Triste minder i fantastiske Guggenheim

Livet for kunstnerne var ikke nogen dans på roser under 2. verdenskrig. Og netop det er temaet for en særudstilling i Guggenheim Museet i Bilbao. Udstillingen åbnede i går den 16. marts og varer til den 8. september.

I 1980’erne blev Bilbao ramt af en krise og måtte genopfinde sig selv. Derfor hyrede myndighederne arkitekten Frank O. Gehry til i samarbejde med Guggenheim-fonden at ændre byens image fra en forurenende industriby til en attraktiv kunstby. Den baskiske regering byggede og betalte museet, mens Guggenheim-fonden leverede kunsten. Museet stod færdigt i 1997.

Museet skal give associationer til et skib, der kommer sejlende op ad Nervión-floden. Tidligere levede Bilbao af fiskeri, skibsbyggeri og anden tung stålindustri

Exceptionelt interiør

De mere end én million årligt besøgende kommer i lige så høj grad for at se bygningen som selve værkerne inde på museet. Bygningens facade glider ud i ét med tagene. Der er ikke som i traditionelle bygninger skift i materialerne. De titanium-, glas- og sandstensbeklædte flader spejler lyset fra døgnets rytme – om det så er lyset fra solen eller lyset fra byen lamper. Det giver et fantastisk lysspil og tilfører en ekstra dimension til arkitekturen.

Udstillingen:

Krigens kunst i Frankrig 1938-1947 – fra Picasso til Dubuffet
Mere en 500 forskellige malerier, dokumenter, fotografier og film beskriver den sorte periode for både Frankrig og kunstnerne.

Udstillingen er delt op i 12 forskellige afdelinger og viser værker af blandt andet Picasso, Dalí, Duchamp, Max Ernst, Henri Matisse, Joan Miró, Pierre Bonnard, Alexander Calder, Vasily Kandinsky, Paul Klee, Fernand Léger, René Magritte og Francis Picabia.

Souffrance, souffrance

Lidelse, lidelse. Oliemaleri fra 1941 af den rumænske jødiske maler Victor Brauner

Femme assise dans un fauteuil

Kvinde siddende i stol. Oliemaleri fra 1941 af Pablo Picasso

Efter Frankrig havde underskrevet våbenhvile med nazisterne i 1940, blev 60% af det nationale territorium besat af tyskerne. Det ledte til etablering af et kollaborations-regime i den 'frie zone' som lå i byen Vichy.

Både Hitlers marionetregering og det nazistiske regime begyndte at forfølge jøder, udlændinge, kommunister, frimurere og andre personer, som var mistænkt for at have politiske holdninger, der stred imod et samarbejde med Det Tredje Rige.

Le Conquérant

Erobreren. Oliemaleri fra 1942 af Joseph Steib, der illustrerer Hitler som en anti-kristen.

Camp de femmes en Gurs

Kvindelejr i Gurs. Maleri fra 1940 af Anton Räederscheidt. En fortolkning af kvindernes afdeling i Gurs' interneringslejr

På turen gennem udstillingen kan man opleve både berømte, fremmede og endda anonyme, overlevende forfattere, hvis arbejder kommunikerer desperation og terror.

Udstillingens planlæggere, Jacqueline Munck og Laurence Bertrand Dorléac, understreger, at dette ikke blot er en samling af værker af etablerede kunstnere, men at den søger at afsløre "alt, hvad der var tilbage i folks private boliger, workshopper, internerings- og koncentrationslejre, fængsler og psykiatriske hospitaler, i skyggen af historien."

Sans titre

Uden titel. Tegning fra mellem 1940 og 1942 af Charlotte Salomon, tysker og jøde. Værket er lavet i en interneringslejr i Frankrig. Som 26-årig blev hun senere gasset i Auschwitz.

Rosace II

Rosette II. Gouache (vandfarve med lidt akryl) på karton fra 1941 af Otto Freundlich. Værket er lavet to år før kunstneren døde i koncentrationslejren i Majdanek

Mestre som Picasso, Matisse og Bonnard barrikaderede sig i deres studier i den sydlige del af landet og forsøgte at undgå den besatte zone. Malerne, marginaliserede nazistiske tilbøjeligheder i et kulturlandskab og var knap nok i stand til at sende deres værker rundt - og ordrer var mere sjældne. Det eneste håb lå i de små steder, som for eksempel Jeanne Bucher Gallery. Galleriet som lå på Boulevard Montparnasse i Paris tilhørte en modig alsacer der forfremmede forfattere, som var marginaliseret af besættelsen.

Portrait d’un prisonnier de guerre

Portræt af en krigsfange. Olie på karton fra 1945 malet af Otto Dix

La Rencontre du 2 bis rue Perrel

Mødet i Rue Perrel nr. 2 bis. Olie på lærred fra 1946 malet af Victor Brauner

Nussbaum, Salomon og Rosenthal blev dræbt i koncentrationslejre.

En særlig følelsesmæssig og afslørende del af udstillingen er dedikeret til dem, der døde i lejre og fængsler. Indsatte udtrykte  med tegninger og små skulpturer deres ønske om frihed og dokumenterede deres personlige tragedier med begrænsede ressourcer og ukonventionelle materialer såsom træflis, dåser, indpakningspapir, tændstikker, jern og knogler.

Nogle af de sidste værker, blev udarbejdet af Felix Nussbaum og Charlotte Salomon Horst Rosenthal, som blev deporteret til tyske koncentrationslejre, hvor de blev dræbt.

Blod på tanden?
Ønsker du at se udstillingen – eller bare det skønne museum – så kan du få nærmere information ved at klikke her.



Beslutter du dig for et besøg i Guggenheim, er det vigtigt, du køber din billet i god tid inden. Det er ikke 'bare lige at komme ind' når man alligevel er der.


Du kan bestille billetter ved at klikke her.



God fornøjelse!