Ulandshjælp før skraldespanden

Forrige fredag fortalte vi om de busser fra Málaga, der egentlig skulle have været skrottet efter lang og tro tjeneste, men som nu lever en absolut meningsfuld pensionisttilværelse i Cuba, Marokko og Sahara.

Læs artiklen herom: From Málaga with love

Da jeg skrev den artikel, gav det mange tanker...

Hvert andet år får jeg nye briller. Jeg kan godt lide at have den bedste hjælp, jeg kan få, til at skærpe en vigtig sans, og jeg under mig selv denne form for luksus med fornøjelse. Sikkert også fordi jeg er vokset op i en brillebutik, hvor min far som tredje generation af optikere lod mig prøve alverdens stel i timevis.

Da jeg investerede den seneste formue - briller er alt for dyre - spurgte min spanske optiker, om jeg ville have de gamle med hjem, eller han måtte få dem.

Hjemme har jeg cirka otte par reservebriller og havde ikke umiddelbart behov for ét til. Men hvad ville han bruge dem til?

Optikeren fortalte, at de brugte briller blev sendt til Afrika gennem organisationen Kalahari. Her har en gruppe optikere slået sig sammen om at sende brugte briller til folk, der ikke har råd til at købe briller selv. 

Med jævne mellemrum tager en optiker så til Afrika med et læs gamle briller og et måleapparat. Man finder frem til de bedste briller for folk, der har brug for dem, og så får afrikanerne noget, en forkælet europæer ikke nødvendigvis ville være tilfreds med, men som for dem kan betyde et nyt syn på tilværelsen.

Her kan du besøge Kalahari’s hjemmeside

Der findes dog flere organisationer, der gør noget lignende.

Effektivt

Fælles for de to tiltag er, at det er nødhjælp på et plan, man kan forholde sig til. Det er overskueligt, det kræver ikke, at politikere med mapper og tilsagn derhjemmefra afsætter millioner eller milliarder til noget, der måske vil virke om 10 eller 20 år. Det afhjælper et behov, der er lige nu - lige nu.

De store organisationer skal naturligvis også til. Jeg er ikke fortaler for at nedlægge dem og overlade det hele til barmhjertige samaritaners forgodtbefindende, men de private initiativer og græsrodsbevægelserne fortjener bedre presse.

Duer ikke

En læge-veninde, der stadig virker som konsulent for Verdensbanken, fortæller frustreret om, hvordan hun fra hjælpsomme lande får tilbudt dyre apparater, der skal afhjælpe nøden i ulande. 

Men det, hun har brug for, er ofte noget andet, end det, hun får tilbudt. Elektriske apparater til desinficering kan ikke bruges i et land, hvor de færreste landsbyer har el. Men det kan vandfade.

Det hospitalsudstyr, som de lidt forkælede europæiske læger kasserer, er i høj kurs i ulandene. Det samme er computere, som vores teenagere eller kontorpersonale ikke ville drømme om at spilde fem minutter på at få til at fungere. Skolematerialer. Bøger. Tøj.

Vi lever i en kultur, hvor en stor del af os har har vænnet os til at bruge og smide væk. Mulighederne for at gøre det er der. 

De dårligst kørende får hjælp til at opretholde et minimum af levestandard. Måske skal de gå i billigt tøj eller genbrugstøj og undvære en smartphone, men de har tøj. De går i skole, og de får bøger, skolen stiller måske en pc til rådighed.

Sådan ved vi godt, det ikke er i en stor del af verden.

Måske er man af den overbevisning, at de nødlidende lande til en vis grad selv har været ude om deres nød. Ved at vælge et fejlslagent politisk system eller korrupte politikere. Men et barn, der skal gå ti kilometer til en skole, hvor der hverken en bøger eller en tavle, tænker ikke politisk. Det kommer først senere.

Skolebøger

I Bogotá i Columbia har en 55-årig skraldemand, José Alberto Gutiérrez, samlet de bøger, folk smed ud. Det er blevet til de fattiges bibliotek med over 20.000 bind

Inden man bøjer sig ind over skraldespanden eller måske endda kører på genbrugsstationen med det, der ikke rigtigt passer ind i ens livsstil mere, er der en idé i at undersøge, om de brugte ting ville kunne komme til at glæde nogle andre, der ikke har råd til en livsstil.

De fleste hjælpeorganisationer beder om penge. Det er det hurtigste at arbejde med. Men både i Danmark og i Spanien findes der initiativer, som går den ekstra mil for at hjælpe på græsrodsniveau. 

Mobiltelefoner

Hvad med at begynde med at donere din gamle mobil - eller måske ligefrem dine gamle mobiler - til folk, der garanteret ikke har nogen?

En sådan telefon kan redde liv i stedet for at ligge hjemme i din skuffe og samle støv. En meningsfuld pensionering ligesom for dit tøj, dine briller og vores busser!

Her har du en liste over Danmissions genbrugsbutikker i Danmark

I Spanien kan du sende mobilen gratis til Cruz Roja (Røde Kors)

Når du har åbnet siden til Cruz Roja, klikker du i “aqui”, Så kommer der en etiket, der er lige til at printe, hvorved du kan sende mobilen gratis.

Har du et forslag til steder, der tager imod vores kasserede værdier i både Spanien og Danmark, så skriv det som kommentar til denne artikel her på Spanien i Dag. På den måde vil du måske med få ord kunne bidrage til bedre velstand i ulandene.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Dorrit Barrett