Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Sommertid/vintertid/normaltid/argh!

Skrevet af Kathrine Hesner, lør, 28/10/2023 - 07:00

Klumme

Endelig blev det normaltid - troede jeg...

Som den trofaste læser nok ved, har jeg - som konsekvens af at have været spærret inde under 99 dages lockdown under corona - udviklet en dyb afhængighed af at komme ud at blive luftet om morgenen.

Hele mit liv har jeg været inkarneret b-menneske, som trillede ud af sengen, ned i klipklapperne og op på scooteren klokken to-sekunder-i-kontortid. Men i dag står jeg op tre timer “for tidligt”, så jeg kan smække en lydbog i ørene, få nogle kilometer i benene og hoppe en tur i havet, inden jeg klokken ni sætter mig foran computeren, hvor jeg så sidder i mange timer. 

Men nu her i oktober er det mørkt som i graven på det tidspunkt, og det sætter nogle begrænsninger for min tur, da jeg helst undgår at rende ind i mordere og andre fine typer, der jo typisk bevæger sig rundt på stranden i mørket…

Derfor glææææææder jeg mig altid til, at vi skal stille uret en time tilbage til vintertid - eller normaltid - for så får jeg mit morgenlys tilbage. Og det var jo som bekendt natten til søndag i sidste uge, at det skulle ske. Dejligt! Og med min smartphone behøvede jeg jo slet ikke at bekymre mig om at gøre noget aktivt. Det var bare fikset helt af sig selv, da jeg vågnede søndag morgen - hvor jeg havde sovet lidt længe… Et nyudnævnt a-menneske kan jo godt snige sig til at få tilbagefald i weekenden, ik?

Men da jeg så gik min første morgentur denne uge, blev jeg virkelig skuffet. For der var ikke megen forskel… altså som i slet ingen forskel:

Klokken 07:07 fredag i sidste uge og klokken 07:07 onsdag denne uge 

Det var dybt besynderligt. Til sidst tjekkede jeg på min telefon, hvornår solen egentlig havde tænkt sig at stå op. Klokken 8:34??? Altså what? Præcis som i sidste uge…

Og på den måde, mine damer og herrer, fandt vi alle sammen ud af, at jeg måske nok har lært at stå tidligt op, men fortsat ikke begriber at se i en kalender.

Derfor vil jeg nu minde alle (men især mig selv) om, at vi i nat klokken 03:00 skal stille uret en time tilbage!

Og så får jeg endelig lyset igen min morgentur - jubiii! Tjek lige en forskel på klokken 7:07 og klokken 8:07 fra denne uge:

Hvor længe skal det her lige blive ved?

Det er jo alt for irriterende det der med at stille urene frem og tilbage, glemme at gøre det, gøre det for tidligt, for sent, for alt muligt andet. Nogle mener endda, at køernes mælk bliver sur, og amerikanerne mener, at der sker flere færdselsuheld, når vi rammer sommertid. 

Uanset hvad der er sandt og skrøner, så er det da lidt hovedrysten, at det er noget, vi stadig render rundt og gør i 2023.

Tidsændringernes skæbne er faktisk også lidt usikker. I en offentlig høring helt tilbage i 2008 spurgte Europa-Kommissionen unionens borgere til råds og fik 4,6 millioner svar, hvilket var det største antal nogensinde i sådan en internetkonsultation. 84 procent sagde ja, lad og dog droppe det!

Det fik Europa-Kommissionen til at fastsætte 2019 som det sidste år med tidsomstillinger, og herefter måtte medlemslandene så selv beslutte, om man ville køre med permanent sommertid eller normaltid. Der blev dog ikke opnået enighed blandt EU's medlemslande, og derfor er vi her i dag - eller altså i morgen!

Den næste tidsændring er planlagt til den 31. marts 2024, hvor sommertiden genoptages. Efterfølgende ændringer er planlagt til 27. oktober 2024, 30. marts 2025 og 26. oktober 2025.

Ser vi på det rent spanske lovgivningsmæssige handler det om Artikel 5 i kongeligt dekret 236/2022, som giver mandat til at definere de kommende tidsomstillingsdatoer i den officielle statstidende, BOE, hvert femte år. Således er Spaniens sidste planlagte tidsomstilling lige nu den 25. oktober 2026, selvom fremtiden altså endnu uafklaret.

Indtil da ønsker teamet bag Spanien i Dag alle nogle dejlige lyse morgener (selvom det jo betyder mørkere aftener, men da er jeg jo alligevel allerede gået i seng…) og en god weekend.

Kathrine Hesner

Kommentarer

Jeg Synes vi skal gå til normal tid hele året.

Uanset om man er i Spanien eller Danmark.
Tidszoner
Helt enig, lad os komme af med sommertiden og køre normaltid hele året.
Men vores morgener kunne endda være endnu lysere, hvis man fik rettet ind igen og køre med den rigtige tidszone i Spanien.
Der burde jo være GMT tid i Spanien som i Portugal og på Gran Canaria.
O-medianen som skærer gennem det østlige London i Greenwich, går jo ned gennem det østlige Spanien, og hvis vi bruger Valencia som målepunkt, så er det ca 30 km ude i vandet at det sker.
'Fejlen' med tiden i Spanien skyldes jo at Franco ønskede at følge Nazi Tysklands tidszone, hvorfor han i 1941 traf beslutning herom.
Det har været oppe og vende at køre tilbage til GMT, men status er jeg ikke klar over, men det må lige være et job for Spanien i Dag at følge op på.
Leo Nielsen

Hej Leo
Du har helt ret, og jeg er ganske enig - det ville give al muligt mening at være på London-tid frem for Berlin-tid, og som du skriver, er det da også noget, der har været debatteret mange gange gennem tiden. Det har vi her på Spanien i Dag faktisk også skrevet en del om om.

Men som med så meget andet røg den debat helt om bag i køen, da en pandemi kiggede forbi. Siden har der faktisk været ret stille omkring det. Men det er bestemt noget, vi holder øje med.

Venlig hilsen Kathrine

rigtig hyggelig og morsom klumme :-)
Ja og hvis så Spanien så samtidig ville ophæve "Francos tyske tid fra krigen" så vi reelt kom i den rigtige tidszone ville det være endnu bedre. Om sommeren er vi jo ikke bare 1 men 2 timer "forkert" på den.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.