt på begge sider og smuldrende brød) i forskellige varianter, pommes frites, Coca Cola og øl.

Det andet sted havde de nøjagtigt det samme.

Jeg krydser fingre for, at brødrene Olsens oprindeligt så gode initiativ, får ressourcer til at fortsætte med tilstrækkelig kapital til, at den nødvendige fornyelse kan finde sted.

 
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.