Spanien lammet af strejker
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 25/11/2013 - 12:17
Samfund og Politik
Skoler, toge og lufthavne strejker alle den næste uges tid, da protester i uddannelsessektoren og hos landets togpersonale falder sammen med en...
Skoler, toge og lufthavne strejker alle den næste uges tid, da protester i uddannelsessektoren og hos landets togpersonale falder sammen med en portugisisk luftfartssstrejke.
På landets skoler har lærere og elever varslet en ”varm vinter”. De kræver ændringer af den nye skolereform og afsættelse af ophavsmanden til den, undervisningsminister José Ignacio Wert.
Uddannelsesreformen bliver kun støttet af det regerende konservative parti, mens størstedelen af landets elever og lærere er imod ændringerne, fordi den vil ramme de dårligst stillede elever.
Demonstranter kalder reformen for en ”tilbagevenden til Francos tider”, skriver Thinkspain.
Forsinkelser på fly og tog
Også i transportsektoren er der uro. Spanien har været ramt af en ny runde strejker blandt togpersonalet hos Renfe.
Hele november har personalet strejket i perioder, hver mandag og fredag i protest mod privatiseringer og nedskæringer.
Rejsende kan få refunderet beløbet for billetter købt til de afgange, der er ramt af aflysninger, oplyser Renfe.
Flypassagerer mellem Spanien og Portugal kan blive ramt af en række arbejdsnedlæggelser blandt portugisiske lufthavnsbetjente. Det gælder lufthavnene i Lissabon, Porto, Faro og Madeira, siger Acacio Pereira, der er talsmand for det portugisiske grænsepoliti.
Portugals nationale luftfartsselskab TAP råder passagerer at ankomme tidligt til lufthavnen og bruge elektroniske pas og indtjekning.
Grænsepolitiets fagforening protesterer mod fyring af 12 procent af deres tjenestemænd som en del af regeringens besparelser.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.