Fravælger hjertestartere på fly
Skrevet af , man, 03/03/2014 - 10:30
Fly & trafik Sundhed & sygdom
Overvej en ekstra gang, hvem du skal flyve med, hvis du har dårligt hjerte. SAS har nemlig fravalgt at gøre hjertestartere obligatoriske på a...
Overvej en ekstra gang, hvem du skal flyve med, hvis du har dårligt hjerte. SAS har nemlig fravalgt at gøre hjertestartere obligatoriske på alle kort- og mellemdistancefly. Én passager har allerede mistet livet i et fly mellem Spanien og Danmark.
SAS har hjertestartere i selskabets 11 langdistancefly og i 60 fly, som er indregisteret i Norge. SAS har 139 fly i alt. Norwegian har derimod valgt at have hjertestartere i hvert eneste fly.
SAS' nedprioritering af hjertestartere betyder, at du i mange tilfælde må nøjes med hjertemassage, hvis du får hjertestop på et fly mellem for eksempel Spanien og Danmark, som altså ikke er en langdistance-rute.
Hjertemassage ikke godt nok
Chancen for at overleve hjertestop kun ved hjælp af hjertemassage falder med 10 procent, for hvert minut der går. Det betyder, at det efter 10 minutter ofte er nytteløst.
I Europa er det op til flyselskaberne selv, om de vil have hjertestartere i flyene eller ej. I USA derimod er hjertestartere lovpligtige og har været det i 10 år.
Døde mellem Spanien og Danmark
For et par måneder siden blev debatten om hjertestartere på fly aktuel, da en passager fik et hjertestop i et SAS-fly på vej fra Gran Canaria til Billund.
Passageren fik hjertemassage på flyet af en læge og sygeplejerske, men overlevede ikke. Sygeplejersken udtalte bagefter til DR, at hun undrede sig over, hvorfor SAS ikke havde en hjertestarter om bord.
For dyrt?
En hjertestarter koster i gennemsnit 15.000 kroner. Det vil altså formentlig koste SAS omkring en million kroner at købe hjertestartere til resten af sin flåde. Derudover er der udgifter til uddannelse.
- Det er et valg, som vi har truffet ud fra de erfaringer, som vi har fået gennem interne undersøgelser samt en vurdering af, hvad der er bedst i forhold til sikkerheden ombord. Samtidig opfylder vi alle myndighedskrav, siger SAS' pressechef i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, til check-in.dk.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.