På hesteryg i måneskin

Én gang bidt af en gal hest, altid bidt af en gal hest. Det må være forklaringen på, at man frivilligt trækker i lange bukser og ridestøvler for at tage på eventyr i bjergene, mens alle andre tager på stranden og smider tøjet. Noget af ruten kan man dog også klare til fods eller på cykel, hvis du ikke er så vild med heste.

Sydspanien er spækket med fantastiske naturoplevelser for hestegale. Her er bakker, bjerge og floder, masser af stier og små hyggelige kroer, hvor man kan få slukket tørsten og få lidt til ganen.

På stien ved siden af Río de Ojén

Men man behøver nu ikke at være sådan rigtig gal for at få en ekstra oplevelse med sig hjem fra ferien. Mange steder kan man leje heste, der er lige så sikre som bussen, så selv om du ikke ligner en cowboy, er det ingen undskyldning.

Formand for rideklubben Peña Caballistas Mijeñas, Santiago - kaldet Santi

Den her tur, som var planlagt til at finde sted en weekend med fuldmåne, endte med at blive lidt hovsa-agtig. Den hed '1. Acampada Ruta Río de Ojén', og selv om arrangørerne hævdede, at de havde været hele turen igennem på forhånd, gik det alligevel galt.

Selve turen i skovområdet omkring floden er omkring 60 kilometer lang, hvortil skal lægges ekstra transport til og fra stald til udgangspunktet.

Río de Ojén strækker sig fra sit udløb i Ojén Kommune, der ligger nord for Marbella på Costa del Sol til den løber sammen med Río Fuengirola i Mijas Kommune. Den er omgivet af en fortryllende kork- og fyrreskov – en af de få gamle Middelhavsskove, der er tilbage på Costa del Sol, men som desværre er kraftigt beskadiget efter den katastrofale skovbrand i 2011.

Se ufattelige billeder fra før og efter branden her

Kort over området mellem Fuengirola og Marbella

Heste og muldyrstræk

Turen var arrangeret af en af de mange lokale rideklubber, der findes i Mijas Kommune. Vi kan godt kalde kommunen for en rigtig heste-kommune uden at tage munden for fuld. Der er nemlig registreret op mod 250 heste og et dusin rideklubber.

Vi mødtes klokken 17 en lørdag eftermiddag på en sommerdag i juli, hvor termometret holdt sig pænt på den rigtige side af de 30 grader.

Klar til afgang fra El Esparragal

Sidste gang vi lavede en lignende weekend-tur drog vi af sted en lørdag aften klokken 20 – i 38 graders varme! Da vi nåede frem til vores bestemmelsessted klokken to om natten var der 33 grader. Det var lidt for hot...

Men denne weekend var en af de få behagelige ”kølige” sommerdage i juli med udsigt til fuldmåne og stille vejr.

Det med fuldmåne er ret vigtigt, hvis man vil ride om natten. Med de relativt høje dagstemperaturer i Sydspanien må man jo tage de mørke timer med, hvis man vil ride mere end et par timer. Idéen her var at ride op i bjergene og så slå lejr.

Akkompagneret af en "støtte-bil" med mad og drikke drog vi af sted fra Parque El Esparragal – også kendt som BBQ-pladsen på Coín-vejen i Mijas Costa.

Op gennem det udtørrede flodleje

Turen gik op gennem floden Río Fuengirola, der nu er omdøbt til Río Gomenaro på strækningen gennem Mijas Kommune.

Navneændringen, som fandt sted for et års tid siden, er der nu ingen, der tager nogen notits af, og det er de færreste lokale ”mijeños”, der ved hvad Río Gomenaro er for noget. For de fleste kaldes floden stadig ved det navn, den har haft i årtier, basta-bum! Så kan de kloge lave om på det lige så mange gange, de vil.

Lidt vand var der tilbage i floden

Rider genenm floder

For læsere, der ikke er bekendt med forholdene i de sydspanske floder, kan det nok lyde besynderligt, at man rider op gennem en flod. Det rigtige ville også være, at kalde det for et udtørret flodleje. Sagen er jo den, at langt de fleste floder og bække tørrer helt ud om sommeren, og er derfor et oplagt alternativ til stier og veje.

Desuden er der forbud mod at bruge motoriserede køretøjer i floderne - men det er er nu mange, der ser stort på.

Der var 15 ryttere og to muldyrstruknevogne med syv personer. Og jeg skal love for, at de kom på arbejde! Muldyrene, altså.

Over stok og - især - sten

På flere strækninger ligger der tonsvis af sten, og det var her, muldyrene kom på deres første prøve. De to vogne hoppede og dinglede, og det var et rent under, at hjulene ikke faldt af.

Ups ... her raslede der lige noget af vognen

Efter små ti kilometer begyndte stigningen op i bjergområdet. Vi valgte at ride gennem landdistrikterne La Atalaya og Entrerríos, der ligger i den vestlige del af Mijas, og støder op til nabokommunerne Alhaurín og Ojén.

Resterne efter skovbranden

Det var her, den forfærdelige skovbrand, som raserede 8.000 hektar skov og skøn natur, startede for tre år siden. Mange steder ligger asken stadig på jorden, og sorte stammer stikker op fra den svedne jord, som minder om en af de største øko-katastrofer, der har ramt Costa del Sol nogensinde. Tusindvis af træer blev svitset af som tændstikker på bålet, og et utal af dyr og fugle døde eller mistede deres naturlige habitat.

Det vurderes, at der vil gå tyve år, før området vender tilbage til normale tilstande – i bedste fald. For der er nemlig ikke gjort noget effektivt for at forhindre, at brandhelvedet gentager sig.

Et kort stop i det afbrændte område

Men det var et forrygende syn med den fantastiske fuldmåne over bjergene og havet - så tæt på og dog så langt derude. Det gule skær kastede lys over resten af turen og var mere end rigeligt til, at man kunne finde frem efter mørkets frembrud. Det kneb dog mere med kameraerne, som havde svært ved at klare tusmørket.

I eftermiddagssolens gyldne skær

Fra narkoafvænningscentret Centro de Drogodependencia i Entrerríos gik turen ud af skovstien – som rent faktisk er en brandsti – langs den sydlige del af bjergkæden Alpujata med kurs mod Ojén. Stien snor sig langs skråningen uden de store niveauforskelle og kan fint tilbagelægges til fods.

Et skilt angiver, at turen tager seks timer på gåben.

Her ses de svedne stammer fra tusindvis af brændte korktræer

Lejr under korttræernes skygge

Vi brugte yderligere tre timer på at komme frem til vores første mål; et sted no-where midt skoven. Vi gjorde holdt og slog lejr nær et sted, der kaldes for Ojén-krydset. Det er her, hvor stierne deler sig mod Marbella, Ojén og Monda.

Det er et fladt område midt i det bakkede terræn i en rest af den gamle Middelhavsskov, som (endnu) ikke har ladet livet for den uhæmmede ejendomsspekulation på Costa del Sol.

Sadler på rad og række og heste, der får et velfortjent hvil

Klokken nærmede sig hastigt to, og det var sent - for både dyr og mennesker, så det var ikke noget problem at falde i søvn, selv om underlaget var lidt hårdt.

Heste og mulddyr fik sig et velfortjent hvil i måneskinnet

Der blev bundet et reb på tvært af træerne, og hestene tøjret for natten - svedige og trætte. Vi andre fablede om, hvor dejligt det ville være med et bad, men måtte nøjes med lidt vand i ansigtet og en tur med tandbørsten og kravlede så i soveposen.

Men fantastisk er det at vågne midt i skoven, når lyset bryder frem. Kun lyden af hestene, der svirper med halen for at holde fluer og myg væk.

Santi og finske Leena klar til en ny dag

Morgen-bufféen var nu ikke noget at prale af. Det samme som aftensmaden: en tør bolle af den slags, man skal hive i for at bide den over med chorizo og et glas vand. Men OK, det var jo heller ikke nogen kulinarisk udflugt, vi var på. Hestene fik deres foder, og så var de klar til nye udfordringer.

Lidt over otte gik det igen videre over stok og sten. Muldyrene gik først, og de var knapt så hurtige, som de havde været dagen forinden. Men de er seje, de små dyr, og fortsætter dér, hvor hestene giver op.

På vej gennem kork-skoven i Ojén

Milliondyre palæer

De første boliger, der dukker op på stien, er på størrelse med palæer. Omkranset af meterhøje mure ligger den spanske smør-tenor, Julio Iglesias pragt-ejendom af en villa. En del af grunden gik til under branden.

Julio Iglesias pragtvilla i Ojén

Det siges, at sangeren havde plantet træ-sorter fra hele verden i sin have. Hovedparten gik op i røg under skovbranden.

Ved La Mairena skulle turen så være gået ned til floden Río Ojén, men her gik det galt. De muldyrs-trukne vogne kunne simpelthen ikke komme ned gennem de smalle stier, der primært er dannet af horder af geder på vej mod nye græsningsarealer. Vi måtte derfor nøjes med asfalt, og det er der til gengæld nok af.

En flok geder på vejen

Vejene i La Mairena går op og ned, og flere gange måtte vi stige af for at undgå, at hestene skred på den glatte belægning.

Et hårdt træk for de seje muldyr

Muldyrene sled i tøjret for at trække vognene. Uanset om det gik op eller ned, var det hårdt arbejde.

De sidste sveddryppende ti kilometer er egentlig ikke noget at skrive om. Det lykkedes ikke at komme ned til floden, så dyrene kunne få noget at drikke, så vi valgte i stedet en omvej til en landejendom, hvor der var adgang til vand – og sikke en fest.

På det tidspunkt var de stakkels muldyr på randen af kollaps efter at have trukket de tunge vogne i bagende sol op og ned ad bakke på den varme asfalt.

En kort, men meget velfortjent pause

Men efter flere spande vand og en tur med vandslangen var det tid for den sidste del af turen ned til Parque El Esparragal. Det sted, hvor vi var redet ud fra små tyve timer forinden.

Her har artikelns forfatter fået et tiltrængt bad med vandslangen

Her lykkedes det endelig at krydse Río Ojén et par gange, men dog på de strækninger, hvor der ikke er vand – i alt fald om sommeren.

Efter at have have sagt farvel til de sidste gik turen tilbage til stalden. Og der skal nok gå et par dage, før det er tid til et nyt natteridt.

En kold øl og farvel til Santi og Pepe fra Caballistas Mijeñas, der stod bag arrangementet

Om de 70 kilometer kunne mærkes dagen efter? Ja, det er helt sikkert, så hvis du har fået lyst til at tage turen på hesteryg, er det ikke lige sagen at planlægge et nyt terrænløb dagen efter.
 

Her kan du zoome dig ind på ruten, der ligger omkring fem kilometer fra kysten