Valg uden valgfrihed

Nu skal vi til det igen. For mit vedkommende er det femte gang, jeg skal stemme til et kommunalvalg i Spanien. Jeg gør det selvfølgelig, selv om jeg føler mig helt uden demokratiske rettigheder.

Det er ikke første gang, jeg skriver om det forhold.

Partidiktatur

Op til valget har der været bagt rævekager i alle partiers lokale afdelinger. Intet parti undtaget.

Her har de enkelte partier fundet ud af, i hvilken rækkefølge kandidaterne skal opstilles på de lister, som vælgerne i den sidste ende kan tage i hånden og lægge ned i valgurnen.

De enkelte partier har på sådan nogenlunde demokratisk vis besluttet, hvem der skal være nummer ét på listen - altså kandidaten til borgmesterposten.

Herefter har 1-eren med sine nærmeste besluttet den resterende rækkefølge på listen. Og ud fra hvilke kriterier er det så foregået?

Kvalifikationer eller venskaber?

Jeg har desværre dyb indsigt i et parti, hvor kriteriet bestemt ikke var kvalifikationer. Og ingen skal bilde mig ind, at der ikke sker tilsvarende i landets resterende 8.121 kommuner.

Helt skæve tal

Et sidespring med tal: Spanien har cirka fire gange så mange folkevalgte politikere per indbygger som i Danmark.

Spaniens befolkning er cirka otte og en halv gange større end den danske. Alligevel er der godt 41 gange så mange borgmestre i Spanien som i Danmark målt per indbygger.

Så det er ikke uden grund, at det står så kummerligt til i Spanien.

Vores dilemma

Måske har du eller jeg lyst til at stemme på parti “X”. Men partiets spidskandidat er en person, som i min optik ikke er kvalificeret til at blive borgmester og endnu værre efterfølgende at sætte sit hold af kommunalbestyrelses-medlemmer.

Nej, jeg synes meget bedre om nummer syv på listen, eksempelvis. Derfor vil jeg gerne stemme personligt på vedkommende. Ligesom man kan i Danmark, og hvor antallet af personlige stemmer i sidste ende bestemmer rækkefølgen.

Men nej. Det kan jeg ikke i morgen. Og hvis jeg sætter et kryds ved nummer syv, er stemmesedlen ugyldig og tæller slet ikke med.

Kæft, trit og retning!

Ikke skyggen af ægte demokrati overhovedet.

Måske synes jeg bedre om spidskandidatens evner i parti “Y”. Skal jeg så vælge at lægge Y-listen ned i stemmeurnen?

Det er da en skrækkelig situation, ikke?

Og en situation, som i høj grad er medvirkende til, at parti-pamperne kan blive siddende på flæsket og - hvis det skulle være tilfældet - fortsætte korruptionslegene blandt venner og andre.

Blæser på vælgernes ønsker

Spanien er midt i en politisk brydningstid. Før i tiden var partierne i høj grad vant til ‘absolutte flertal’ i både kommuner, regionale regeringer og i Parlamentet i Madrid. Det kunne de finde ud af.

Men efter det regionale regeringsvalg i Andalusien har vi set det første eksempel på, at der pludselig ikke er absolut flertal til nogen, og hvor et parti - i dette tilfælde PSOE - bliver tvunget til lave kompromisser med mindst to andre partier - Podemos og Ciudadanos. 

Men det kan PSOEs præsident-kandidat Susana Díaz slet ikke finde ud af. På sin vis afviser hun vælgernes ønsker ved ikke at være imødekommende nok over for de to partier.

Susana: tænk uden for boxen!

Ikke færre end tre gange er hun blevet stemt ned som Præsident med samtlige andre partiers stemmer imod sig. Det er op ad bakke.

Gider ikke lege med de andre

På samme måde er tanken om, at hun skulle danne regering med PP - de konservative - da en helt vanvittig tanke for begge partier. Selvom det ville give et bredt og massivt flertal, der afspejlede vælgernes ønsker.

- Hvis PSOE nogensinde skulle danne regering med PP i Parlamentet, afleverer jeg min parti-bog og træder ud, har en yngre PSOE-politiker på et tidspunkt sagt til mig.

Udtalelsen viser bare, hvor fjern tanken om samarbejde på tværs af partiskellene er for spanske politikere. Dér kunne de lære meget af den danske parlamentarisme.

Og netop det forhold varsler kaos ved konstellationerne efter i morgen i de enkelte kommuner og efter parlamentsvalget i november.

For mens PP strøg frem ved både det forrige kommunal- og parlamentsvalg, tyder meget på, at PP bliver svækket denne gang, mens PSOE ser ud til at gå styrket fra søndagens valg.

På landsplan får de to partier stort set lige mange stemmer ifølge de seneste meningsmålinger.

Ønskeligt kaos?

Måske kan et sådant “kaos” være ikke så værst endda. Hvis kommunerne og parlamentet lider samme skæbne som valgresultatet i Andalusien, sker der jo ikke andet end, at de ikke kan blive enige om noget som helst.

I praksis betyder det jo bare, at der ikke kan vedtages nye love.

Jeg må fastholde min påstand om, at stemmeurnerne er “lige til at lukke op og skide i”.

For det er altså det politikerne gør, når de - med lidt pænere ord - blæser på vælgernes ønsker i stemmeurnerne.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend og godt valg!

Torben Wilkenschildt