Skole kalder pige for dreng
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 19/12/2013 - 11:06
Samfund og Politik
"Moderne" skole kan ikke rumme syv-årig pige, der er født som dreng. Gabriela bliver mobbet og ydmyget, skal gå i drengetøj, og kl...
"Moderne" skole kan ikke rumme syv-årig pige, der er født som dreng. Gabriela bliver mobbet og ydmyget, skal gå i drengetøj, og klassekammeraternes forældre går direkte efter struben på pigen.
Kommuneskole i Málaga er kommet under heftig kritik for sin behandling af en transseksuel syv-årig elev.
Gabriela er født som en normal dreng, men har altid identificeret sig selv som en pige. Hun går på den tosprogede, halvprivate San Patricio-skole i Málaga, der bliver drevet af Santa María de la Victoria-stiftelsen og er delvist finansieret af staten.
Skolen har afholdt en række krisemøder for at beslutte, hvordan man skal håndtere den vanskelige situation.
Lærere kalder hende dreng
Problemet er, at Gabriela står i skolens register som en dreng og er derfor tvunget til at bære drenge-uniform. Hun må ikke bruge pige-toiletter, og lærerne insisterer på at kalde hende Gabi - en forkortelse for Gabriel - selv om hun hader det.
Når lærerne tiltaler hende, sker det i den spanske maskuline form ”el” i stedet for den feminine form ”ella”.
Gabrielas forældre klagede i slutningen af forrige skoleår over behandlingen og krævede, at Gabriela blev tiltalt og behandlet som en pige. Skolen svarede dengang, at det ikke var noget problem, da den er ”moderne og arbejder for integration”.
Forældre raser mod Gabrielas forældre
Gabriela bliver mobbet på grund af sin transseksualitet, og forældrene til pigens klassekammerater har startet en underskriftsindsamling i protest mod sagens udvikling.
Der var i går en demonstration med omkring et halvt hundrede forældre foran indgangen til skolen, hvorunder der blevet oplæst et manifest. Her bad man Gabrielas forældre ”om at tage hensyn til skolens øvrige elever”, skriver Diario Sur.
Forældrene siger, at de hidtil har valgt at forholde sig tavse i sagen. Men efter trusler fra det andalusiske undervisningsudvalg om, at skolen vil få fjernet sine tilladelser, er forældrene nu klar til at forsvare skolens ledelse og drift.
"Vi lider alle"
Vi skal ikke beslutte, om det der er sket, er rigtigt eller forkert, men vi vil bede forældrene tænke over de konsekvenser, sagen får for skolens 800 elever, lyder det fra forældrene til de øvrige skolebørn.
- Vi vil derfor bede barnets forældre om at vise samme hensyn og respekt, som de øvrige forældre hidtil har udvist over for dem, og vi ville være meget taknemmelig, hvis de ville tænke lidt over, at vi alle har børn, og at vi lider, ligesom de gør det, siger en talsmand for gruppen.
Moderen til det transseksuelle barn, Pilar Sanchez, siger, at hun ikke vil have, at skolens tilladelser bliver fjernet, og at hun er ked af den situation, der er opstået.
- Men vi er bare syndebukke, siger hun.
Forældreråd indsamler underskrifter
Skolens forældreråd har taget afstand fra gårsdagens demonstration og ”nøjes” med at indsamle underskrifter mod truslen om, at skolen vil få frataget sin tilladelse på grund af den behandling, Gabirela har fået.
Foreningen vil nu lægge pres på det regionale undervisningsministerium, der i praksis skal sørge for, at skolerne overholder elevers rettigheder - også de transseksuelle.
Kilder i undervisningsministeriet siger, at man venter på at høre, hvad skolen agter at gøre for at forbedre situationen. Hvis der ikke sker en forbedring, vil ministeriet gå ind i sagen, skriver Thinkspain.
Psykiske skader
Eva Witt, der er leder af den statslige forening for Familier med Transseksuelle børn, Chrysalis, siger, at Gabriela har fået alvorlige psykiske mén på grund af mobning og den ydmygelse, hun gennemgår.
Chrysalis har 74 familier tilmeldt, hvoraf de 25 er fra Andalusien. Kun tre børn tilknyttet foreningen siges at have problemer i skolen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.