Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Usædvanlig musiker besøger Solkysten

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 01/03/2016 - 01:00

Kunst & kultur

KULTUR: Solokoncert på torsdag den 3. marts i Margrethekirken med cellisten Jacob Shaw. Han hører til den nye, spændende musikergeneration, der mestrer både klassisk, elektronisk, indie og jazz.

En usædvanlig musiker besøger Solkysten. Jacob Shaw er trods sin unge alder - født i 1988 - en anerkendt solo cellist, der har vundet et utal af priser. 

Han tilhører den nye spændende generation af karismatiske og originale, musiske talenter, der mestrer både klassisk repertoire og folkemusik, elektronisk, indie og jazz.

Det afspejler sig i hans stærke nærvær på scenen og en spændende måde at sætte koncertprogrammer sammen, så man får en helt unik koncertoplevelse med ham. 

Jacob Shaw bor til daglig i Danmark, hvor han underviser på musikkonservatorierne og på flere musikskoler.

Koncerten finder sted på torsdag den 3. marts kl. 19.30 i Margrethekirken.

Entré: voksne 12 euro, pensionister og studerende 7 euro.

Billetterne købes ved indgangen og kan reserveres på pmmtickets@mail.com

Plakaten vidner også om, at han ikke er helt traditionel

Jacob Shaw er fra London, har studeret på Yehudi Menuhin School i Surrey og École Normale de Musique de Paris. Han er den yngste cellist nogensinde til at tage en uddannelse med Diplôme de Concertiste - Soloists Diploma - der er den højest mulige udmærkelse. 

Han har også studeret på Leopold Mozart Zentrum - Augsburg Universitet, Tyskland - og sin solisteksamen ved det kongelige danske musikkonservatorium i 2014.

Jacob Shaw har givet koncerter rundt om i Europa, Nordamerika og Asien. Hans debutkoncert i Carnegie Hall i januar 2015 vakte så stor opmærksomhed, at det førte til en CD-kontrakt med Roven Records. 

Han har spillet for mange berømtheder og kongelige over hele verden og bruger en del af sin fritid på at spille for dem, der ellers ikke kan gå til koncert på hospitaler, i fængsler og ungdomscentre.

Se video med Jacob Shaw

Wagner - Wesendonck Lieder. Jacob Shaw på cello og David Lau Magnussen på flygel

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.