Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Undgå at blive brændt

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 13/07/2015 - 01:00

Vejr og natur

NATUR: Badeforbud på flere strande i går på grund af brandmænd, men du kan let planlægge dig ud af problemerne.

I sidste uge ankom sommerens mest irriterende og generende strandgæster: brandmænd i tusindvis. Og i går blev det røde flag hejst på flere strande på grund af de små irriterende bæster.

Et perfekt miks af vind, strøm og temperaturer gør, at der pludselig var rigtig mange i havet ved Solkysten lige fra Málaga og til Gibraltar. Adskillige spanske og udenlandske turister har måttet søge lægehjælp efter at have været i nærkontakt med de små gopler.

Strande lukket

I går blev det røde flag hejst på flere strande på Costa del Sol for at fraråde folk at gå i vandet. Det gjaldt strandene i Málaga by og Estepona samt strandene La Venus, La Bajadilla, El Kabel og Bahía Marbella. El Cristo Playa i Estepona lukkede også i timevis.

Enkelte steder på Kysten er der allerede sat net op, for at forhindre de små brandmænd i at komme ind til de badende, men kommunerne langs Kysten er nu også i snak med fiskerne, for at forsøge at finde frem til en metode, hvorpå man kan fikse goplerne op, inden de når land.

De er så små, at det kan være vanskeligt at få øje på den, før det er for sent. Der kan også sagtens bare flyde nogle tråde rundt med gift på, og dem har badende i hvert fald ingen chance for at se.

Men hvad kan man gøre? Kan man vide på forhånd, hvor de er eller på hvilke dage?

Smart app hjælper

Det spurgte flere læsere om, efter vi her på Spanien i Dag skrev om problemet fredag i sidste uge, og sagen er, at det er ganske vanskeligt at sige. Med mindre man er ekspert ELLER lige har været ude at bade og med egen krop som vidne kan sige, at der er ikke nogen fare i dag.

De to ”personer”, eksperten og strandgæsten, er der heldigvis nogle kloge mennesker fra de regionale myndigheder og Aula del Mar, der har samlet i en enkelt app, som du let og gratis kan hente. Så kan du i ro og mag sidde hjemme om formiddagen og beslutte, om i dag er en stranddag eller en pool/haveslange-dag.

Hent app'en Infomedusa, og så kan du straks gå ind og finde den enkelte strand, hvor der så eksempelvis kan stå 'moderat risiko' for denne dag, og nedenuden står der kommentarer fra brugere, der har været på stranden samme dag, hvor de skriver, om de har set nogle brandmænd.

Der står også et par gode råd til, hvad du skal gøre, hvis du bliver udsat for medusaerne:

  • Tør aldrig området med et håndklæde, da det bare vil tvære giften dybere ind og ud over et større areal. Sørg i stedet for at skrabe det væk under vandet evt med et kreditkort, ispind eller lignende og skrab hele tiden den samme vej.
  • Skyl efter med koldt vand, aldrig varmt.
  • Put en ispose på bagefter
  • Undlad at putte forskellige væsker på som eddike og lignende hjemmelavede behandlinger. Søg læge, hvis nødvendigt.

Så skulle sommerferien være reddet. I hvert fald på det punkt.

Kommentarer

Man kan købe en gel der hedder Fenistil i håndkøb på et farmacia som reducerer smerten væsentlig. Den har jeg altid i strandtasken. Venlig hilsen Judith

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.