Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Voldsomme oversvømmelser

Skrevet af Kristoffer Olesen, man, 22/10/2018 - 11:56

Krimi og katastrofe

VIDEO: Helikopteren måtte i aktion igen og igen, da oversvømmelser fangede udlænding på altan og børn i et flodleje. Den voldsomme regn har givet store problemer på Solkysten, og en brandmand mistede livet.

De fleste danskere drager mod Solkysten for at komme væk fra regn og slud, men de seneste par dage i Andalusien har været slemt skuffende på den front.

Lørdag aktiverede myndighederne det højeste alarmberedskab, da regionen var udsat for noget af noget af det værste vejr i mands minde. Store dele af kysten gik dog fri, men det samme kan desværre ikke siges om de indre egne.

Vejrvarslet blinkede rødt for nedbør, og regnen kom da også og oversvømmede veje og 2-etagers bygninger. Málaga var hårdest ramt.

Alt fra brandmænd til politi og militær har været på banen for at redde liv og få situationen under kontrol.

I alt rykkede myndighederne ud 498 gange lørdag, hvoraf de 311 var i Málaga.

Fisket op af helikopter

Søndag gik dog heller ikke stille for sig. Optagelser fra en dramatisk redningsaktion ved Guadiaro-floden viser, hvordan en rædselsslagen kvinde bliver hejst op i en helikopter.

Hun havde søgt tilflugt på altanen på førstesalen, mens vandmasserne buldrede omkring hendes hus.

Her sad hun fanget, indtil en helikopter fra Guardia Civil fik sendt en modig mand ned til hende med en line.

Han fik hurtigt kvinden spændt fast til sig, og sammen blev de trukket op til helikopteren.

På videoen kan man se, hvordan den skrækslagne kvinde klamrede sig til sin redningsmand, mens gutterne fra Guardia Civil fik dem begge sikkert ombord.

 

Men det var som sagt slet ikke den eneste gang, de specialtrænede folk måtte i aktion.

Se optagelser fra redningsaktionerne her:

Til lands og i luften

Kvinden på altanen var bestemt ikke den eneste, som måtte reddes af myndighederne.

Før helikoptere kunne nå frem til de ramte boligkvarterer omkring Guadiaro-floden, måtte myndighederne i aktion på landjorden.

Over 20 personer blev evakueret af en samlet indsats fra politi, brandvæsen, frivillige og medarbejdere fra det lokale rådhus, før hjælpen fra luften nåede frem.

Brandmand omkommet

Mens mange af kystområderne mod forventning gik fri for vejrgudernes vrede, blev andre steder også ramt hårdt.

I Málaga omkom en brandmand, da den store brandbil blev trukket med af vandmasserne. To af mandens kolleger nåede at komme ud, men den tredje blev trukket med.

48-årige José Gil blev fundet død i går syv kilometer fra stedet, hvor bilen blev trukket med.

Borgmester viser, hvor slemt det står til:

Flygtede til anden sal

Og i Campillos steg vandet med lynets hast. Da der pludselig stod en meter vand i gaderne, flyttede folk op på anden sal og krydsede fingre for, at det snart var ovre.

Ingen omkom, men som en lokal fortæller til Spanien i Dag dagen efter, er alle okay, men de står i en forfærdelig situation.

Ifølge myndighederne faldt der 393 mm i byen Ardales lørdag morgen, mens man også kom over 300 mm flere steder i Guadalteba.

Blandt andet altså i Campillos, hvor man måtte redde omkring 30 personer fra et hotel, en gruppe unge, der var blevet fanget på en garage og en gruppe på 15 personer, der var fanget i et hus.

Ronda under vand

Ronda, som normalt er kendt som ‘Drømmenes By’, blev også forvandlet til et sandt mareridt i weekenden.

Vand strømmede gennem byens berømte kløft og forvandlede gader og stræder til nye floder.

Byens gamle romerbro kom i fare for at blive ødelagt, da Guadalevin-floden flød over sine bredder og knuste en bærende væg på den nærliggende bygning, der huser Rondas ældgamle araberbade.

Heldigvis meldes der ikke om nogen omkomne, men en række dramatiske optagelser har set dagens lys:

Optagelser fra Ronda:

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.