Vild skovbrand ude af kontrol
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 13/07/2016 - 10:39
Krimi og katastrofe
STORBRAND: Brandfolk har arbejdet på højtryk i går og hele natten for at slukke en voldsom brand nær Gibraltar, der har skabt stor panik. Mange er evakueret - deriblandt en masse børn her til morgen. Branden er stabiliseret, men ikke helt under kontrol (opdateret).
Stærk vind, utrolig varme og knastørt landskab startede i går en skovbrand i La Linea de la Concepción, Cádiz, der har udviklet sig til en kæmpe udfordring for de lokale brandmyndigheder.
Seneste nyt: Branden er klokken 13:20 officielt blevet deklareret 'stabiliseret' af brandmyndighederne. Det betyder, at den fortsat ikke er under kontrol, men at man har styr på, at der ikke er områder, som stadig brænder ukontrolleret.
En udfordring fra starten
Branden brød ud klokken 13:05 tirsdag, og det viste sig hurtigt, at den ikke var lige til at få under kontrol på grund af den stærke vind.
Ud over adskillige brandfolk blev flere fly og helikoptere straks sendt i luften for at bekæmpe branden. Klokken 19 i går aftes var 79 brandfolk, ti luftfartøjer, seks brandbiler og et køretøj med sundhedsfolk i brug.
Fly smider vand på branden
Børn evakueret
I løbet af de sene eftermiddagstimer og aftenen tirsdag nærmede branden sig beboede områder og især personer i Alcaidesa udtrykte deres frygt for, at flammerne ville få fat i byens boliger.
Ved 22-tiden blev 420 evakueret fra et hotel i Alcaidesa, og i alt blev 545 personer evakueret og ledsaget af folk fra Røde Kors deriblandt 120 børn, som blev evakueret fra et hostel denne morgen, hvor de deltog i en sommerlejr.
Skræmmende billede fra i går aftes
Brandfolkene har arbejdet på højtryk i løbet af natten og har tilsyneladende holdt flammerne væk fra bygninger. Branden ser ikke ud til at være lige så vild og ustyrlig, som i går aftes, men den er stadig deklareret som niveau 1, hvilket betyder, at den stadig er ude af kontrol.
Ifølge de lokale brandmyndigheder er cirka 350 hektar blevet påvirket af branden - indtil videre.
Flammerne faretruende tæt på huse
Angiveligt var ild i en container årsagen til, at branden brød ud.
Containeren bag branden
Her til morgen er yderligere syv luftfartøjer blevet føjet til bekæmpelsen af branden. Det drejer sig om fire helikoptere og tre fly.
Branden spredte sig også til stranden
Artiklen er blevet opdateret klokken 13:35. Spanien i Dag fortsætter med at opdatere...
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.