Tur-retur i den smukke natur

Undertegnede var for nyligt så heldig at få mine to nære venner Katja og Jonathan på besøg her i Fuengirola.

Fire dage, hvor der både skulle spises, drikkes, slappes af og ses en masse.

I en hel måned gik jeg og grublede over, hvordan man bedst viser den utroligt smukke Málaga-provins frem, når både tiden og pengepungen er begrænset.

Men det havde jeg ikke behøvet, for da jeg spurgte mine kollegaer på redaktionen, hvad de ville anbefale, var svaret klart: Tag op til søerne ved Caminito del Rey!

Lidt af en opgradering

Efter morgenmad på paseoen gik vi til Helle Hollis biludlejning, der venligt stillede en bil til rådighed i bytte for, at jeg ville dokumentere vores udflugt i skrift og billeder. 

Og sikken bil. 

Sjældent har jeg set Jonathan have så store julelys i øjnene, som da han startede motoren i en splinterny, hvid Opel Mokka X, der efter alt at dømme kun havde kørt fra fabrikken til parkeringspladsen. 

Lidt af en opgradering i forhold til den ellers udmærkede Peugeot, han normalt kører rundt i.

Så var det ellers bare at tænde for klimaanlægget og forbinde telefonen med den indbyggede skærm, så vi kunne skrue helt op for vores foretrukne 80’er-mix.

Her er det vist nok en skive med a-ha, der kører på stereoanlægget (foto: Simon Koefoed Toft)

Amatørfotograf

Køreturen nordpå fra Fuengirola er en fornøjelse, og hvert andet øjeblik så jeg mig nødsaget til at tage billeder af landskaberne ud af vinduerne. 

En mere kyndig fotograf havde måske endda kunne tage nogen, der ikke var blevet utilgiveligt slørede.

Godt 40 minutter inde i udflugten holdt vi en velfortjent rygepause, der gik en del over tid, fordi det var decideret svært at løsrive sig fra udsigten. 

Man skal huske at nyde, at man ikke har travlt (foto: Simon Koefoed Toft)

Til gengæld var der også mulighed for at tage et par skarpe billeder.

Katja og Jonathan er kærester på syvende år (foto: Simon Koefoed Toft)

Firhjulstræk

De sidste par kilometer op til søerne er både stejle og snævre, og på en særligt skrap bakke måtte vi i fællesskab konstatere, at Jonathans Peugeot givetvis ville have haft problemer med at nå toppen.

Problemer mærkede vi dog ikke noget til i Mokka’en, hvis firhjulstræk jeg pludselig satte enormt meget pris på.

Målet var restaurant El Mirador, som jeg én gang tidligere har besøgt. 

Himmelsk udsigt

Selv om vi havde taget systemkameraet med, kan jeg kun sige, at billeder ikke yder udsigten fra restauranten retfærdighed. 

...Men vi gav det et forsøg alligevel (foto: Simon Koefoed Toft)

Her er utroligt smukt, og restauranten er så stor, at vi på trods af de mange gæster, der allerede var i fuld gang med frokosten, fik et bord, der både havde udsigt og skygge.

Sidstnævnte var på det tidspunkt afgørende, for temperaturen var klatret derop, hvor kun indfødte spaniere er upåvirkede.

Solid, spansk mad

Betjeningen kan man ikke sætte en finger på, og der gik heldigvis ikke mange øjeblikke, før vi alle havde kolde drikkevarer i glassene. Cola til kæresteparret, mens undertegnede forsøgte at holde varmen på afstand med min personlige favorit; tinto de verano.

Maden på El Mirador er mestendels fra det klassiske, spanske køkken, og prisen retfærdiggør til fulde, at der ikke er tale om gourmet. 

Det er god, solid, spansk mad til rimelige penge, og det kan man jo ikke klage over. Samtidig er udsigten så udsøgt, at den i sig selv er pengene værd.

Jonathans iberico svinekotelet med asparges, flagesalt og svampe var ganske enkelt eminent, og jeg kan varmt anbefale at bestille lidt forskelligt og så dele på kryds og tværs. 

Sådan skal den skæres! (foto: Simon Koefoed Toft)

Særligt når ens ledsagere er bedre til at bestille det virkeligt gode end en selv.

Picnic i heden

Efter at have slået mave besluttede vi at gå ned til vandet, hvilket viste sig at være meget let, da der simpelthen går en trappe direkte fra El Mirador til søen med det azurblå vand.

Her er det godt nok returen, der i øvrigt virkelig kan mærkes i benene (foto: Jonathan Höelzler)

Her var flere familier på picnic, hvilket så fantastisk hyggeligt ud. Jeg vil dog komme med det forbehold, at man nok bør komme tidligt på formiddagen, hvis man vil slippe for de højeste temperaturer.

Hvorfor tog vi ikke badetøj med?! (foto: Jonathan Höelzler)

Ud at vandre?

Da Jonathan igen startede motoren og musikken, var vi alle mætte, glade og trætte i lårbasserne.

Hvis man har planer om at gå på Caminito del Rey, skal man gøre det før frokost. Jeg havde i hvert fald ikke de godt syv kilometer i mig efter at have spist igennem.

Ikke at det altså gjorde noget, for Jonathan er rent ud sagt højdeskræk af pommeren til, så Kongestien var ikke på programmet i første omgang.

I stedet kørte vi det korte stykke og så Guadalhorce-dæmningen, hvorefter vi vendte snuden hjemad.

Hele området omkring Guadalhorce-søerne er ganske enkelt gudesmukt (foto: Wikipedia)

Skøn søndag

Alt i alt var det jo ikke meget vi egentlig foretog os, men udflugten til Guadalhorce-søerne, der af mange herboende danskere slet og ret kaldes “Søerne”, varede størstedelen af en skøn søndag og kostede nærmest ingenting.

Køreturen var i sig selv det hele værd, og alle, der besøger Málagaområdet, bør gøre sig selv den tjeneste at tage en tur til Søerne.

Uanset om det er med madpakker, frokost på El Mirador eller udelukkende for at besøge Kongestien, er der garanti for en god dagsudflugt.

Og så havde turen for os den ekstra fordel, at bilen først skulle afleveres mandag morgen, hvor Katja og Jonathan skulle hjem til Danmark.

Helle Hollis har kontor både i Fuengirola og ved lufthavnen i Málaga, og det flinke personale lod os vide, at vi “selvfølgelig” bare kunne aflevere bilen ved lufthavnen, selv om vi havde hentet den i Fuengirola.

Om Opel Mokka X kan jeg kun sige, at det efter alt at dømme er den perfekte bil til udflugter i det spanske. Firehjulstrækket havde jeg meget nødigt undværet, og Jonathan, der er næsten to meter høj, satte umådelig pris på rummeligheden. 

Kombinerer man det med rigelige hestekræfter, knivskarp styring og et super brugervenligt stereoanlæg, er det virkelig vanskeligt at finde noget at klage over.

800 meter fra lufthavnen afleverede Katja og Jonathan Mokka'en (foto: Helle Hollis)

Herfra et stort tak til Helle Hollis, der gjorde det legende let at tage på udflugt i det smukke Málaga.