Rosinruten: Druer bliver til vin og rosiner

Der går en fortryllende rute, 'Ruta de la Pasa,' gennem de smukke landskaber i la Axarquía, der ligger øst for Málaga. En stor oplevelse af både landskaber, mulige vandreture og sjove traditoner.

Her er vi

Det er Else Byskov, der har taget turen og skrevet denne spændende artikel, som er redigeret af Pia Bruun.

Ruten byder på en fantastisk møde med de historiske landsbyer i området

Ruten kaldes for Rosinruten, fordi den går gennem vinmarker i landkommunerne Moclinejo, Almáchar, El Borge, Cútar, Comares og Totalán.

Her bliver der dyrket rosiner af den eftertragtede druesort Moscatel, som soltørres på de specielle kasseformede rosin-tørre-terrasser 'paseras,' som er anlagt langs bjergskråningerne.

Druerne bliver tørret i de særlige 'rosin-kasser,' der findes overalt i området

De søde vindruer høstes i august, og tørres gennem 40 dage, hvorefter de bliver pakket og solgt i Portugal eller på hjemmemarkedet.

Nogle af vindruerne går også til fremstilling af den søde Moscatel-vin, der sælges overalt i la Axarquía.

Rosinruten er en meget smuk rute, som tager os med ind i Axarquías skønneste landskaber til de mest uspolerede hvide landsbyer.

Moscatel-druen: Sød og forførende

Lad os starte med at afsløre, at rosinerne som dyrkes i La Axarguía er Kæmpe-rosiner. De tørres hele – med stump og sten og lidt senere i artiklen får du et fif til, hvordan man spiser dem, uden at pille stenene ud først!

Der er blevet dyrket druer af typen Moscatel i La Axarquía lige siden arabertiden. Eftersom der er tale om en druesort med et meget højt sukkerindhold, bliver hovedparten af druerne tørret til rosiner.

Resten anvendes til lokal vinproduktion, som forhandles under navnet Moscatel de Málaga.

Moscatel-druerne bliver brugt til både vin og rosiner

Det er en tung og meget sød vin, med et højt alkoholindhold, som derfor et velegnet til dessertvin. Men pas på: Efter det første glas vil du kunne mærke, hvorledes alkoholen giver varme til kinderne, og mere end et glas er formentlig ikke foreneligt med ansvarlig bilkørsel.

Uspolerede landsbyer

Udgangspunktet er Moclinejo, og hvis man vælger at følge anvisningerne her, bliver det til en rundtur.

Moclinejo ligger i 432 meters højde og har 1.200 indbyggere

Det er vigtigt, at man tager ruten den 'rigtige vej,' altså mod uret, fordi det givet et fantastisk vue ud over Middelhavet.

Turen kan tilrettelægges som en én eller to-dages tur, men hvis man vil have tid til at se det hele, og nyde et par vandreture, så kan en hotelovernatning varmt anbefales.

Moclinejo er en meget fin og oprindelig hvid landsby, som er ganske uspoleret.

Vi går en tur i de smalle gader og slår et slag ind over pladsen, som emmer af idyl, inden vi bevæger os ud på rutens første vandretur.

Kør ud af Moclinejo i retning af Almáchar. Efter ca. 100 m. passerer vi Bodegas Muñoz. Mellem bodegaen og kilden 'Fuente el Chorro,' går der en vej skarpt op til venstre. Det er en ret stejl jordvej, og vi følger den helt op til toppen af bjergkammen.

Vandet fosser ud af kilderne i Axarquía

Her parkerer vi og tager fat på en lille vandretur på ca. 2 timer. Turen går på den gamle jordvej mellem Moclinejo og Totalán ...hvor rosinruten ender... og er en behagelig gåtur, som ikke er specielt anstrengende.

Gåturen byder også på en fantastisk udsigt over kysten og havet, og selv Málaga ligger for vores fødder oppe fra stien.

Når vi har parkeret bilen, stiller vi os med ryggen til havet, og tager så vejen til venstre (lige under en elmast), som fører lidt nedad i en dal, hvor der ligger en del huse.

På et tidspunkt kommer vi til et T-kryds, og herfra kan vi se det store, nyopførte solfangeranlæg, som kan forsyne 4.000 husstande med el. Anlægget er opført af et tysk konsortium og er det største i Málaga Provinsen.

Vi går til venstre og derefter venstre om en høj. Nu følger vi blot vejen, og inden længe kan vi se Totalán. Vi går ikke ned til Totalán, men tager stien til venstre, som går ud på en bakketop med fin udsigt til Málaga, som kun ligger 12 km. borte.

Totalán ligger gemt mellem bakkerne

Efter at have beundret udsigten fra bakketoppen vender vi om og går tilbage til bilen, for vi skal jo videre på turen.

Så er der serveret!

Nu kører vi til Almáchar, som kalder sig for intet mindre end Moscatel-druen hovedstad 'El Capital de la pasa Moscatel.'
Byen er også kendt for sin Ajoblanco-suppe - en kold suppe, hvis hovedingredienser er mandler, hvidløg og vindruer. Den smager vildt godt og er meget forfriskende, om end man kommer til at lugte af hvidløg bagefter.

I Almachar holdes en årlig suppe-konkurrence

Almáchar har en årlig 'ajoblanco-konkurrence,' som får flere tusinde besøgende og lokale til at mødes på byens plads for at smage den berygtede hvidløgs-suppe.

Der kæmpes bravt

Sikkert en af verdens sundeste supper...

Opskrift på Ajoblanco-suppe:

225 gr. mandler uden skal, 4 skiver daggammelt hvidt brød uden skorpe, 6-8 fed hvidløg, 3 spsk. god hvidvinseddike, ½ dl. olivenolie, 1 l. koldt vand, salt, halverede, udstenede grønne vindruer.

Suppen kan serveres med vinduer og brødstykker.

Mandlerne smuttes og lægges op i blenderen. Halvdelen af vandet hældes ved og man blender, til man har en jævn masse. Hvidløgene hakkes groft med en kniv og tilsættes sammen med brød, olie, eddike, salt og resten af vandet. Nu blender man igen, indtil man har en glat suppe, som hverken er for tynd eller for tyk. Smag til. Suppen sættes i køleskabet, hvor den skal stå mindst 2 timer, inden den serveres med de udstenede vindruer.

Rosiner så store som...

Rosinerne sælges med stok og sten

I Almáchar finder man også et rosinmuseum - følg skiltene mod El museo de la Pasa. Museet ligger i den gamle bydel, 'el casco antiguo' og viser blandt andet, hvordan et typisk landsby-hjem i byen så ud i fordums tider. Her ser man det hyggelige køkken samt soveværelset ovenpå. Soveværelserne lå altid øverst, af hensyn til sikkerheden.

Museet er åbent lørdag og søndag fra 11.00 til 14.00.

Typisk gade i Almachar

Ved indkørslen til byen finder man på venstre side et rosinpakkeri, hvor der sælges rosiner i gaveæsker for 7 euro pr. kilo.

Hvis du nu allerede er blevet fristet til at prøve at spise rosiner, af den autentiske slags, så får du her et godt råd til, hvordan du slipper for at få stenene galt i halsen.

Ikke noget med at stå og pille i rosinerne og blive til grin!

Kernerne skal knases med tænderne, og når den friske smag fra kernerne blander sig med det søde rosinkød – ja, så går det hele op i en højere enhed, og man bliver klar over at lilleput-rosinerne fra Californien hører til i müsli eller varme boller.

Pas på landevejsrøveren!

Nu går turen videre til El Borge, som er endnu en perle af en hvid landsby.

Stil bilen lidt væk fra centrum og gå ned til landsbyens torv, der summer af atmosfære.

El Borge er en charmerende landsby og kendt for sin skeløjede landevejsrøver El Bizco

For enden af pladsen går en trappe ned til byens hotel: Posada del Bandolero (Bandittens hvilested)som er indrettet i det hus, hvor den berømte og berygtede bandit, Luis Muñoz García, senere kendt som 'el bizco de El Borge' (den skeløjede fra El Borge) blev født i 1837.+

I dette hus blev den berygtede bandit født

Kommunen har brugt en masse penge på at indrette hotellet, og det fungerer også som museum. Hotellet har 6 værelser, og et dobbeltværelse koster fra 35 euro.

Fantastisk udsigt

Den næste by på ruten er Cútar, som smyger sig ned af en bjergside. Cútar vender mod nord, og fra byens øverste del har man en fantastisk udsigt ud over La Sierra de Alhama og 'el boquete' (åbningen) ved Ventas de Zafaraya.

Zafarraya var et af landevejs-transportens vigtigste åbninger mellem syd og nord

Byen har fine stejle gader og en kilde, der stammer fra arabertiden.
Kommunen promoverer byen under navnet 'La fuente del Paraiso' (paradiskilden), men det har nu ikke trukket ret mange turister til, for byen virker helt uspoleret.

Lige ovenfor byen, på venstre hånd, starter en fin lille vandretur, som fører op til bjergkammen mellem Cútar og El Borge. Man skal gå opad et par hundrede meter og så tage vejen til højre, som fører op på kammen. Herfra kan man se hele Axarquía og lidt til.

Mod nord kan vi se rutens næste stop, Comares, som balancerer på en bjergtop. Comares er en enestående by, som stadig har et stort arabisk præg.

Byen blev anlagt som et fæstningsværk, og man bør ikke snyde sig selv for en tur i de smalle gader.

Comares ligger og troner på toppen af bjerget

Nu har vi nået rutens nordligst punkt, og turen går videre mod Totalán ad MA 3111.

På vejen tilbage mod kysten kører vi over passet ved Santopitar, rutens højeste punkt med sine 1020 meter over havet. Heroppe ligger hele Middelhavet og kysten for vores fødder, og det er i sandhed en oplevelse at se det hele heroppe fra.

Få kilometer efter passet deler vejen sig, og vi tager vejen til venstre (ikke mod Venta de Galwey) - der er ikke noget skilt.

Denne vej fører os forbi byen Olías og ned til Totalán, hvor ruten slutter.

Totalán var, ligesom de andre byer på ruten, en vigtig arabisk by, og her fandt et drabeligt slag sted mellem araberne og de kristne i 1483.

Her blev der i tidernes morgen produceret kager

Totalán ligger på en land-tunge mellem to flodlejer, og har dermed en meget interessant beliggenhed. Byens navn menes at stamme fra det arabiske ord for kage, for her lå der adskillige gårde, hvor man producerede kager af områdets vigtigste produkter: mandler og rosiner.

Og med et besøg i denne by som rosinen i pølseenden er vi nået til vejs ende på Rosinruten.

Vi siger tusind tak til Else Byskov!