Ufattelig katastrofe
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 25/05/2018 - 10:00
Krimi og katastrofe
EKSPLOSIONEN I BALDRÁNS: Byen som “Flinke Pacos” fyrværkeridepot lagde øde i Galicien.
Den foreløbige regning for et ulovligt fyrværkeridepot lyder på: 2 døde, 37 sårede, 20 huse totalt raserede, 120 huse med strukturelle skader og talløse andre ødelæggelser.
33 familier står uden tag over hovedet, og over 300 mennesker har mistet ejendele i eksploionen og de efterfølgende brande i Pentevedra Provinsen i Galicien.
Da katastrofen ramte Baldráns nær Tui og grænsen til Portugal, blev stikkontakterne skudt ud af væggen som projektiler, persienner og gardiner fløj gennem luften og folks hår brød i brand.

Glasskår fra vinduerne borede sig ind i møblerne, blade og blomster blev revet af træerne. Ruder smadrede så langt væk som Valença i Portugal.
Flystyrt eller terror?
Nogle i landsbyen troede, at der var tale om en terrorhandling, de fleste, at et fly fra den nærliggende Peinador-flyveplads var styrtet ned.
Under de sammenstyrtede vægge lå de forkullede lig af det marokkanske ægtepar Sora og Abdlal.
Mindreårige forældreløse
De efterlader to mindreårige børn, der stadig bliver behandlet for skader på hospitalet. Deres hus lå direkte over for det ulovlige fyrværkeridepot.
Huse revnede, som om de var lavet af smør. Ingen fattede, hvad, der var sket, før pinde fra raketter og kasser med kanonslag begyndte at kunne skelnes gennem den tykke, sorte røg.
Så tænkte alle på Paco. Francisco González Lameiro, O Fogueteiro, der selv boede i Baldráns og havde arvet et fyrværkeriudsalg, der var blevet lukket af myndighederne.
Paco havde gang i den
Naboerne havde set ham køre frem og tilbage med sin lille lastbil, men ingen havde tænkt særligt over det.
Alle kender alle, og han blev betragtet som en flink fyr. Nogle havde dog lagt mærke til, at når han kom ind i byen, lugtede han af og til af krudt.
Han havde tabt respekten for krudtet efter mange år, mener naboerne. Nu har han lagt landsbyen, som var fyldt med børn, totalt øde.
Ikke et uskadt hus

Stadsarkitekten har undersøgt ruin-landskabet og udtaler, at 120 huse huse har strukturelle skader, deraf mindst 60 alvorlige, mens 20 er fjernet fra jordens overflade. Der er ikke et helt vindu i miles omkreds.
Ofrene samles i Centro Cultural de Guillarei, som ligger tæt på ulykken. Dér er tøj til voksne og børn er strømmet ind dagen igennem. Det samme er mad, og flere hoteller har tilbudt at indlogere husvilde, der ikke har familie i nærheden.
Men regningen er som sagt foreløbig. Ingen ved, om redningshundene vil finde flere lig i ruinerne af det, der engang var Baldráns.
Og “Flinke Paco”, O Fogueteiro, sidder anklaget for uagtsomt manddrab.
Kan måske også interessere dig
Sådan ser det private lokale ud, hvor Mazón spiste for 165 euro på DANA-dagen
Carlos Mazón og journalisten Maribel Vilaplana spiste frokost i et privat lokale på godt 12 kvadratmeter. Regningen lød på 165 euro, men tidspunktet for betalingen fremgår ikke.
Pujol-sagen: Fra politisk arv til retslig afregning
Retssagen mod den tidligere præsident, Jordi Pujol, og hele hans familie starter i dag.
Fif: Besøg patioerne i Córdoba inden den store festival
Hvert forår bliver alle gårdhaverne i Córdoba plastret til i blomster.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.



















