Skøn smuttur til Lissabon

Jeg har boet i over 13 år i Spanien, og jeg elsker at rejse rundt og opleve andre steder. Ikke desto mindre har jeg aldrig været i Portugal, og derfor besluttede jeg for nylig at tage et smut til Lissabon.

Det er ikke andet end halvanden time med et bette propelfly væk fra Málaga, og prisen for fly er bestemt til at overskue.

Én, to, tre og så var jeg i Portugal!

Og der går også fly direkte mellem Lissabon og København, så min storebror og lillesøster mødte mig der.

OBS: Pt. skal man udfylde en indrejseformular for at komme ind. Den er dog  noget lettere end den, vi kender fra Spanien. Find den her

Lufthavnen ligger kun 20 minutters kørsel fra centrum, og jeg havde valgt et lille hyggeligt hotel i hjertet af den gamle bydel. 

Jeg havde fået en masse gode fif, inden jeg tog af sted fra Portugal-kyndige, men ét fif gik igen: Medbring gode travesko.

Og det var bestemt en god idé.

Byens gader går op og ned

Lissabon går op og ned og op og ned. Og så lige lidt mere op og ned. Og selvom vi også brugte metro og sporvogne, fik vi gået over 45 kilometer i løbet af de tre dage i den portugisiske hovedstad.

Hvad skal man så se i Lissabon? Jeg havde på forhånd researchet lidt og lavet en liste:

• Borgen São Jorge (semi-tjek, da vi havde frit udsyn til den fra terrassen)
• De syv høje - sete colinas 
• Christo Rei (tjek)
• Torre de Belém
• Klostret Mosteiro dos Jerónimos
• Padrão dos Descobrimentos
• Praça do Comércio (tjek)
• Praça de Dom Pedro IV (tjek)
• Sporvogne (tjek)

Derudover havde jeg fået et fif om at tage en TukTuk ved Rossio el Praça do Comércio og aftale en pris for en dag. Men "det er alt for turistet", vrængede min berejste bror... 

Det skulle vise sig, at listen var lidt for ambitiøs til en forlænget weekend...

Dag 1

Den første dag skulle vi vente seks timer på at få adgang til hotelværelset, så der gik vi egentlig bare ud i byen på må for at få en fornemmelse af området. Der er en lang havnepromenade ud til Tajo-floden kort inden den flyder ud i Atlanterhavet. Vi gik langs med floden ud mod havet, og det er egentlig ikke det smukkeste område, men vi fik da de første kilometer i benene.

Time Out Market ligger lige i hjertet af byen

Vi endte med at gå tilbage igen og fik frokost i Time Out Market, der er noget ala Torvehallerne i København - et sted med forskellige mindre mad- og drinksboder hele vejen rundt og så et stort fælles spiseområde i midten.

Her summede af liv, og det var ret hyggeligt. Men husk kort, da man ikke kan betale med kontanter.

Time Out Market Lisboa

Av. 24 de Julho 49

Hotellet sendte en besked om, at vi godt kunne komme ind på værelset lidt tidligere. På vejen tilbage måtte vi dog lige stoppe på et konditori og smage de berømte Pasteís de Belém; en slags runde butterdejskager fyldt med kagecreme. En noget tung og sød fætter, men så er det da prøvet.

De berømte kager blev skyllet ned med lidt vin - det lå godt i maven...

Pasteís de Belém bliver også kaldt Pastel de nata, men inkarnerede fans mener indædt, at der er tale om to vidt forskellige kager. Jeg udforskede ikke flere kager, så er ikke ekspert, men efter sigende er det bedste kage-sted her:

Pasteís de Belém

Rua de Belém nr. 84 til 92

Derefter tog vi hen på hotellet. Vi havde tilladt os lidt luksus og booket penthouse-værelset med privat tagterrasse, hvorfra der var udsigt ud over hele byen. Der kunne man jo godt lige sidde og nyde livet lidt med en kølig øl… Selve værelset var dog ikke vildt luksuriøst, men altså - vi betalte gerne for terrassen alene…

Der hang stadig lidt calima og skyggede for solen den første dag, men terrassen blev alligevel brugt

Til aften havde jeg fået anbefalet restauranten Faz Frio, der lå en mindre gåtur fra hotellet. Men igen: det som på et kort ser ud som det rene ingenting, går stadig op og ned, så pulsen kom igen lidt op. Man kan på nogle strækninger tage en ‘elevator’, der er sporvogne, som kører korte strækninger op og ned på nogle af de stejleste steder, men så er det at anbefale at købe et dagspas først, da en tur ellers koster over tre euro.

Betjeningen på Faz Frio var forrygende, og som alle andre steder i hovedstaden er alle vildt gode til engelsk, så sproget er ikke noget problem. Maden var nogenlunde, men hovedrollen i køkkenet var vist frituregryden…

Faz Frio

R. Dom Pedro V 96, 1250-092

Dag 2

Calimaen, der havde ligget tungt over hele Den Iberiske Halvø i flere dage, lettede på vores anden dag i Lissabon, og det betød, at solen kom frem. Dejligt!

Dag to startede med en klassiker: En tur med den populære sporvognslinje. Tranvía nummer 28.

Nogle steder møder to vogne hinanden, og der er ikke meget plads at gøre godt med

Ruten forbinder pladsen Martim Moniz med Campo Ourique og passerer gennem de populære turistområder Graça, Alfama, Baixa og Estrela.

Vi købte et dagspas på metrostationen ved pladsen Martim Moniz, hvor linje 28 har endestation. Dagspasset koster omkring seks euro og gælder både til busser, metro og sporvogne i Lissabon, og på den måde undgår man besvær med betalingen, når man træder ind i de ofte fyldte sporvogne.

Der var en solid kø, da vi dukkede op

Jeg havde fået anbefalet at stå på 28’eren på en af endestationerne, så man er mere sikker på at få en plads. Der er 20 siddepladser, og 38 ståpladser! Så fyldte vogne oplevede vi trods alt ikke, men det må være ret ubehageligt. Mange andre havde lavet samme plan som os, men efter godt en time i kø, kom vi ind og fik alle tre en siddeplads.

Et hurtigt maskefald, så man kunne se smilene

Og det er altså sjovt at køre rundt i de små gader, op og ned og rundt og rundt. Flere steder kan man røre husmurene, hvis man stak hånden ud. Lad i øvrigt være med det…

Vi tog turen næsten helt til den anden endestation (hvor alle i øvrigt bliver bedt om at gå ud), men stod af et par stop før, hvor der var en grøn park. Her fik vi en kaffe i skyggen og nød livet, hvor mange trænede i skyggen af de store træer, spiste frokost med vennerne eller bare gik en tur med hunden.

En af Lissabons grønne lunger

Herefter tog vi Linje 25 tilbage til historisk centrum, hvor vi lige måtte forbi en skobutik. Nogle i mit rejseselskab havde ikke hørt efter rådet om gode sko…

I Linje 25 er der lidt mere albuerum end i den populære 28'er

Sporvognene kan tage dig rundt i store dele af byen

Til frokost fandt vi en lille, hyggelig restaurant med borde udenfor i solen, hvor vi endte med at sidde og nyde det fine vejr i et par timer.

Vi fik frokost på en af de hyggelige fortovsrestauranter

Om aftenen gik vi rundt i Alfama-kvarteret, jeg havde fået anbefalet, men vi endte med at gå og gå og gå, da alle restauranterne var fuldt bookede. Til sidste kastede vi os over det første det bedste sted, hvor der var et ledigt bord udenfor. Her fik vi noget relativt kedeligt mexicansk mad, så det behøver jeg vist ikke at skrive hjem om.

Dag 3

Jeg havde fra starten som nævnt en håndfuld punkter, jeg gerne ville nå. Ud over særværdighederne var der det berømte kagested, som jeg aldrig nåede, men det rykkede også lidt ned på listen, efter jeg havde smagt én dagen før. Jeg er lidt af en bognørd, så et andet punkt var et besøg på, hvad der efter sigende skulle være verdens ældste boghandel, der har en stor, flot trappe i midten. Det snakkede jeg vist en del om... 

Men højst på listen var dog en tur op til Christo Rei på den modsatte flodbred. Så vi købte igen et dagspas, men denne gang til godt ni euro, fordi det så også gælder flere færgeruter. Så vi tog metroen ned til havnen i Cais Du Sodre, hvorfra vi sejlede de 10 minutter til Casilhas på den anden side af floden.

Det var ikke luksus, men sejlturen over til den anden bred af Tajo-floden gik stærkt

Herfra er der en gåtur på små tre kvarter op til Christo Rei, hvorfra der er en helt fantastisk udsigt til hele Lissabon, Atlanterhavet og resten af flodområdet.

Turen fra færgen går man langs med vandet, hvor der er udsigt til den smukke røde bro Ponte 25 de Abril

Det katolske monument Santuário de Cristo Rei er kendt som et af Lissabons vartegn, men ligger altså rent faktisk i byen Almada.

Hurtigt kan man spotte Jesus forude. 

Jesusfiguren er, som nogle nok ville gætte, særdeles inspireret af “kollegaen” i Rio de Janeiro i Brasilien, og projektet i Almada kom da også på benene, efter at kardinalpatriarken af Lissabon besøgt Rio i 1934. Den portugisiske Jesus blev indviet den 17. maj 1959 og blev rejst for at udtrykke taknemmelighed over, at portugiserne blev skånet for ødelæggelser under Anden Verdenskrig.

Monumentet står på en klippetop 133 meter over havoverfladen og består af en 82 meter høj trapezformet sokkel, der består af fire buer og en flad platform, hvorpå den 28 meter høje Kristus troner. Han danner et kors med armene udstrakt ud mod Lissabon, som om han omfavner byen.

Besøgende kan for seks euro komme med elevator næsten helt op til platformen, men man skal lige gå op ad nogle trapper til sidst. En stor oplevelse, jeg kun kan anbefale. 

Hængebroen Ponte 25 de Abril hed tidligere Salazar-broen efter landets leder, men skiftede navn da man fik ham vippet af pinden i 1974

På gåturen langs med vandet op mod figuren kom vi i øvrigt forbi to restauranter, der så enormt hyggelige ud. Men her er det en god idé at booke et bord på forhånd eventuelt på gåturen ud, så man kan få frokost på vejen tilbage. Begge steder er enormt populære, og der var sort af mennesker, da vi kom tilbage, så vi måtte nøjes med våde varer.

Bestil bord på forhånd, for der er rift om pladsen

Den ene hedder Restaurante Ponto Final og den anden Atira te au Rio.

På sejlturen tilbage kunne vi lige vinke farvel til Jesus på toppen

Da vi havde taget færgen tilbage til Lissabon, gik vi forbi til en restaurant, vi havde spottet tidligere, der ligger nær den lyserøde party-gade. Med nød og næppe fik vi booket et bord til aftensmad!

Pink Street er stedet, hvor der er gang i den om aftenen

Og det var skønt, vi fik et bord, for det var lækker mad, der var fed stemning og god betjening. Og så nåede jeg lige endnu en af mine punkter nemlig at få torsk, som portugiserne virkelig går op i. Du finder nærmest ikke en restaurant uden 'bacalhau' på menuen. Jeg måtte dog nøjes med nogle flade fiskekager, men de var nu også ret go'e:

Restaurante Vicente by Carnalentejana

Ikke sidste gang

Næste gang turen går til Lissabon vil jeg booke bord på restauranter på forhånd - i hvert fald til nogle af aftenerne. For der findes faktisk en hel del restauranter, der er i Michelin Guiden, men der var ventetider på halvanden måned!

Boghandlen nåede jeg heller aldrig, og listen fra starten af artiklen fik jeg mildest talt heller ikke vinget helt af - jeg må vist af sted igen! 

Adeus, Lisboa - vi ses igen!