Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Visum for at besøge turistbyer?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 26/05/2018 - 00:01

Klumme Rejser & oplevelser

KLUMME: Kommuner og sammenslutninger uden evner til at byde turister “Welcome” på et klogt og gennemtænkt grundlag.

Jeg kan godt undre mig, når jeg læser, hvorledes kommuner og sammenslutninger i Spanien går til kamp mod turismen. Både hvad angår antallet af turister og “de ferieboliger”, der sender de normale huslejer til himmels for de lokale borgere.

“Til kamp mod turismen” lyder det fra både her og dér. Er det gode signaler at sende?

Hvis der havde været valgkamp, kunne det måske være et godt signal til dem, der ikke har råd til lejeboliger i turistbyerne. Det kunne måske give stemmer på det lokale plan, men vel ikke når det ligefrem drejer sig om store sammenslutninger af hele byer - eller?

Pressen - herunder også Spanien i Dag - skriver jo om, når Spanien kæmper mod turismen Synes de læsere, som vi har mange af i Danmark, og som ofte er turister i Spanien, godt om at høre, at de egentlig ikke velkomne?

Eller hvis de er danske, svenske, britiske, tyske eller franske turister?

Kunne det sætte tanker i hovedet om at finde andre græsgange, hvor de vil føle sig mere velkomne som turister?

Bare et eksempel

Jog kunder væk

Det minder mig om engang, hvor Danske Bank fik en ny direktør. Han mente, det gik så godt for banken, at man sagtens kunne sende signaler til kunder, som man egentlig ikke var så begejstrede for at have.

Hans strategi fik stor “success”. Ja, det lykkedes ham sågar - indtil han blev fyret året efter - også at jage gode kunder ud til konkurrenterne. De kunne ikke lide den attitude, som han havde påført banken.

Indtil for ikke mange år siden kæmpede Spanien intenst for at få så mange turister som overhovedet muligt. Det skæppede godt i kassen og bragte mange i beskæftigelse i en svær krisetid.

Jubel

Midt i glubskheden glemte man dog at tænke sig om. Som for eksempel at tænke over de konsekvenser som de mange turister kunne få for balancen i de spanske samfund.

I stedet jublede alle i flok. Flyselskaberne, hotellerne, udlejerne af enhver form for bolig, barerne, restauranterne, butikkerne og alle former for forlystelser. Det var penge i kassen her og nu - også hos Spaniens finansminister.

Nu viser det sig så, at det var som at tisse i bukserne.

Abstinenser?

Benene er blevet kolde, nu hvor det viser sig, at mængden af turister er en belastning for balancen mellem turister og de fastboende og hvor begejstringen for at udleje til høje priser på korttidsudlejning til turister fjerner almindelige lejemål til fastboende, som de har råd til.

For at ære en stor mand, så har de ikke udvist rettidig omhu - eller sagt på mere platdansk - ikke brugt deres hoveder, hvis der altså var kapacitet i dem.

Selvfølgelig skal hverken byer eller andre sammenslutninger erklære offentligt, at de vil gå til kamp mod turismen. 

De skal selvfølgelig i stedet kæmpe for, at det skal blive endnu bedre for turister at besøge Spanien i fremtiden. At besøge et land, hvor samkvemmet mellem turister og lokalbefolkningen er bæredygtigt og sker i harmoni. Og hvor opholdet skal være en god oplevelse for alle parter.

Spanien har været privilegeret med de store turisttal blandt andet hjulpet af uroligheder i Tyrkiet og Egypten. Men de destinationer er på vej op igen og samtidig bliver det til stadighed billigere at tage til oversøiske feriemål.

Skal man ikke værne om sine værdier og gøre det på en måde, der er præget af omtanke?

Klædeligt ville det også være for de kommuner, hvor udlændinge har opkøbt boliger til eget brug og med udlejning for øje, at vise dem bare en smule taknemmelighed. De har trods alt hjulpet med at luge ud i den usolgte boligmasse og skabt omsætning til både den lokale befolkning, kommunen og til statskassen.

I stedet for at drive hetz mod dem som eksempelvis i Palma på Mallorca, i Valencia og nu også i Madrid.

Har jeg ikke ret i, at det værst tænkelige for en investor er frygten for lovgivning med tilbagevirkende kraft?

Ikke bæredygtig

Hotelejer-foreningen Hosteltur har for kun et par dage siden være ude med en erklæring om, at væksten i turismen ikke er bæredygtig. 

Foreningen begrunder det med, at 90 procent af de 22 millioner, som antallet af udenlandske turister er steget med over de seneste tre år, indlogerer sig i ferieboliger.

Og det er ifølge Hosteltur ikke bæredygtigt. Og det kan foreningen have ret i, at det ikke er for hotelejerne. Men det siger de bare ikke. Iøvrigt har hotelejerne siden ferieboligen blev opfundet kæmpet imod dem med næb og klør.

Hvis nu det forholder sig således, at de her byer, der er overrendt og generet af for mange turister gerne vil slippe af med dem, så er det jo en let sag at fixe.

De kunne for eksempel indføre et elektronisk visum. For at måtte rejse til den pågældende kommune, skal man ansøge om dette e-visum. Så kan kommunen ud fra indberettede turisttal vurdere om der er plads.

Og uden dette e-visum kan man ikke tjekke ind på et hotel eller i en feriebolig.

Samtidig kan kommunerne tage sig godt betalt med gebyr for e-visum’et, og varsle at ekspeditionstiden for udstedelsen er l-a-n-g.

Mon ikke det vil holde turisterne væk, så de pågældende byer kan blive lykkelige?

For en stund..

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god Weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Problemet ville blive mindre hvis turisterne bookede på hoteller og hostels i stedet for i ferielejligheder, som man gjorde tidligere.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.