Vanvittige vingefang og vild “nedtur”

Vi er mange, der har oplevet meget af Sydspanien, men jeg vil vove at påstå, at kun de færreste af jer læsere har været på denne tur.

Og selvom jeg er god til at holde på hemmeligheder, under jeg jer at opleve det her.

Få fuld adgang til artiklerne på Spanien i Dag. Det koster kun 20,60 euro for 90 dage

Lidt af det, vi har i vente...

For to uger siden bragte vi første del af min tur til naturparken Grazalema i Cádiz, og her får I den sidste, hvor vi får fat i det absolutte højdepunkt: La Garganta Verde.

Det var bestemt ikke så ligetil at få fat i tilladelser til at gå denne tur, men som det skulle vise sig, var det de utallige opkald fra min far og deraf følgende søvnløse nætter værd. 

Efter at have fået de to tilladelser, gik min far, hans kone Bente og jeg ruten Llanos del Rabel naturparken Grazalema i Cádiz den første dag. Læs første del her

Nu kom turen kommet til La Garganta Verde, og vi pakkede igen taskerne med sandwich, vand og vores ‘permisos’. 

Vanvittigt smukt

Man er nærmest pakket ind i natur

De fleste tænker nok, at der falder mest regn i Nordspanien i regioner som Asturien og Galicien, men faktisk er det området her, der får aller mest. Med 2.000 mm årligt er ikke underligt, at der er grønt og frodigt.

Og dagens rute er et overbevisende vidnesbyrd på de store vandmasser.

Her er simpelthen så smukt.

Den grønne hals?

Få kortet over ruterne på turistkontoret i Zahara (cirkel) og Garganta Verde er nummer 2 (pil)

Ligesom dagen før starter turen på CA91-04, der kører langs med naturparken. Relativt kort efter, vi er passeret byen Zahara, er der et skilt til La Garganta Verde, og vi parkerer. 

Den stræbsomme læser vil måske undre sig over, hvorfor vi skal gå rundt i en ‘grøn hals’, men som så mange andre ord på spansk har 'garganta' flere betydninger. I denne forbindelse er det betydningen slugt eller bjergkløft, vi skal have fat i. 

Det med farven har vi jo allerede slået fast, at det giver meget god mening - her er virkelig flot og frodigt:

Planlæg allerede nu

Ruten er kun 2,5 kilometer og vurderes til at kunne klares på en time og 40 minutter, men så er der altså heller ikke regnet mange pauser ind. Og husk: Den beregnede tid er kun for den ene vej.  

Du starter i 748 meters højde, og man kommer ret hurtigt til et skilt, hvor man kan tage en afstikker til venstre og komme til et udsigtspunkt, hvorfra man får et kig til hele slugten.

Det sted markerer i øvrigt også grænsen for, hvor langt man må gå, hvis man kommer i perioden fra den 15. juni til den 15. oktober. I sommerperioden er resten af ruten nemlig lukket for offentligheden på grund af brandfare. 

Et fif: Sørg for at komme uden for lukkeperioden, da resten af ruten virkelig er et besøg værd, så begynd allerede nu at planlægge turen i efteråret eller til næste forår.

Duk hovedet!

Gåsegribben har et gigantisk vingefang

Da det er et yngleområde for de store gåsegribbe starter vi nærmest i øjenhøjde med dem og deres reder. 

Gåsegribben hedder på spansk ‘buitre leonado’, hvilket betyder løveskinsfarvet grib. Den er ret almindelig i området, og bestanden er stigende, så den er ikke truet. 

Det følte vi til gengæld, at vi var - altså truede! 

Selvom vi sørgede for at være stille, da vi nærmede os klippevæggen, hvor de yngler, var de tydeligvis ikke tilfredse med at få besøg at tre nordjyder.

En grib på nok verdens bedste udkigspunkt, hvorfra den holdt godt øje med os

De har et vingefang på op til 2,7 meter, og det kan altså skabe noget vindmodstand. Noget larmende vindmodstand endda.

På et tidspunkt suste to af de kæmpe store fugle direkte hen over hovederne på os, og det larmede, som blev vi overfløjet af to jagerfly! Vi fik et chok! 

Jungle i Sydspanien?

I det fjerne kan vi også hele tiden høre en spætte give den fuld gas mod nogle af de mange træer, og det giver genlyd gennem kløften på en helt jungle-agtig måde. 

Der er generelt masser af dyrelyde, så man føler virkelig, man er på eventyr. 

Grønt og frodigt overalt

Jeg får flere gange associationer til at gå rundt i regnskoven i Costa Rica, hvor jeg på et tidspunkt holdt jul og nytår, og min far og Bente kommer også hele tiden med referencer til deres mange rejser. Det her område er virkelig imponerende og meget forskelligartet hele tiden.

Det er faktisk ganske ufatteligt, at Fuengirola kun er to timer væk!

Ned, ned, ned

Det går ret stejlt nedad

Modsat gårsdagens lette 'baja'-rute er sværhedsgraden her kategoriseret til ‘alta’ - høj, og vi kan se frem til en højdeforskel på 261 meter.

Og da ruten er lineær, skal der ikke det store matematiske geni til at regne ud, at hvad vi stiger ned, skal bestiges igen på tilbagevejen. 

På nogle af de stejleste steder, er der hakket trin ud i klippen

Her er der tale om bjergvandring på løse sten og meget varieret underlag, så det er altafgørende, at du sørger for at have noget ordentligt fodtøj på. 

Og snart begynder “nedturen”, og det giver i dén grad sved på panden og sætter pulsen op:

Det går stejlt nedad, og man fornemmer, at natur får lov til at være natur, men stien er faktisk ret fed at gå på. Selvom jeg lider lidt af højdeskræk, føler jeg mig ganske tryg her. Underlaget er ujævnt, men det er ikke farligt.

Enkelte sted kunne man måske godt have brug for en hånd, og så er der sat en lille gelænder op.

Perfekt timing

Efter at have gået de 261 meter nedad havner vi i et semi-udtørret flodleje, som vi følger et par hundrede meter “mod strømmen”.

Der er kun vand i floden, når det lige har regnet rigtigt meget og kun i få timer. Men der er små lommer med vand hist og pist.

Længere inde er der mere vand og små laguner, man kan bade i, men det kræver særligt udstyr, så der skal du tage af sted med en certificeret guide.

Vi er heldige at gå i solen

Uden at vide det har vi fået timet turen til perfektion, for vi har faktisk solskin i den smalle kløft, og det sker ikke mange timer om dagen.

Den lyserøde farve er en speciel alge, der lever i klippen

Pludselig står vi i en stor, åben drypstenshule ‘La ermita de Garganta Verde’. Her er klippevæggen skiftevis helt mørkegrøn eller pink.

Det ser næsten ud som om, nogle har været i gang med malerbøtterne, men de klare farver skyldes nogle særlige alger, der næres i de fugtige klipper.

Det er et virkeligt imponerende stykke arbejde, naturen har lavet her

Store, tunge dråber falder nonstop ned fra loftet højt oppe, så man får fornemmelsen af at gå i regnvejr.

For hver dråbe, der rammer gulvet i grotten, bliver der efterladt lidt kalk, og det er det, der efterhånden laver en opadvoksende drypsten; en stalagmit. Dem, der vokser fra loftet og nedad hedder stalaktitter.

Og bare rolig - du er ikke den eneste, der aldrig lærer de navne udenad...

Den grønne farve er meget mere intens, end billedet her viser

Vi finder en solstråle og spiser vores medbragte mad.

Ingen siger rigtigt noget, men vi tænker det alle tre, mens vi skuler i den retning, vi kom fra: Hmmmm - alle de der meter, vi er gået ned… De bestiger nok ikke sig selv igen!

Efter spisepausen og lidt udforskning på bunden af kløften påbegynder vi opstigningen. Og selvom vi da napper lidt flere pauser undervejs, er det faktisk slet ikke så hårdt som frygtet.

Nogle må dog kravle elegant op ad de værste stigninger, og uden at afsløre hvem kan jeg nøjes med at sige, at han havde hat på...

Der er brug for lidt flere pauser på opstigningen

Tilbage mod en anden verden

Bagefter kører vi igen mod kysten - helt høje på oplevelsen og med halvømme fødder. Små to timer senere er vi tilbage i en helt anden verden og parkerer i Fuengirola.

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal til Grazalema. Der er jo også yderligere to ture, der kræver særlig tilladelse, så mon ikke snart “ungerne” begynder at plage igen?

Og nu vi er ved det: Hvor mange gange blev vi så bedt om at fremvise de berygtede permisos? Et stort rundt nul!

Tak for turen!

Få fuld adgang til artiklerne på Spanien i Dag. Det koster kun 20,60 euro for 90 dage