Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Prins har skudt sig selv

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 10/04/2012 - 11:33

Kendte & kongelige


Børn skal ikke lege med skydevåben - heller ikke selv om de er kongelige. Den ældste af Kong Juan Carlos børnebørn, 13-årige Froilán, er ...

Børn skal ikke lege med skydevåben - heller ikke selv om de er kongelige. Den ældste af Kong Juan Carlos børnebørn, 13-årige Froilán, er blevet såret, da han kom til at skyde sig selv med et jagtgevær.

 

At skyde sig selv i foden er normalt billedsprog, men det var ikke tilfældet i mandags. Ulykke skete under en omgang lerdueskydning, da prinsen kom til at skyde sig selv i højre fod, fremgår det af en erklæring fra slottet.

 

Med far og våben på ferie

Drengen var sammen med sin søster Victoria Federica på påskeferie sammen med sin far, Jaime de Marichalar, på sin fars landejendom i Soria. Den 13-årige, hvis fulde navn er Froilán de Todos los Santos de Marichalar y Borbón, befandt sig på terrassen sammen med sin far, da ulykken skete.

 

Froilan blev først kørt til Santa Barbara-sygehuset i Soria, hvor han kom under hurtig behandling, men blev bagefter overført til en privatklinik i Madrid for at få foretaget en "kirurgisk udrensning af såret", fremgår det af oplysninger fra hoffet.

 

Endnu en skandale

Uheldet kaster den spanske kongefamilien ind i en ny uheldig sag, eftersom det er forbudt for børn at bruge skydevåben. Ifølge loven må børn under 14 år ikke bruge skydevåben. Froilan fylder først 14 til juli.


Froilán er Kong Juan Carlos ældste barnebarn og søn af prinsesse Elena og hendes eksmand Jaime de Marcharlar, der blev skilt for fem år siden. Froilan bor til daglig med sin mor og søster i Madrid, men var i 2010 og 2011 på kostskole i Sussex i England.

 

Ulykken bringer minder om en alvorlig dødsulykke i den spanske kongefamilie i 1956, hvor den dengang 18-årige Juan Carlos kom til at skyde sin 14-årige lillebror Alfonso under en leg i deres hjem i Estoril i Portugal. Projektilet ramte Alfonso i panden, og han døde i løbet af få minutter.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.