Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vejret koster liv

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 15/02/2016 - 12:27

Vejr og natur

VEJR: Hård vind denne weekend har forårsaget kaos i hele Spanien, hvor beredskabsfolk har været kaldt ud op til 200 gange i hver region. Et lille barn har mistet livet.

Weekendens vilde vejr har hærget i stort set hele landet. Man har kæmpet med væltede træer og skader efter flyvende bygningsdele, og samtlige løjper i Sierra Nevada måtte helt lukkes.

Hundredvis af bilister blev fanget på A52-vejen i Ourense og Lugo, Galicien, natten til mandag på grund af is og sne.

Barn omkommet, én savnet

Et tre-årigt barn i Huelva mistede livet søndag, efter at han blev ramt af en bjælke i hovedet, der kom flyvende gennem luften i den stærke vind. Ulykken skete omkring 12:44 på en gård i Mustio i Aroche Kommune. Drengen blev hårdt kvæstet, og hans liv stod ikke til at redde. Han blev erklæret død kort efter ankomsten til hospitalet.

Et sportscenter i Madrid blev evakueret, efter taget fløj af, og unødvendig udkørsel blev frarådet.

Det traditionelle fyrværkeri, der markerer afslutningen det ugelange karneval i Cádiz, måtte også aflyses på grund af vinden.

I hele landet er træer blevet rykket op med rode, og derfor mange veje har derfor været lukket.

En 73-årig fisker forsvandt søndag i havet ud for Cantabrien, og eftersøgningen måtte udskydes på grund af den stærke vind. Hans savnes fortsat

Orkan i Valencia

Enkelte steder i Valencia kom man søndag helt op på vindstød af 129 km/t, og så er vi altså oppe i den værste kategori. Når vi ryger over 117 km/t, taler vi om det højeste trin på Beaufort-skalaen, og det kategoriseres som orkan.

Det giver enorme bølger, luften er fyldt med skum, og der er stærkt forringet sigtbarhed. Massive og omfattende ødelæggelser på bygninger og generelt alt opretstående.

Men vindstød af orkanstyrke var altså kun af og til. Generelt lå vi på mellem 69 og 89 km/t. Ifølge Beaufort-skalaen kategoriseres vindstød på mellem 76 - 87 km/t som storm.

De Kanariske Øer har haft vindstød på op til 85 km/t og kysten ved Granada blev ramt af vinde på op til 90 km/t. Værst var det i højden, hvilket tvang skisportssteder til at lukke hele weekenden.

Evakueret fra bil

Der blev i øvrigt også aktiveret højeste beredskab i provinserne Alicante, Valencia og Castellón på grund af risiko for skovbrande på grund af nuværende tørke kombineret med den kraftige vind.

Høje bølger har også gjort livet surt og farligt i særligt Spaniens Atlanterhavskyster, men det var uden tvivl værst i Galicien, hvor en mand måtte evakueres, efter at være blevet fanget i sin bil.

I Pontevedra blev taget af en lagerbygning flået af (foto til denne artikel, red.).

Den hårde vind og frostvejret forventes at fortsætte i det meste af Spanien indtil sidst på mandagen eller måske endda frem til sent tirsdag.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.