Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spanien i Dag flytter redaktionen til ‘Riviera de Gaza’

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 08/02/2025 - 07:00

Klumme

Et lykkeligt dansk par fejrer Skt. Valentin på én af vores udvalgte Michelin-restauranter i det eksklusive område ved Sharm Park i Gaza-striben.

Vi gør venligst opmærksom på, at denne artikel er en KLUMME!!!

Det er ofte kun én gang, at man får sit livs chance - hvis den overhovedet kommer. Det skete for vores vedkommende i øjeblikket, hvor Donald Trump holdt pressekonference efter mødet med Netanyahu.

Ved at eje Gaza vil Trump gøre hele Gaza-striben til Mellemøstens Riviera i sus og dus. Og så gælder det om at tage handsken op og være først.

I første omgang troede jeg lige at have hørt forkert, men jeg var så heldig at komme igennem til Trump - endda på en videosamtale. Face to face. Det var fedt, da jeg samtidig optog den til dokumentation for min - og redaktionens - beslutning.

Gaza Rivieraen bliver bare et vildt ferieparadis og ideelt for dem, der bare vil slappe af og nyde roen.

Og netop roen, fortalte Trump mig, vil han sikre ved straks at opsætte de mest avancerede antiluftskyts-missiler til at beskytte Rivieraen, hvis nogle banditter skulle komme på forkerte tanker.

Her tænkte Trump specielt på de knap to millioner mennesker, der nu skal ud af Gaza-striben:

- De kan måske tilslutte sig de forkerte mennesker og blive sure over, at de nu ikke kan spille på de 50 golfbaner og 10 casinoer, som jeg planlægger langs Rivieraen.

- Eller bo på ét af de fem-stjernede luksushoteller First Line Middelhavet eller i én af de luksuslejligheder i skattefrihed, der vil tømme Monaco for millionærer, tilføjede præsidenten og understregede, at det officielle sprog i Gaza vil blive engelsk.

- Nej da, selvfølgelig skal 'Gaza' ikke indgå i navnet på min Riviera ...

Faktisk blev præsidenten så glad for vores opbakning, at han straks tilbød os gratis indkvartering i enten kopien af Det Hvide Hus eller af Mar-a-Lago, som arkitekter allerede arbejder på at få opført som noget af det første.

- Du må forstå Torben, at når jeg ikke længere kan sidde i Det Hvide Hus i Washington, kan jeg bare fortsætte i kopien i Rivieraen. Jeg overvejer også lige nu, at det ikke skal være USA, men mig personligt, der skal eje Gaza. Det vil gøre så mange ting lettere og ikke mindst hurtigere.

- Men undskyld Mr. President, hvordan vil du klare den med ejerskabet?

- No problem, det har Benjamin lovet at fixe for mig. Det har han jo en stor rutine i ... (!)

Jeg håber, at vores læsere kan forstå, at Spanien i Dag ikke kunne lade denne store chance gå forbi os. Tænk også på, hvor let det bliver for os fremover. Der vil ikke være nogen seværdigheder på destinationen, som vi skal informere om eller skrive artikler om. Opholdene vil typisk være All Included på hotel med tillæg af golf, hvis ønsket.

Faktisk kan hele redaktionen ligge på nogle solsenge ved poolen og blot være disponible, hvis nogle af vores gæster skulle være i tvivl om valget af menu.

Vi har også fundet en god flyforbindelse til Rivieraen. Først til Cypern og derefter med en hyggelig vandflyver direkte til hotellets strand. Det anbefales derfor at have gummistøvler med i håndbagagen.

Trump ringede som opfølgning:

- Jeg vil gerne lige fortælle dig, at ‘Rivieraen’ jo er min nevø Jared Kushners idé og nok meget tvivlsom. Men er verdenspressens og verdensledernes reaktion på min sidebemærkning ikke utrolig? Nå, den har da i det mindste fået nogle til at tænke ud af boksen med alternative fredsløsninger i Mellemøsten.

Det passer mig egentlig også fint, at vi alligevel ikke skal flytte redaktionen fra Spanien. Det skyldes, at vi på næste lørdag præsenterer en vigtig nyhed for vores læsere. Et tiltag, der har taget 14 år at bygge op. 

Rendyrket crème de la crème om Spanien …

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.