Solkystens sorte økonomi
Skrevet af , tor, 19/06/2014 - 10:39
Penge & Forbrug
Skatte- og arbejdstilsynet er klar til at kulegrave den sorte økonomi i turistsektoren på Costa del Sol. Sort arbejde udgør hele 28 procent a...
Skatte- og arbejdstilsynet er klar til at kulegrave den sorte økonomi i turistsektoren på Costa del Sol. Sort arbejde udgør hele 28 procent af økonomien i Málaga-provinsen, anslår fagforbundet Comisiones Obreras.
Det har fået fagbevægelsen til at erklære åben kamp. I løbet af sommermånederne vil der blive gennemført 1.800 kontrolaktioner på hoteller, restauranter, barer og andre dele af turistbranchen.
Comisiones Obreras kritiserer, at mange virksomheder fortsat bruger sort arbejdskraft eller misligholder de krav, der gælder for sæsonarbejde. For mange indbyggere på Costa del Sol er sommeren den eneste mulighed for at sikre sig ekstra indtægter.
En stor del af den sorte beskæftigelse finder sted i hotelsektoren, men der vil også blive foretaget uanmeldte besøg i barer, restauranter, chiringuitos, diskoteker og under sommerens arrangementer og begivenheder.
Private fester bliver undersøgt
Arbejdstilsynet vil se nærmere på lovligheden og ansættelsesforholdene i forbindelse med afholdelse af bryllupper, dåb, konfirmationer og andre store fester, der arrangeres af firmaer.
Her er en stor del af personalet ikke ansat i henhold til lovens krav.
- Der vil blive sat ekstra ind for at kontrollere sikkerhed og lovlighed ved private fester, siger chefen for Arbejdstilsynet i Málaga, Alfonso Conejo.
Ingen kan vide sig sikker, for myndighederne bruger både internettet og annoncer i dagspressen for at holde sig informeret om, hvad der sker.
- Hver inspektør ved præcis, hvad der foregår i hans lokalområde, siger Conejo.
Store bøder i vente
Hvis der bliver afsløret ulovlig arbejdskraft koster det op mod 10.000 euro i bøde, afhængig af, om det er en spanier, en EU-borger eller en person fra et tredjeland.
Arbejdsgiveren står over for en bøde på minimum 3.126 euro, hvis der er tale om en ”mild” overtrædelse af lovens krav. Det anslås, at der i sommer vil være 3.000 ansatte på barer og chirinquitoer (strandbarer).
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.