Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Protester over "folkemord"

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 29/07/2014 - 11:32

Bolig


Mindst 500 demonstrerede mandag aften, efter at en far til to små børn på tre og 11 år i sidste uge begik selvmord. Den desperate handling v...

Mindst 500 demonstrerede mandag aften, efter at en far til to små børn på tre og 11 år i sidste uge begik selvmord. Den desperate handling var en reaktion på, at han ikke kunne betale af på sit banklån.

 

Der blev tændt levende lys i gaderne til minde om 37-årige Gustavo Argüelles, som efter tre års arbejdsløshed besluttede at gøre en ende på sine økonomiske trængsler ved at tage sit eget liv.

 

Gustavo Argüellas Calvo tog sit eget liv sent om natten fredag den 25. juli og blev begravet søndag.

 

Demonstranter fra pressionsgruppen Stop Desahucios (Stop Udsættelser), siger at den afdøde var blandt gruppens medlemmer, og han havde længe kæmpet mod at hans familie blev sat på gaden, da de på grund af arbejdsløshed ikke kunne betale af på en gæld på 100.000 til banken.

 

Arbejdsløsheden i Spanien ligger fortsat på omkring 25 procent. I Granada er hele 36,6 procent af indbyggerne uden arbejde, fremgår det af oplysninger fra Cadena SER.

 

Anmelder afpresningsmetoder

Gustavos enke har anmeldt bankens for at anvende ”afpresningsmetoder” og siger, at hendes mand tog sit eget liv, fordi ”han ikke kunne klare mere pres”.

 

Kvinden siger, at familien havde forhandlet med banken Mare Nostrum om henstand, da hendes mand mistede sit job og var ude af stand til at klare afdragene på sit boliglån.
Dagen inden selvmordet havde Gustavo været til et nyt møde med banken, men var kommet hjem uden en løsning på problemet. Han havde været meget nedtrygt over udsigten til, at han kunne miste sit hjem.

 

Som ufaglært bygningsarbejder havde den afdøde stort set ingen chancer for at finde et job inden for en overskuelig fremtid. Han havde derfor været gennem forskellige typer af omskoling for at få andet job.

 

Efter at han ikke havde været i stand til at betale af på sit boliglån i tre måneder, krævede banken at gøre indlæg i familiens hus.

 

Gustavo forsøgte at overbevise bankens ledelse om sin families vanskelige finansielle situation, og han ansøgte om en femårig betalingsfri periode, ligesom flere andre trængte husejere har gjort det.

 

Men bankens svar, der kom for ti dage siden, var et klart nej.

 

Banker, dommere og politikere er mordere

 

Banken beklager

En talsmand for Mare Nostrum siger, at man beklager selvmordet og tilføjer, at banken havde tilbudt at hjælpe ham med at betale sine afdrag, for at hjælpe ham ud af vanskelighederne.

 

Banken understreger også, at familiens gæld endnu ikke var overgået til inkasso, og at der ikke var indledt nogen retssag mod skyldneren.

 

Banken mener derfor, at kunden har handlet i panik ved tanken om, at han ville miste sit hjem, og at det havde fået ham til at tage den tragiske beslutning.

 

Går efter mord-anklage

Men repræsentanter for Stop Desahucios siger, at de har ledsaget deres ven flere gange til møde med banken for at få ledelsen til at acceptere Gustavos forslag til hensættelse af afbetalinger på gælden, indtil han havde fundet arbejde igen.

 

Ifølge Stop Desahucios har banken det fulde ansvar, og de vil gøre alt for at retsforfølge banken for mord.

 

Mindst syv personer har i løbet af det seneste halve år begået selvmord, fordi de ikke kunne klare at betale af på deres boliglån. Sidste år tog mindst 17 personer deres liv af samme årsag, fremgår det af officielle opgørelser, men det frygtes, at tallet er langt højere.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.