Turistmonument skal væk
Skrevet af Pia Bruun, tor, 23/07/2015 - 01:00
Samfund og Politik
KULTUR & POLITIK: Torremolinos' nye socialdemokratiske styre vil af med omdiskuteret statue doneret af korruptionssigtet byggematador.
Statuen knejser hele 20 meter høj og er dekoreret med egyptiske figurer, fisk og delfiner. På toppen er der en kvinde.
Statuen er et monument til ære for byens turister og hedder El Monumento al Turista.
Men nu vil den nye kommunalbestyrelse have rent bord. Statuen har været yderst omdiskuteret, fordi den ses som et symbol på den korruption og det magtmisbrug, der har fundet sted på Costa del Sol. Det skriver Sur.es
På dybt vand
Byggematador Rafael Gómez Sánchez, kendt som ‘Sandokán’, er godt og grundigt fedtet ind i nogle rigtigt kedelige sager.
Han er impliceret i sag om skattesvig og korruption for 69,9 millioner, hvor han er sigtet for ikke at have betalt skat i årene 2003 til 2006.
Han er også blevet pålagt af kommunalbestyrelsen i sin hjemby, Córdoba, at betale 24,6 millioner euro for at have opført en række ulovlige lagerhaller i 2005.
Og som om det ikke var nok med det, afventer Sandokán på afgørelsen i den såkaldte Malaya-sag, hvor han også er sigtet. Der er tale om en af de største korruptionsskandaler i Spaniens nyere historie.
Hovedrengøring nu
Torremolinos' tidligere borgmester, den konservative Pedro Fernández Montes, tog med glæde imod den statuen dengang og besluttede samtidig, at navngive en af byens vigtigste gader efter Sandikan – tilfældigvis den samme gade, hvor statuen nu står.
Men nu skal der altså ryddes op, og kommunalbestyrelsen i Torremolinos har flere oprydningsplaner. Man vil også af med flere levn fra Franco-tiden og vil blandt andet fjerne navnet på en anden af byens hovedgader, der er opkaldt efter Francos minister, Manuel Fraga.
Fraga er i øvrigt stifter af Spaniens konservative parti, El Partido Popular.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.