Usikkerhed og forskelle
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 21/03/2020 - 07:20
Coronavirus Klumme
KLUMME: Kilder af alle slags har skabt forvirring, hårdt spansk og pædagogisk dansk politi og så var der lige en spansk betjent, der klædte sig af for at fiske en turist op af en pool.
Det blev en skrap uge for alle. Både for de danskere, der bor i Spanien, var på ferie i landet og skulle hjem, for vores læsere i Danmark og ja, for alle andre i hele verden.
I al beskedenhed også for os selv på redaktionen, men vi ser da frem til - engang - at kunne få en normal nats søvn. For det her vil vare længe.
Vores humør og gå på mod blev dog holdt oppe af, at vi gennem ugen har fået mange nye Premium-abonnenter, der - ligesom vores loyale eksisterende gennem mange år - vil være med til at støtte udgivelsen af Spanien i Dag. Forhåbentligt også på lang sigt.
I morgen er det en uge siden, at den spanske regering indførte alarmtilstand i landet. Det betød et overordnet udgangsforbud og tvivl hos mange om, hvad der var op og ned i den nye tilværelse i landet.
Total forvirring
Undskyld, men de første til at forplumre virkeligheden kan være de mange hurtige ‘skribenter’ på de sociale platforme - og ikke mindst Facebook - der kommer med udokumenterede påstande om, hvordan virkeligheden er. Selvfølgelig refererer nogle til seriøse kilder, men det er ikke ligefrem dem, man falder over. Og kun i meget sjældne tilfælde noget som Spanien i Dag kan bruge som kildereference.
På redaktionen bruger vi det nærmest som et barometer for, hvor forvirrede folk er lige nu. Så det er jo en god ting, at kunne kigge der.
Et af de store tvivlsspørgsmål var, om man kunne køre til Danmark i bil. Mange af vores abonnenter spurgt os. Det blev til mange opringninger, inden vi kunne give svaret: de danske ambassader i både Madrid og Frankrig samt de kompetente myndigheder i både Spanien, Frankrig og Tyskland. Du kan læse svaret her
En stor tak til Kathrine her på redaktionen, der også nærmest har arbejdet i døgndrift gennem den seneste uge.
Forskelle
Efter de stramme regler for for udgangsforbuddet blev kendt, og man indså, at ens bevægelsesfrihed stort set var elimineret, så man kommentarer om, at Spanien er en politistat. Og er landet det?
Det kan man godt sige, når man sammenligner med den blødsødenhed, som politiet udvider i Danmark, når man blæser på ‘opfordringerne’ fra regeringen.
Og ja, organisationen af både det spanske militær og landets forskellige politimyndigheder ligner den, der var under general Franco og nu blot i stedet ligger under en regering.
Lige nu slår alle Spaniens militær- og politistyrker hårdt ned på dem, der overtræder udgangsforbuddet. og der bliver udskrevet bøder på op til gigantiske beløb, hvis man knaldes for ‘ulydighed’ eller forsøg på at komme løgnehistorier.
I Danmark er det vist nærmere således, at politiet benytter pædagogiske metoder i et forsøg på at motivere lovovertræderne til at følge ‘opfordringerne’ fra regeringen. Om det er den rigtige måde at gøre det på, vil tiden vise.
Tiden vil også vise, om Spanien har været rettidig med sine skrappe sanktioner. Måske skulle de være indført tidligere. Sikkert også i Italien, der nu tegner sig for det højeste antal smittede og døde som følge af krisen, og hvor mange borgere blæser på regeringens restriktioner.
Fremtiden
På onsdag får vi formodentlig meddelelse om, at alarmtilstanden i Spanien forlænges med yderligere 14 dage til den 12. april. Det skal vedtages i Kongressen, for regeringen havde kun kompetence til beslutningen i de første 14 dage.
Det mest spændende bliver, hvordan verden vil se ud, når coronakrisen - forhåbentlig - er overstået. Der bliver noget at samles om. Uanset om man bor i Spanien eller har interesser i landet.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend, hvor det dårlige vejr i Spanien vist må være en god nyhed…
Torben Wilkenschildt
PS: Hvis du vil se et morsomt eksempel på, hvordan en Guardia Civil betjent klæder sig af, for at fiske en kvindelig turist op af en swimmingpool, som er forbudt område, skal du klikke i dette link
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.