Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kig ind i ny nationalpark

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, fre, 02/10/2020 - 07:00

Rejser & oplevelser

NATUR: Andalusien får en ny nationalpark, og snart kan du komme på rundtur uden at flytte dig fra stolen. Turismo Costa del Sol er i fuld gang med at lave hundredvis af billeder og videoer fra fire flotte ruter i Sierra de las Nieves.

Andalusien har fået en ny nationalpark og i den forbindelse er myndighederne i gang med at gøre flere ruter i Sierra de las Nieves tilgængelige online. Helt corona-korrekt.

De fire ruter er Pico Torrecillas, El Charco de la Virgen i Tolox, ruten El Burgo - La Fuensanta i El Burgo og Puerto Saucillo - Puerto Bellina i Yunquera.

Det nye audiovisuelle materiale kommer til at vise de højdepunkter, der har størst interesse, og dækker aktiviteter som bjergklatring, rappelling, fuglekigning, cykling, ATV'er og ridning.


Mange vil måske foretrække at se andre kaste sig ud i rapelling i Snebjergene

I materialet indgår en introduktion på 120 minutter, en times video fra hver af de fire ruter, fire interaktive 360-graders panorama-videoer af 180 minutters varighed med 25 fotos, luftfotos og tekst.

Det nye materiale, der altså er i fuld gang med at blive produceret lige nu, bliver en del af en reklamekampagne for Sierra de las Nieves, som skal lanceres til næste efterår.

Smukke vandreture i området

Sierra de las Nieves har i 25 år haft status som naturpark, men er nu i gang med processen med at blive erklæret for nationalpark. Området bliver Spaniens 16. nationalpark, og den tredje i Andalusien sammen med Doñana og Sierra Nevada, men foreløbig den eneste i Málaga-provinsen.

Det ligger i den nordvestlige del af Málaga Provinsen og skal endelig ikke forveksles med Sierra Nevada, der troner i provinserne Granada og Almería.

Parken er omgivet af 11 landkommuner: Alozaina, Casarabonela, El Burgo, Guaro, Istán, Monda, Ojén, Ronda, Tolox, Parauta og Yunquera, som hver især udgør et idyllisk udgangspunkt for en vandretur i bjergene.

Sierra de las Nieves kan oversættes til noget i retning af ”sneenes bjerge”. Navnet henviser til de gamle isdepoter på bjergskråningerne. I vintermånederne kan der være både frost og sne i området.

Resterne af en isbrønd

Vil værne om det særlige

Begrundelserne for at hæve beskyttelsen af naturområdet fra naturpark til nationalpark er mange: Sierra de las Nieves er hjem for en række truede dyre- og plantearter, som er i fare for helt at forsvinde, med mindre der bliver grebet ind fra officiel side mod ulovlig jagt, forurening, erosion og øget turisme.

Sierra de las Nieves lægger skovbund til en helt særlig Middelhavsgran, Pinsapo, der findes kun i højder på mellem 700 og 1.700 meter, samt El Quejigo, en steneg, der tåler frost og kan klare det baske klima i op til 2.000 meters højde.

En af landets vigtigste granskove

Pinsapo er en type gran, der sammen med den hvide gran er de eneste, der er tilbage på Den Iberiske Halvø. Faktisk huser området 65 procent af det samlede spanske pinsapar-område.

Kontakt Pia Bruun, hvis du godt kunne tænke dig at vandre i Sierra de las Nieves. Skriv til pia.bruun@gmail.com

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.