Udlændinge anholdt for drab i La Cala de Mijas, Málaga
Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, man, 20/07/2015 - 11:14
Krimi og katastrofe
KRIMI: Festlig aften endte i drab på udlænding. En er sigtet for drab og en anden for at have hjulpet den formodede gerningsmand med at flygte.
To briter er anholdt i forbindelse med drabet på 46-årig tysker på en udlændinge-bar i La Cala de Mijas, Málaga.
Politiet undersøger fortsat omstændighederne i forbindelse med drabet, der skete natten til torsdag på terrassen uden for The Captain’s Bar i Urbanización Alcántara i La Cala de Mijas.
Offeret, Ingo D, var angiveligt alene, og han kom tidligere på aftenen i snak med de to briter, og de slog sig ned ved det samme bord. Der var flere personer til stede, deriblandt en familie med mindreårige børn, som også satte sig hos tyskeren og de to briter.
Men på et tidspunkt gik det galt. Af endnu uafklarede årsager kom tyskeren og de to briter op at skændes, og det endte med at tyskeren blev slået i gulvet.
Offer fornærmede briterne
Dramaet startede omkring klokken 00:40 natten til torsdag.
Vidner mener, at tyskeren var kommet med en ”fornærmende bemærkning”, og at han derefter fik to slag i hovedet, skriver lokalavisen SUR.
Tyskeren var i stand til at rejse sig op efter slagene, men han vaklede kun kort hen mod døren, hvor han faldt livløs om.
Ifølge vidner, forsøgte en af englænderne at genoplive tyskeren, men han og en anden stak af i en engelsk indregistreret bil, da det stod klart, at genoplivningsforsøgene var uden resultat.
Den 46-årige tysker blev konstateret død, da politiet nåede frem.
Begge anholdt
Den formodede gerningsmand og den mand, han var sammen med, blev begge anholdt fredag.
Den ene er sigtet for drab og fortsat tilbageholdt, mens den anden blev sigtet for at have hjulpet den formodede gerningsmand med at stikke af.
Sidstnævnte blev dog løsladt lørdag, men skal i dag aflevere sit pas, har forbud mod at forlade landet og skal møde for en domstol hver 14. dag, skriver SUR.
Retsmedicinere skal nu afklare den præcise dødsårsag.
Naboer rystede
Der gik nogen tid, før beboerne i området fandt ud af, hvad der var sket. Engelske Angela Brady har boet lige bag baren i fem år:
- Jeg kom ind med nogle venner for at få en drink, da vi så politiet tage billeder, og optegnelsen der, hvor liget havde ligget, fortæller en rystet Brady til Sur.es
De tre briter, der driver The Captain’s Bar, har nægtet at udtale sig.
- Efterforskningen er i gang, lyder det afvisende.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.