Solgte aktier til baby
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 05/12/2013 - 01:00
Penge & Forbrug
Bank skal betale erstatning for at sælge aktier. Det lyder måske lidt underligt, men problemet er, at køberen var en fire måneder gammel bab...
Bank skal betale erstatning for at sælge aktier. Det lyder måske lidt underligt, men problemet er, at køberen var en fire måneder gammel baby.
Retten i Ponferrada i León-provinsen i det nordlige Spanien har erklæret en salgskontrakt mellem den skandaleramte galiciske sparekasse Novagalicia Banco (NGB ) og et unavngivet spædbarn for ugyldig. Retten har pålagt banken at tilbagebetale renter, sagsomkostninger og de 4.800 euro, som den unge investor ”købte” aktier for.
Selv om aktietegningen er udstedt i navnene på to voksne, er aktionærens navn en baby, der end ikke var fyldt fire måneder, da kontrakten blev indgået.
Baby-rådgivning?
Barnets forældre siger, at de var uvidende om, hvad de egentlig havde skrevet under på og valgte at gå til retten, da de fandt ud af, at deres baby var blevet aktieindehaver i den kriseramte sparekasse.
Ud over barnets alder, er kontrakten blevet erklæret ugyldig, fordi den ene af parterne ikke ”har været velinformeret og ej heller modtaget den nødvendige rådgivning”.
Det er tilfældet med babyen, der af gode grunde ikke har kunnet tage stilling til betingelserne i kontrakten, konkluderer dommeren.
NGB insisterer ellers hårdnakket på, at der var blevet opgivet de fulde oplysninger og dokumentation til barnets forældre i forbindelse med købet af aktier, men det afviste dommeren med henvisning til, at ”skriftlige oplysninger under alle omstændigheder ikke er en tilstrækkelig måde at informere et spædbarn på”.
Mange har mistet alt
En række banker og sparekasser i Spanien er i stigende grad kommet under beskyldning for at have brugt vildledende salgsmetoder for at sælge aktier til deres kunder.
De fleste af ofrene var ældre og godtroende kunder, der har haft ringe eller slet ingen viden om finansielle forhold, aktiekøb og investeringer. Spædbørn hører trods alt til sjældenhederne.
Mange af de, der hævder at være blevet fuppet, har ingen uddannelse og troede, de skrev under på en almindelig indlånskonto, da de blev lokket til at købe aktier i de kriseramte enheder.
Da de pågældende banker kollapsede eller blev opkøbt af staten, mistede kunderne alle deres sparepenge, eftersom aktierne med ét blev værdiløse.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.