Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Strandgæster leger delfinbaby ihjel

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 17/08/2017 - 01:00

Vejr og natur

NATUR: Nysgerrige badegæster har stresset en delfin-baby ihjel. Ungen var kommet væk fra sin mor, men ingen kom den til hjælp.

Der findes ikke nogen dyrearter så nysgerrige, tankeløse og blottet for medfølelse som mennesket.

Sådan lyder de hårde ord fra organisationen Equinac, som tager sig af skadede eller truede havdyr.

Husk at like vores facebookside

Baggrunden for den forbitrede udtalelse er en hændelse, hvor en hun-babydelfin blev stresset til døde, da den var strandet på stranden ved Mojácar.

Det skriver Diariosur.es

Diende unge

Den stakkels delfin, der stadig var afhængig af modermælk, var gået på grund på stranden. 

Det kan være, at den var syg, eller at den var kommet væk fra sin mor. Det skal en obduktion vise.

Men i stedet for at ringe 112, som man skal, hvis man støder på et havdyr i nød, gav hundredvis af tåbelige badegæster sig til at bære rundt på ungen og tage billeder med den. 

Hvaler er sarte dyr. De kan ikke tåle, at man kaster sig hen over dem for at få et af de livsnødvendige selfies eller, som det skete med delfinbabyen, kommer til at dække for deres blæsehul, så de ikke kan trække vejret. 

Stresset ihjel

Ungen fik hjertestop og døde af stress, omgivet af hobevis af badegæster. 

Ecquinac fik nys om hændelsen via et opkald til 112 den 11. august, da en af livredderne på den travle strand ringede. 

Men ingen kunne gøre noget for at redde ungen. 

Tværtimod havde folk fra foreningen problemer med overhovedet at komme hen til den, fordi folk stimlede så tæt sammen om den.

Livredderen, der forsøgte at hjælpe, måtte opgive over for hundreder af mennesker, der ville lege med det spændende legetøj.

Alle ville fotografere

Folk fra Ecquinac siger, at de nu vil foretage en obduktion.

- Vi ville måske ikke have kunnet redde den, men vi ville have gjort et forsøg, siger man fra foreningens side. 

Billeder viser tydeligt, at folk ikke havde spor medlidenhed med den sultne og skrækslagne delfin-baby - de ville bare have nogle gode billeder.

Ring 112

Faktisk er det ikke kun tankeløst og hensynløst at røre ved en strandet hval. Hvaler er en beskyttet dyreart, og at røre ved dem eller direkte skade dem er forbudt ved lov. 

Støder man ind i én i strandkanten, skal man straks ringe 112. 

Og i øvrigt holde fingrene for sig selv!

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.