Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nu kommer det til at gøre ondt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 18/12/2013 - 10:23

Penge & Forbrug


Regeringen skal have flere penge i kassen, og det kan kun gå for langsomt. Det betyder blandt andet højere moms og flere afgifter. Den kommend...

Regeringen skal have flere penge i kassen, og det kan kun gå for langsomt. Det betyder blandt andet højere moms og flere afgifter. Den kommende skattereform kan komme til at gøre rigtig ondt.

 

Blandt andet skal flere ting, der i dag hører under de laveste momssatser, ændres, så de får højere momssatser. Dermed kommer der flere momsindtægter til staten. Oveni kommer der højere afgifter på tobak, benzin og diesel.

 

De nye afgifter og højere momssatser skal kompensere for nedgangen i statens indtægter fra skatteopkrævninger. På grund af de faldende lønninger og større arbejdsløshed er beskatningsgrundlaget skrumpet.

 

EU kræver mere moms

EU-Kommissionen har pålagt den spanske regering at vedtage en skattereform, der eksempelvis eliminerer skattefritagelse egen bolig. Desuden er regeringen pålagt at hæve momsindtægterne.

 

Skattereformen skal være ”gunstig for vækst og bekæmpe svig og skatteunddragelse”, skriver Thinkspain.

 

Eksperter hævder, at Spanien har det laveste skattetryk i den vestlige verden.

 

Mellem 2011 og 2012 steg skattetrykket med 19,9 procent, men det er stadig for lidt, lyder vurderingen fra økonomerne. Spanien opkræver kun 37 procent i skat af landets BNP i forhold til 46,2 procent for resten af euroområdet.

 

Ønsker mere enkelt system

Den kommende skattereform skal øge statens indtægter med 38 procent. Ifølge økonomiminister Cristóbal Montoro (PP) skal den ”resultere i et mere retfærdigt, effektivt og enkelt system, der ikke påvirker Spaniens økonomiske fremskridt”.

 

Efter stigningen på indkomstskatterne i 2011 er den højeste mulige skatteprocent nu 52 procent, men i visse regioner som Catalonien er topskatten op mod 56 procent.

 

Men de høje skatteprocenter står kun for opkrævning af 7,6 procent af BNP i modsætning til 9,2 pct i resten af Eurozonen.

 

Spanien har 11 forskellige skattesatser mod et gennemsnit på tre for EU. Det skal reduceres til to, og der skal fjernes fradrag og rabatter.

 

Fast skat på 25 procent

Dette vil sandsynligvis betyde, at personer med en indtægt på euro 60.000 om året skal betale en fast sats på 25 procent, og der vil kun være fradrag for børnetilskud og bidrag til private pensionsfonde.

 

Personer med højere indkomster skal i snit betale mellem 35 og 40 procent.

 

85 procent af landets skatteydere har en årlig bruttoindkomst på 33.000 euro eller mindre. For at kompensere for højere moms og nye prisstigninger lover Cristóbal Montoro en lettelse af beskatningen på minimumsindkomster.

 

På nuværende tidspunkt er personer, der tjener 11.000 euro om året eller mindre, fritaget for skat.

 

Højere moms
Momsen er allerede steget fra 16 til 21 procent og kan risikere at blive sat helt op til 22 procent. I så fald vil Spanien kun blive overgået af de 23 procent i Portugal og Grækenland og de 25 procent i visse skandinaviske lande som eksempelvis Danmark.

 

Montoro hævder, at kun 42 procent af alle spanske varer og ydelser er pålagt en moms på 21 procent, mens resten er på fire eller ti procent. I Tyskland er 82 procent af forbrugsgoder og tjenesteydelser belagt med fuld momssats.

 

Der kommer nye afgifter på benzin og diesel og øget skat på rulletobak, som i øjeblikket er pålagt en afgift på 41,5 procent af prisen. Cigarer, som i øjeblikket er belagt med en afgift på 15,8 procent, skal op på den samme høje afgift, der er lagt på en pakke cigaretter – nemlig 51 procent.


 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.