Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vil du flyve langsommere?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 05/10/2019 - 00:01

Fly & trafik Klumme

KLUMME: En stor del af flyenes forurening kan fjernes med et snuptag, men er du med på betingelserne?

Mere klimabevidste er vi vist allesammen blevet efterhånden. Det er også blevet moderne, at virksomheder - inklusive medier - har en slags klimapolitik.

At være en del af Spanien i Dag sætter tanker i gang. Vores læsere rejser jo flittigt mellem Danmark og Spanien uanset i hvilket af landene, de bor. 

Flyskammen har slået rødder i Sverige og reduceret antallet af flyvninger på kort tid. I stedet er jernbanetrafikken steget, som jo er meget mere klimavenlig - især når den er elektrificeret. Analytikere forventer, at flyskammen vil brede sig hurtigt.

Men vanskeligt er det - for ikke at sige umuligt - at finde en bare nogenlunde fornuftig togtur mellem Danmark og Spanien, og det især, hvis destinationen i Spanien er Mallorca eller endnu værre De Kanariske Øer. 

Selvom Simon Spies i 1956 startede charterrejserne til Mallorca med bus og skib.

Der er stor uenighed om, hvor stor en procentuel skyld flyene har for verdens forurening, men en andel på otte procent er ikke helt forkert ifølge Stefan Gössling, der er professor på universitetet i Lund.

Flyene skal bare flyve langsommere!

Hvis flyene sætter farten ned, har vi jo en oplagt løsning her og nu, som afbøder en meget væsentlig del af flyenes forurening. Jeg er også sikker på, at flyselskaberne vil pibe og gøre alt for at modbevise det. Tilbage til det senere.

Faktuelt er, at mange flyselskaber i perioder med høje oliepriser har reduceret tophastigheden for at tage toppen af fuel-omkostningerne. Bare med omkring én procent.

Det er en større videnskab at beregne flyenes økonomi, der både kommer an på flyhøjde, vindstrømme, flyets vægt, dets tekniske specifikationer etc.

Derfor vil jeg holde mig i jordhøjde, til noget jeg selv og alle andre kan forstå.

I henhold til flere normer bruger en bil cirka 30 procent mere brændstof, hvis den kører 120 km/t i stedet for 90 km/t på motorvejen. For at komme videre i tankerne forudsætter jeg derfor, at nogenlunde det samme gør sig gældende for et fly.

Tager vi en flyvning mellem København og Málaga som eksempel, er den normale marchhastighed i endelig flyvehøjde på cirka 850 km/t, og det tager i gennemsnit godt tre timer at flyve de cirka 2.500 km i luften.

Nu dividerer vi de 850 km/t med 120 og multiplicer resultatet med 90, og så får vi flyets nye hastighed på 637,5 km/t, hvorfor turen vil tage cirka en time længere med en fuel-besparelse på omkring de 30 procent. 

Men her stopper det ikke. Med København-Málaga som eksempel vil flyselskabets kapacitet blive mindre, når man tager det disponible personale og antal fly i betragtning. Det betyder igen, at selskabet kan flyve i færre timer, hvilket vil reducere det generelle antal flyrejser med god indvirkning på klimaet.

Endnu værre bliver det for langdistance-flyvninger til eksempelvis Thailand, hvor 11 timer hurtigt bliver til 13 - 14 timer. Det vil sikkert nok afholde nogle fra den tur, som, mange i forvejen synes, er for lang. Og det er jo heller ikke værst for klimaet, men selvfølgelig dårligt for Thailand.

Om ekstraudgifterne til personalet på de langsommere flyvninger opvejes af de sparede udgifter til fuel, tør jeg ikke udtale mig om. Men givet er det, at flyselskaberne får mindre omsætning og derfor vil pibe. Men så må de jo bare justere priserne, så deres business hænger sammen.

Helt sikkert er, at det er bedre at flyve langsommere end at begynde med flyafgifter, der ikke tager fat ved roden af problemerne.

Manglende kig i krystakuglerne

Bussemanden for flyenes store forurening skal jo findes hos dem, der nu er taget med bukserne nede, og som ikke rettidigt har startet udviklingen af klimavenlige fly, så de kunne være i luften nu. Om det så er hybridfly, eller om deres fuel er vand eller biofremstillet.

Jo, flyselskaberne vil skulle lave alle ruteplaner om, fordi alt nu vil tage længere tid, og der samlet set vil blive færre ruter. Det bliver så en gevinst, der kan lægges oven i fuel-besparelsen på de 30 procent og den tilsvarende mindre forurening.

Selvfølgelig vil hotelejerne og andre i turistsektoren også pibe, når der kommer færre turister i fremtiden. Men de er vel på en måde også taget med bukserne nede.

For ukendt har det jo ikke været i mange år, at vandstanden vil stige i takt med temperaturstigningerne. Og hvad er et hotel værd med beliggenhed direkte til stranden, når stranden er blevet til havbund?

Dansk initiativ?

Men hvordan skal det dog kunne gennemføres? Det kunne jo være Danmark, der i dag med Mette Frederiksen i spidsen har markeret Danmark i førerposition som klimaforbillede får overtalt EU til, at der bliver fartbegrænsning i hele det europæiske luftrum. Sådan bare til at starte med.

Og der er intet lettere i hele verden end at kontrollere fartbegrænsningen.

Det skulle ikke undre mig, at “flyv langsommere” vil kunne halvere de nuværende otte procent, som flybranchen nu er ansvarlig for. Og det vil vel ikke være så værst endda for klimaet og samtidig give os passagerer bedre samvittighed og ikke føle os skamfulde ved at besøge hinanden - hverken i Danmark eller Spanien.

Og så kan flyfabrikanterne i mellemtiden stramme ballerne sammen og få færdigudviklet de nye miljøvenlige flytyper.

Men er du med på tanken?

Deltag venligst i afstemningen om din mening, og hvis du skulle have yderligere tilkendegivelser, så skriv dem som en kommentar til denne artikel nedenunder.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

DET ER BUDSKABET DER SKAL FORSTÅS Jeg kan ikke helt anerkende at direkte kunne overføre en 30% reduktion fra bil til fly. Det skyldes, at et fly er designet til at blive båret i en luftstrøm, mens en bil kan(er) designet til at minimere luftmodstand. Endvidere er luften også væsentlig tyndere i jethøjde dvs. med langt mindre modstand m.m. Men så er det heller ikke mere galt, der vil helt sikkert vil kunne opnås rimelig besparelse ved at nedsætte cruisehastigheden på fly. Men det budskabet om, at der ved lidt omtanke med bla. transporthastigheder kan bidrage til miljøet. Det giver mening ! Mht. CO2 udledning, så ER det så godt som bevist, idet der er 2 faktorer 1) CO2 er en drivhusgas, og 2) mængden af CO2 i atmosfæren er steget i takt med gns. temeraturen er steget. Hvad mere skal der til ? Det er som et scenarie med en rygende pistol. Men vi er nået til grænsen for de store tals lov: En lille forurenende genstand har global betydning. Et sølle plasticsugerør eller skruelåg på en papmælk bliver til adkillige tons på globalt plan osv. osv.
Der er ikke bevis for, at temperaturstigningerne alene eller i væsentlig grad skyldes større udledning af CO2. Det er alene en formodning. Men det er vel ligeså CO2-venlig at flyve fra Danmark til Malaga, som hvis man kørte i bil. Derfor er det sjovt nok ikke mange der går ind for, at vi skal mindske bilkørslen på anden måde end at lægge afgifter på benzin og på bilerne. I Danmark har man længe pålagt afgifter svarende til køb 1 bil og betal for 2½ bil. Det gav i begyndelsen færre biler. Men efterhånden som levestandarden og lønningerne er steget, er der blevet råd til at købe mere end 1 bil. Derfor hjælper det ikke på den lange bane at pålægge øgede afgifter. Der skal i så fald en holdningsændring til. Men hjælper det ret meget. Vi er jo stort set alle enige om, at vi ikke må stjæle, men antallet af tyverier stiger og falder alligevel, når velfærden stiger og falder.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.