VW dømt for diesel-svineri
Skrevet af Pia Bruun, man, 31/10/2016 - 07:57
Fly & trafik Vejr og natur
TRAFIK & MILJØ: Den tyske bilproducent Volkswagen har fået sin første dom i Spanien, men den appelleres.
Volkswagen skal betale en erstatning på godt 5.000 euro til ejeren af et af de køretøjer, der har fået manipuleret sin software for at snyde med udledning af forurenende kvælstofoxider.
Retten i Valladolid har pålagt Volkswagen-Audi Spanien at betale en erstatning på 5.006,50 euro for det tab, der er blevet påført køberen af et af de berørte køretøjer.
Forholdsmæssigt afslag
Der er tale om en Audi Quattro Q5 med en fire-cylindret dieselmotor med som blev solgt fra en officiel forhandler i maj 2013.
- Retten finder, at det er en passende kompensation for et køretøj til en salgspris på 50.000 euro. Det svarer til en afskrivning på 10 procent af købsværdien på grund af ændringen af softwaren, siger en talsmand for advokatfirmaet, der repræsenterer de berørte kunder.
Kundens advokat, Carlos Martín Soria, fra firmaet Valladolid Vidau Abogados, siger, at der er tale om en pioner-afgørelse i Spanien, og at det nu er op til forbrugerne at anlægge sag mod bilproducenten, så man får en fælles løsning som i USA, hvor en domstol har indgået en global aftale, der tilfredsstiller de berørte parter.
- Indtil nu var europæerne andenklasses borgere, der var underlagt en ineffektiv administration, men takket været en retslig afgørelse kan vi nu komme videre i en af de største bilskandaler i nyere tid, siger han til avisen Expansión.
Vendepunkt
Det er den sjette retssag i Spanien i forbindelse med Volkswagens 'dieselgate'.
De fem foregående har været i Torrelavega i Santander, to i Valencia, en i Madrid og en anden i Zaragoza, som alle er faldet gunstigt ud for Volkswagen.
Fra den tyske koncern forlyder det at man ikke har nogen kommentarer til afgørelsen i Valladolid, og at dommen vil blive appelleret.
Snydesoftware
Miljømyndighederne i USA afslørede midt i september sidste år svindel med 11 millioner dieselmotorer fra den tyske bilproducent Volkswagen.
Dieselbilerne var blevet udstyret med en software, som i test fik det til at se ud som om at bilerne ikke forurenede så meget, som de i virkeligheden gør.
Men når bilerne kører rundt på vejene, er softwaren slået fra - og så stiger udledningen af gasserne til over det tilladte niveau.
Snydesoftwaren har vist sig at være installeret i en række dieselbiler produceret under Volkswagen-gruppen.
Den 15. oktober sidste år tilbagekaldte Volkswagen 8,5 millioner dieselbiler fra det europæiske marked, herunder også modeller fra Seat, Audi og Skoda.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.