Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Robert Redford i Mijas

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 13/12/2012 - 11:13

Kendte & kongelige


Rigtig mange kendisser har i tidens løb spankuleret omkring på de toppede brosten i den charmerende hvide landsby Mijas. En af de mere kendte ...

Rigtig mange kendisser har i tidens løb spankuleret omkring på de toppede brosten i den charmerende hvide landsby Mijas. En af de mere kendte er Robert Redford.

 

I en hel måned sad han på terrassen uden for sit hus i Mijas og gloede ud over kysten, mens hans hustru, Lola Van Wagenen, havde travlt med at få familielivet til at fungere under de sydspanske himmelstrøg.

 

Ny bog om livet i Mijas

Det var i 1966 - dengang Mijas var ”pueblo” og centrum for et stort antal internationale kunstnere, hippier og eventyrere.

 

Men det var ikke bylivet, der trak i den rødhårede skuespiller. Det var livet på landet, for familien havde installeret sig i en finca ved Peña Tranquila, der ligger omkring midtvejs mellem Fuengirola og Mijas.

 

Tiden i Mijas bliver omtalt i Redfords seneste erindringer, som netop er blevet udgivet og præsenteret i Madrid, hvor den berømte skuespiller også var til stede.

 

- Jeg havde ingen plan. Jeg havde bare lyst til at læse og male, skriver Robert Redford, som også erkender, at han ikke nåede at lære at danse flamenco.

 

Drak for meget

Nogle af de ældre beboere i området kan godt huske huset, som familien boede i.

 

- Der var hverken lys eller varmt vand, fortæller Salvador Pulpillo til dagbladet Sur.

 

Han husker også, at de blev kaldt for ”hippier” og drak og festede for meget. Og det er Redford godt klar over.

 

- Jeg drak for meget og brugte for mange penge. Hvis jeg havde fortsat sådan, ville det have ødelagt mit ægteskab – og mig selv – i løbet af et år, skriver han.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.