Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vigtig, flyvende mode fra Paris

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 29/06/2019 - 00:01

Fly & trafik Klumme

KLUMME: Paris viser ikke kun mode men også de nye fly-modeller, som vi andre skal være passagerer i de kommende år.

Hvert andet år holdes Paris Air Show, og den 53. udgave af showet er netop afsluttet.

Flying with LEGO og dansk leasing-gigant

2.453 udstillere, 125.000 m2 udstillingsareal, 2.700 journalister akkrediteret fra 87 lande, 139.840 professionelle besøgende og 176.630 forventet private besøgende. Underskrevne ordrer på 140 milliarder dollar.

‘Salon international de l'aéronautique et de l'espace 2019’ finder sted i lufthavnen Le Bourget nord for Paris.

De fleste producenter med relation til flyindustrien, herunder også underleverandører, er repræsenteret på messen.

Og det er ikke kun fremtiden for vores passagerfly, der vises på messen. Også helikoptere - både civile og militære - og masser af militærfly. Dem springer jeg over i denne klumme med håbet om, at de ikke kommer på vingerne for at smide bomber.

Boeing mod Airbus

Det er traditionen tro på messen, at amerikanske Boeing og europæiske Airbus kæmper side om side for at få de fleste underskrevne ordrer på passagerflyene.

Nogle gange vinder det ene selskab og nogle gange det andet. Historisk har Boeing dog vundet de fleste.

Anderledes blev det i år, hvor Airbus løb med ordrer på 595 fly, mens Boeing kun fik 234 ordrer med hjem.

Ifølge de kloge i branchen var årsagen dels Airbus’ nye klimavenlige model A321XLR med lavere Co2 og længere rækkevidde, og dels Boeings kamp mod fiaskoen med 737 MAX-flyene.

Airbus A321XLR

Airbus A321XLR er det sidste skud på stammen i den populære A321 neo familie. Levering ventes påbegyndt i 2023, og flyet kan have en rækkevidde på op til 8.700 km. afhængig af version. Det er betydeligt længere end andre mellemdistancefly.

På grund af den særlige vingekonstruktion og særlige energieffektive motorer, vil brændstofforbruget være 20 procent mindre per sæde - svarende til 5.000 tons Co2 om året - og et støjniveau, der er 50 procent lavere for både passagerer og over lufthavnene.

Ved indretning med kun økonomiklasse er kapaciteten på op til 244 passagerer.

Når Airbus-navnet lyder, tænker jeg altid tilbage på 1994, hvor jeg for første gang fløj i en Airbus A320 fra København til Málaga. Jeg var sammen med min datter Patricia. Noget imponeret bemærkede jeg, at man næsten ikke kunne mærke, når flyet drejede. Det var dengang, det var muligt at tiltuske sig et besøg i cockpittet.

Det var jo specielt spændende for en 11-årig pige, der ikke havde prøvet det før. Og på spørgsmålet til den tyske kaptajn på Lufthansa-flyet om Airbus’ens komfort, svarede han kort og godt: 

- Det er fordi, Airbus A320 er verdens bedst trimmede fly.

Selvfølgelig var besøget i cockpittet også spændende for farmand, og siden har jeg altid prøvet at vælge flyrejse efter flytype - hvis muligt.

Boeing

Boeings seneste model 737 MAX er den rene katastrofe. Først og fremmest for de 346 mennesker, der mistede livet i de to flystyrt og deres pårørende. Dernæst for de flyselskaber, der er blevet tvunget til at tage deres nyindkøbte MAX-fly ud af drift og endelig også for Boeing-fabrikkerne selv.

Det seneste nye er, at de amerikanske luftfartsmyndigheder, der i første omgang skal godkende den modificerede computerteknologi har fundet en hidtil uopdaget fejl i en mikroprocessor. Nu venter flere analytikere, at MAX-flyene først kan komme på vingerne i december.

Samtidig pågår der drøftelser om at omdøbe MAX, fordi mange kommende passagerer frygter MAX-navnet.

Boeings 737 kender de fleste, for den er enhedsflytypen hos både Norwegian og Ryanair - bare som eksempler.

Samtidig er Boeing 737 den mest solgte flytype nogensinde til mellemdistancer med 10.478 eksemplarer i januar i år.

Boeings trøst i Paris blev IAGs hensigtserklæring om køb af 200 MAX-fly. IAG er holdingselskabet for Iberia, Vueling, British Airways og Air Lingus. Se har nok fået tilsagn om en klækkelig rabat.

Flying with LEGO

X-Wing Spacefighter

Legetøjskoncernen LEGO har i år beriget Paris Air Shom med en 1:1 model af X-Wing Spacefighter, der første gang blev set i Star Wars, episode IV.

Modellen er to meter høj, 10 meter lang og ni meter bred. Den vejer tre tons, og der er brugt 1.584.000 LEGO klodser til at bygge den. Det tog 2.500 arbejdstimer i tre måneder at fuldføre værket.

Dansk leasing-gigant

På Paris air Show kunne man også møde Nordic Aviation Capital - NAC - der har hovedkontor i Billund. Selskabet er verdens største fly leasing-selskab for de såkaldt regionale fly - altså dem med korte distancer.

Iberias regionale selskab Air Nostrum er blandt NAC’s kunder

NAC blev grundlagt i 1990 af Martin Møller Nielsen og har i dag en flåde på 478 fly, der er leaset ud til 70 flyselskaber i 40 lande.

De største aktionærer i NAC er Martin Møller Nielsen, EQT, KIRKBI og GIC. Sidstnævnte er en kapitalfond i Singapore, der kom til i år.

I morgen

Lad os da håbe på en fremtidig flyindustri, hvor de selskaber, der flyver mest klimavenligt påskønnes og regeringer ikke pålægger passagerne skatter for bare at flyve.

En ikke helt let opgave, men det er der ingen, der er.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend og fremtidige flyvninger.

Torben Wilkenschildt

NB: Har du en kommentar, så skriv den venligst nedenunder.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.