Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skøn ferie til lav pris

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 30/10/2010 - 16:15

Rejser & oplevelser

Min datter Patricia og hendes kæreste Nicolas skulle for kort tid siden på en miniferie. De havde begge været under hårdt arbejdspres, og et br...

Min datter Patricia og hendes kæreste Nicolas skulle for kort tid siden på en miniferie. De havde begge været under hårdt arbejdspres, og et break var fortjent. Store udgifter til ny bolig bevirkede dog, at ferien skulle gøres billigt.

Sonderingerne startede på en feriemesse i Málaga, hvor det tydeligt fremgik, at der var rigtig gode tilbud på markedet. Derefter gik Patricia selv i gang på nettet, udvalgte flere muligheder, undersøgte priser og bad om tilbud.

Valget endte med Playaballena Spa Hotel, der er beliggende i Cádiz Provinsen.

Det er et alt-inklusive-hotel, men Patricia og Nicolas valgte halvpension, så der også var frihed til udflugter. Pris 219 euro pr. person for fem overnatninger inklusive to SPA-besøg.

Fuengirola - Costa Ballena

Der er 250 km. fra Fuengirola til Costa Ballena. Turen varer lige knap tre timer og koster i deres økonomiske diesel-bil 29 euro inklusive motorvejsafgifter.

Hotellet ligger i det med rødt markerede felt. Kyststrækningen fra Rota i Syd og Chipiona (markeret med gult) i nord er 18 km.

Hele kyststrækningen er et nyt udviklingsområde med både hoteller, boligbyggeri og golf. Det er nærmest en oase i sig selv med fantastiske strande og ligger meget centralt for en masse oplevelser: Cádiz, El Puerto de Santa María, Bodega- og hestebyen Jerez de la Frontera, Chipiona, Sanlúcar de Barrameda og naturparken Doñana - og selvfølgelig meget mere...

”Noget af det, der overraskede mig mest, var cykelstierne i hele området,” fortæller Patricia. ”Faktisk kunne man cykle ad stierne hele vejen fra hotellet til både Chipiona i nord og Rota i syd. Vi 'lejede' cykler på hotellet – det endte dog med, vi ikke skulle betale for det!”

Først skulle der slappes af - her Patricia i hotellets jacuzzi.

Hotellets eksotiske pool-område.

Cádiz – Spaniens gladeste mennesker

I stedet for at køre til Cádiz i bil, fandt Patricia og Nicolas ud af, at der gik en færge fra Rota. Turen tog 30 minutter og det kostede 4,20 euro pr. vej. pr. næse.

Ombord på færgen til Cádiz. Nicolas 32 år og læge, Patricia 27 år og psykolog. Begge uddannet ved universitetet i Málaga.

Økonomien i Cádiz bygger primært på fiskeri, skibsværfter, bodegaer og turisme.

”Selvom Cádiz er et af de områder i Spanien, der har den højeste arbejdsløshed, hører befolkningen her til blandt de gladeste i hele landet,” beretter Nicolas. ”Det årlige karneval er også en af de helt store begivenheder, der trækker tusindvis af turister til fra nær og fjern.”

I folkemunde kaldes Cádiz for 'den lille sølvkop' – måske kun sølv på grund af økonomien.

Cádiz er kendt for sangeren Camarón de la Isla, der for alvor fik flamenco'en til udlandet. Han bidrog også med helt ny musik til genren. Han startede som barn – derfor navnet Camarón, der betyder lille reje.

I denne video kan du opleve flamenco for fuld udblæsning...


El Puerto Santa María

På vej fra Rota til El Puerto Santa María passeres fly- og flådestationen 'Base Naval de Rota.' Den blev etableret i 1953 efter aftale mellem Spanien og USA og har siden tjent som en meget vigtig mellemstation for USA's militære operationer i blandt andet Mellemøsten. Basen, der også benyttes af NATO, giver beskæftigelse til mange i området.

Basen dækker et areal på ikke mindre end 27 kvadratkilometer.

Mens El Puerto Santa María kaldes for de 100 paladsers by, er byen nok mest kendt for sine skaldyr og fantastiske stemning på barerne.

I byens midte nær havnen ligger to kæmpe forretninger: Den ene sælger kogte skaldyr og den anden stegte (freiduría).

De valgte lækkerier pakkes ind i et kræmmerhus foldet af papir. Så begiver man sig ud til en barerne på 'spise-promenaden' og bestiller drikkevarerne. ”Underligt man må det,” tænkte Patricia, men det skyldes nok, at det er den samme familie, 'Romerijo,' der ejer det meste.

Stemningsbillede fra spise-promenaden.

De kogte skaldyr – uhm...


Chipiona

Er en typisk badeby med dejlige strande. Kommer man gennem byen som turist, tænker man heller ikke på meget andet.

”Men byens stolthed er, at her blev en af Spaniens mest berømte sangerinder, Rocío Jurado, født,” beretter Nicolas. Hun blev ikke kun en stjerne nationalt men også internationalt. Rocío fik udgivet 28 millioner plader, inden hun døde i juni 2006, 59 år gammel.

Mindestatuen om Rocío Jurado i Chipiona.


Oplev sangerinden live

Her kan du lytte til og se et virkelig flot nummer med Rocío Jurado: 'Como una Ola' – Som en bølge.


Sanlúcar de Barrameda

Blev Patricia og Nicolas' sidste udflugtsmål. Byen ligger ved floden Guadalguivir's udmunding og har altid været et historisk og økonomisk omdrejningspunkt for transporten på floden for både Jaen, Granada, Córdoba, Sevilla og Huelva.

Her spejder Nicolas i det røde aftenlys over mod naturreservatet La Doñana.

På den nordlige side af floden ses naturparken Doñana. Det er muligt at sejle derover fra Sanlúcar, men det nåede Patricia og Nicolas ikke. Denne gang!

Andre turistmål i området

Jerez de la Frontera havde været et andet oplagt besøgsmål med de utallige bodegaer og den spanske rideskole. Men da Patricia og Nicolas ikke er specielt til hverken sherry eller heste, kom det ikke på ønskesedlen i denne omgang.

Det blev til en rigtig god ferie med den ønskede afslapning og gode oplevelser. Og hotellet var et godt valg med gode faciliteter og fin morgen- og aftenbuffet.

Deres budget for ferien var 350 euro pr. næse, og det viste sig at holde med alt inklusive.

Har du gode tip til andre oplevelser i området, er du mere end velkommen til at skrive dem under 'Tilføj kommentar.'

Tilgængelig for gangbesværede

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.