Sort dag for spansk økonomi
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 12/07/2011 - 11:44
Penge & Forbrug
Renten på de spanske statsobligationer brød gennem 6 procent, risikopræmien steg til 336 point, og aktierne, IBEX35, faldt med 2,69 procent p...
Renten på de spanske statsobligationer brød gennem 6 procent, risikopræmien steg til 336 point, og aktierne, IBEX35, faldt med 2,69 procent på Børsen i Madrid. Bankerne tabte mest.
På Børsen i Milano gik det endnu værre, hvor faldet var på 4,2 procent.
For første gang siden 1997 er renten på den 10-årige spanske statsobligation nået over 6 procent – helt nøjagtig 6,024 procent – på gensalgsmarkedet. En stigning på næsten 40 basispoint siden fredag. Presset kommer fra Italien, hvor den 10-årige rente i fredags kom på den forkerte side af de 5 procent. Mandag steg den til 5,55 procent og her til formiddag passerede den de 6 procent.
Med en mere end dobbelt så høj obligationsrente i forhold til Tyskland er Italiens kreditværdighed brudt i brand, og en farlig grænse nærmer sig hastigt.
7 procent på den 10-årige statsobligation er kpllaps-grænsen, der for Portugals og Grækenlands vedkommende betød redningspakker fra både EU og IMF.
Aktierne
På Børsen i Madrid gik det især ud over de truede banker. De faldt med mellem 3,2 og 5,3 procent; meget over det gennemsnitlige fald på 2,69 procent.
Tirsdag kl. 11:00 var IBEX35 faldet yderligere med 2,15 procent til indeks 462,40.
Forsøger at berolige
Premierminister Zapatero efterlyser et europæisk initiativ, der kan få markederne til at falde til ro. I dag mødes han med EU's præsident, Van Rompuy, i Madrid for at drøfte udviklingen. Ligeledes forsøgte præsidenten for de spanske erhvervsdrivende, Juan Rosell, i går at berolige markederne med udtalelsen:
- Vi er ikke på afgrundens rand.
Den italienske gæld
Italien er eurozonens tredjestørste økonomi og har samtidig verdens tredjestørste gæld kun overgået af USA og Japan. Italienerne har udstedt statsobligationer for 1600 mia. euro (11.900 mia. kr.).
Statsgælden udgør ikke mindre end 119 procent af landets bruttonationalprodukt. Den modsvares i høj grad af en stor formue i den private sektor, som længe har holdt Italien fri af den sydeuropæiske krise.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.