Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Selvstændig i Spanien – hvordan?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 25/01/2014 - 00:04

Erhverv & Service Penge & Forbrug Samfund og Politik


I dag overlader jeg ordet til advokat Javier García León, Advokatkontoret.es, der giver et overblik over de forskellige muligheder, der findes...

I dag overlader jeg ordet til advokat Javier García León, Advokatkontoret.es, der giver et overblik over de forskellige muligheder, der findes, når man ønsker at starte virksomhed som selvstændig i Spanien.

 

Informationen er også relevant for de personer, der søger et ”job”, men hvor arbejdsgiveren kræver, at ansøgeren skal have status som selvstændig.

 

Det er en samarbejdsform, som er blevet mere og mere udbredt, fordi arbejdsgiverne – ved eksempelvis nedgang i salget - vil kunne opsige personale uden at skulle betale de store erstatninger, som de er forpligtet til ved fastansættelser.

 

Javier García León skriver:

 

Selvstændig erhvervsdrivende (autónomo)

 

Når vores kunder ønsker at opstarte en virksomhed, er deres første spørgsmål til os altid, hvordan de gør det?

 

Der findes flere måder at starte en virksomhed på. De to mest brugte er enten at være selvstændig (autónomo) eller at oprette et selskab som et S.C., S.L. eller et S.A. I Danmark svarer det nogenlunde til et I/S, ApS og et A/S.

 

Det mest brugte er dog at starte som selvstændig.

 

At være selvstændig har både fordele og ulemper, men alt andet lige er det den nemmeste og billigste start for en enkelt person. Efter min mening, burde det dog kunne gøres endnu nemmere og mindre bureaukratisk.

 

Hvad bør man overveje, når man skal vælge, hvordan man ønsker at fungere som virksomhed? Spørgsmålene er:

 

  • Hvor mange penge man vil investere i opstarten
  • Ansvaret overfor kreditorer
  • Antal af partnere
  • Beskatning
  • Administrative komplikationer
  • Udgifter/indskud
  • Legale krav
  • Mulighed for at opnå offentlig støtte

 

Hvilke fordele er der ved at være selvstændig (autónomo)?

 

  • Det er den nemmeste, hurtigste og billigste måde at starte på
  • Man har selv fuld kontrol over ledelsen
  • Der skal ingen indledende sagsbehandling til
  • Der er få legale krav, hvilket gør det billigere og nemmere

 

Fordelene er begrundelsen for, at selvstændig-løsningen anses for at være den bedste måde at starte op som erhvervsdrivende, såfremt der er tale om en mindre virksomhed, der tilhører en enkelt person, og hvor det økonomiske ansvar er begrænset.

 

Hvilke ulemper er der ved at være selvstændig?

 

  • Der er ingen adskillelse af den personlige formue og virksomhedens formue, hvorfor man er ansvarlig med sin personlige formue
  • Hvis den selvstændige er gift med fælleseje, kan ægtefælles formue også blive påvirket af en eventuel gæld
  • Man kan ikke ansætte tætte familiemedlemmer (ægtefælle, børn). De vil også skulle registreres som selvstændige for at arbejde i virksomheden.

 

Stigning og støtte

Dette år er dog ikke begyndt godt for dem, der ønsker at starte op som selvstændig, da minimumsbetalingen til sygesikringen (Seguridad Social) er steget. Man betalte før i tiden 256,72 euro om måneden. Det beløb er nu steget til 261,83 euro.

 

Der findes dog en mulighed for støtte til dem, der starter op som selvstændige for første gang over en periode på 3 måneder.

 

Mænd under 30 år og kvinder under 35 år, skal kun betale 50 euro om måneden de første 6 måneder, de efterfølgende 6 måneder 127 euro og de sidste 18 måneder 179 euro.

Personer under 35 år, der har et handikap på 33 procent eller mere, betaler kun 50 euro om måneden det første år og derefter 127 pr. måned i de efterfølgende fire år.

 

Dokumentation og krav

For at kunne starte op som selvstændig, skal man i første omgang have sit pas, spanske residencia og et id-nummer ved sygesikringen (Seguridad Social). Når man har det, skal man registreres ved Junta de Andalucía (regionsregringen) og skattevæsnet.

 

Når man er blevet korrekt registreret, vil man modtage ”Libro de Visitas” (besøgsbog) og ”Hoja de Reclamaciones” (reklamationsbog), som skal opbevares på den oplyste adresse.

 

Libro de visitas skal kunne fremvises, hvis eksempelvis arbejdstilsynet aflægger besøg på virksomhedens adresse. Hoja de reclamaciones skal forefindes, hvis en kunde er utilfreds med virksomheden og ønsker at indgive en klage.

 

Man skal også sørge for at tegne en forsikring, der dækker ens civile personlige ansvar (seguro de responsabilidad civil). Forsikringen kan tegnes hos et hvilket som helst forsikringsselskab.

 

Hvis man ved, at man kommer til at have kunder i udlandet, som der skal udskrives faktura til, skal man også registreres ved den internationale instans ROI.

 

Alt dette er udelukkende for at blive registreret som selvstændig. Hvis man også vil åbne et kontor eller forretning, er der yderligere udgifter forbundet med det, som blandt andet åbningslicens.

 

Afregning af IVA finder sted den 20. i måneden efter et kvartal. I januar dog først den 30.

 

Man bør selvfølgelig også have en revisor, der kan sørge for at føre regnskab og udfylde de nødvendige formularer med hensyn til impuestos (skat) og IVA (moms).

 

***

 

Tak til advokat Javier García León og www.advokatkontoret.es

 

I morgen får du anden del af historien om de storslåede hoteller i din indbakke.

 

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar Weekly ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.