Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Velkommen og farvel og tak

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 28/12/2016 - 01:00

Sundhed & sygdom

SAMFUND: Juleeventyret fik ikke en lykkelig ende. Babyen, der blev født på en spansk fregat, får ikke lov til at blive i Spanien.

Íñigo Méndez de Vigo, regeringens talsmand, sagde fredag velkommen til Spanien til Muna Navarra. Men, skriver El Paìs, i samme åndedrag kunne han have sagt farvel.

Muna blev født på den spanske fregat Navarra, da hendes højgravide mor var blevet fisket op fra en synkefærdig gummibåd ud for Libyens kyst. Billeder af mor og barn og lykkelige sanitetsfolk gik landet rundt, men mor, datter og to tanter tilbragte kun få timer ombord på det spanske skib.

På selve juleaften blev de med helikopter fløjet til Catania Havn, hvor mor og barn blev indlagt på hospitalet. For selv om pigen blev født på spansk grund - et spansk skib - har Muna hverken ret til spansk indfødsret eller til at komme til Spanien.

Det får man kun, hvis ens forældre er statsløse, hvis en af forældrene er spansk, eller hvis de begge er ukendte.

Tilbage igen

Skibene, som deltager i EUs operation Sophia, har ordre til at læsse de skibbrudne fra Middelhavet af i en italiensk havn, hvor man skal bedømme, om de skal have asyl eller sendes tilbage til oprindelseslandet.

Munas familie kommer fra Elfenbenkysten, som EU betragter som et sikkert land, så hun bliver sikkert returneret.

Men det er ikke noget almindeligt tilfælde: Både moren - som har anmeldt, at hun er blevet voldtaget - og datteren er mindreårige. Og det gør, at de ifølge spansk lov har krav på beskyttelse.

Munas fremtid er altså stadig usikker. Velkomst fra en spansk regeringstalsmand og at få efternavn fra et spansk skib er ikke nok. Og selv om alle synes, det var en dejlig julehistorie, er det mest sandsynligt, at den ikke ender lykkeligt for Muna..

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.