Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vil du ikke nok, Antonio?

Skrevet af Simon Koefoed Toft, tir, 13/06/2017 - 01:00

Kendte & kongelige

SAMFUND & KENDTE: Kulturpersoner tigger nu Banderas om at vende tilbage til stort projekt, som stjernen forlod i vrede.

“Stærkt” og “revolutionerende”. I de spanske medier blev der ikke sparet på de rosende ord, da Antonio Banderas byfornyelsesplan i april blev valgt af Málagas bystyre som den, man ville forfølge i de kommende år.

Anledningen var en idékonkurrence, som byrådet udskrev, og som gik ud på at alle kunne give deres bud på, hvordan man den historiske bykerne kunne forbedres.

Banderas bud, der blev udviklet i samarbejde med arkitekten Jose Seguí, skulle gøre Málaga Centro til et epicenter for kultur og scenekunst, og i første omgang var alle begejstrede.

Men så skete der det, der ofte sker i politik. Der gik politik i den.

Ambitiøse planer

Byfornyelsesplanen mødte massiv kritik fra oppositionen i byrådet, og efter megen mudderkast blev verdensstjernen og bysbarnet Banderas så træt af problemerne, at han forlod hele projektet.

Planerne var ellers både unikke og ambitiøse. To teatre, sceneværksteder, undervisningsmuligheder, skoler for instruktører, tv-undervisning, legater til studerende fra Málaga, områder til at spille jazz, musik og danse.

Men Banderas følte sig trådt på af en gruppe politikere, der efter hans mening ikke engang havde forslaget igennem.

- Der findes ikke miljø i Málaga for nuværende, og jeg vil ikke knokle med noget, som vil blive ved med at give problemer, sagde han dengang.

Åbent brev 

Efter at Málagas største nulevende berømthed forlod skuden, har planerne om et nyt kulturcentrum i Málaga ligget brak. 

Og det er så katastrofalt for byen, at en lang række kulturpersoner nu har set sig nødsaget til bede Banderas om at vende tilbage til projektet. 

Hvis ikke de tigger i bogstavelig forstand, så gør de det i hvert fald i overført betydning. 

I et åbent brev til Hollywoodstjernen beder de ham genoverveje sin beslutning. Det skriver Theolivepress.es

Brevet er underskrevet af hele 55 professionelle fra kulturlivet, der blandt andre inkluderer manuskriptforfatteren Antonio Tejedor og flamenco-danseren Eva Yerbabuena.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.