Vægten går op
Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 05/03/2020 - 07:00
Sundhed & sygdom
SUNDHED & SYGDOM: Næsten hver fjerde i Spanien er decideret fed, og fremtiden ser endnu værre ud.
Næsten 25 procent af alle folk i Spanien er klinisk fede, viser en ny undersøgelse, og det ser ud til at fortsætte. Og for børn og unge er tallet endnu højere.
Tallene, der stammer fra en undersøgelse foretaget af European Association for the Study of Obesity, antyder også, at inden vi rammer 2030 vil halvdelen af Spaniens befolkning være overvægtig.
At være klinisk fed vil sige, at 30 procent eller mere af en person består af fedt.
Den spanske regering forsøger at begrænse udviklingen og overvejer at øge momsen på produkter med højt kalorieindhold som fastfood, kager og læskedrikke for simpelthen at tvinge befolkningen til at reducere indtaget af de fede og søde sager. Præcis som vi kender det fra Danmark.
Lær af andre lande
Dr. Ana Luzon, der er diætist og ernæringsfysiolog, mener ikke, det er en helt dum idé og mener, at spanierne sagtens kan lade sig inspirere af lignende tiltag i udlandet.
- Denne strategi kan fungere, ikke kun som en afskrækkende virkning ved køb af mad med højt fedt- og kalorieindhold, men også som en ekstra økonomisk byrde for det overdrevne forbrug af usunde produkter, siger hun.
Ifølge en rapport fra UNICEFs spanske afdeling er op til 40 procent af unge spaniere mellem otte og 16 år fede.
Det tilskrives hovedsageligt en stigning i inaktiv livsstil blandt små børn, som så bliver bakket op af dårlige spisevaner i skolerne og mangelfuld madlavning derhjemme, hvilket resulterer i fastfood og færdiglavede middage.
Næsten tre millioner mennesker dør hvert år på verdensplan som følge af fedme. Det gør det til den femte største dødsårsag.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.