Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Unge helte: Stop for rødt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 24/08/2018 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND: Rød betyder fare både i trafikken og på stranden. Ikke kun for alle de andre - også for dig. To modige fyre var årsag til, at det vilde hav ikke kostede liv i Málaga i starten af ugen.

ALLE ved, at man ikke skal bade, når der er rødt flag. Nogle mener bare, at det kan lige netop de godt klare alligevel.

For at noget skal hænge fast i hukommelsen er det ikke altid nok, at det læres - det skal overindlæres. 

Siges igen og igen og kontrolleres igen og igen. Og alligevel er det ikke altid nok.

Det kan skyldes, at man ikke bryder sig om det, man skal lære. Eller om den, der lærer én det. 

Men det kan også være, at man bare tænker, at reglerne ikke gælder alle andre. Måske synes man ligefrem, at man bare er klogere end autoriteterne.

Ignorerer rødt flag på Solkysten

Hvis lektien er den lille tabel, er det ikke så dramatisk, men ligegyldighed over for baderegler kan være livsfarlige.

Havde det ikke været for to unge livreddere, var et par druknet ved stranden El Ejido i Málaga mandag. De mente nemlig, de selv vidste bedst. 

Det skriver Diariosur.es

Kvinden svømmede ud, selv om det røde flag smældede. Hun kom i havsnød, og manden sprang efter for at forsøge at redde hende. 

Livredderne Ricardo Borrego og Álvaro Morales er ikke fyldt 23 år endnu, men nu har de alligevel to reddede liv under bæltet. 

Tøvede ikke

De to måtte nemlig trodse vind, bølger og strøm, ja - der var faktisk også brandmænd - da de så, at kvinden trodsede badeforbudet. 

Faktisk observerede de kvinden i havsnød fra nabostranden, men det afholdt ikke de to unge livreddere fra at kaste sig i bølgerne.

Men mens de var på vej, gik det op for dem, at opgaven pludselig var doblet op med en mand, så der nu var to mennesker i det oprørte hav med voldsom strøm.

- Problemet er, at folk ikke ved, at man skal lade være med at kæmpe mod strømmen, men bare lade sig flyde med, indtil man bliver vasket ind på stranden et andet sted, siger Ricardo.

Han tilføjer som en eftertanke, at det man først og fremmest skal, når der er rødt flag, er at holde sig fra vandet...

Happy ending

Det hele endte heldigvis lykkeligt takket være vores unge helte. 

Kvinden gylpede en del slugt vand op, og manden var noget ude af flippen over, hvor farligt det hele havde været, men beredskabet havde fungeret upåklageligt. 

Og for Ricardo var det oven i købet sidste arbejdsdag i en sæson, hvor det mest ophidsende hidtil havde været at holde øje med, at hundene ikke kom ind på den strand, de ikke måtte færdes på, og så behandle forbrændinger. 

- Sådan er det altid, der sker ikke noget før det pludselig sker, siger han filosofisk.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.