Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Varme betyder brandfare

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 31/05/2017 - 01:00

Krimi og katastrofe

BRAND: Med sommeren kommer en øget risiko for skovbrande, og derfor får du her lidt regler og gode råd. Mange steder er det eksempelvis slut med at grille fra i morgen.

Det bedste råd i forbindelse med brandsæsonen er: Lad være med at tænde ild i tørketiden, hvis du vil undgå at stå som ansvarlig for en skovbrand.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan styre flammerne, så lad være med at tænde op. Det gælder for både bål og grill.

Det kan lynhurtigt komme til at koste både penge og liv, og derfor er det også helt forbudt mange steder fra i morgen.

Husk at like vores facebookside

Forskellige regler

Reglerne, for hvor man må tænde ild, kan variere fra region til region.

Hvis du skal have gang i et bål eller en grill, er det altid en god ide at kontakte de lokale myndigheder på forhånd. I langt de fleste tilfælde vil kommunekontoret hellere end gerne give råd og vejledning om, hvor du må tænde op, og hvad du skal passe på.

I Andalusien dikterer loven, at man skal have en tilladelse til at tænde op, ligegyldigt hvor det er. Sådan en tilladelse betyder, at Guardia Civil kontrollerer det område, hvor du har planer om at tænde op. Mellem den 1. juni og 15. oktober er det totalt forbudt at tænde op i områder, hvor er der noget, der bare minder om natur i nærheden.

Junta de Andalucía har lavet en guide til, hvordan du bedst beskytter dit hus, hvis du bor i nærheden af naturområde. Læs den her

Alle, der var i Andalusien i 2012, husker den katastrofale brand, der hærgede:

Se de ufattelige før- og efterbilleder her

Tilladelse – og så alligevel ikke

Du kan blive straffet med bøde, hvis du tænder bål uden tilladelse eller i et forbudt område.

Hvis du har en tilladelse, kan du dog ikke bare tænde op, som du lyster. Hvis du mister kontrollen over bålet, bliver din tilladelse annulleret, og du skal betale både en bøde og omkostningerne for slukningen af branden.

Tilladelsen bliver også automatisk annulleret, hvis det begynder at blæse op.

Hårde straffe

Hvis du starter en skovbrand, kan du blive idømt fængsel fra et halvt år og helt op til 20 år plus bøde.

Hvorhenne, du ender i strafferammen, afhænger af, om branden er startet den med overlæg, på grund af ekstrem uforsigtighed, eller det er hændeligt uheld.

Men eksempelvis er det også forbudt at bruge en rundsav udendørs, da en enkelt gnist kan starte en kæmpe katastrofe. Det var netop årsagen, da en brand startede i El Coto, Mijas, få dage efter storbranden i 2012:

Hvis du starter en skovbrand, der koster menneskeliv, er strafferammen 10 til 20 års fængsel plus bøde. Oveni kommer der sandsynligvis drabsanklager med en strafferamme på 10 til 15 års fængsel per menneskeliv.

Hvis du ser en brand

Hvis du ser røg eller mistænker, at der er brand et sted, skal du kontakte Guardia Civil på 062. Politiet vil så straks undersøge, om der skal aktiveres andre myndigheder og tjekke efter eventuelle tilladelser til at tænde op.

Hvis du har bare en lille mistanke om brand, er det en god ide at ringe. Også hvis du opdager et bål, skal du ringe.

Det er en kliché, men: Forsigtighed betaler sig.

Og når myndighederne advarer om øget brandfare, skal det tages alvorligt.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.