Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spanien mangler en Margrethe

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 20/04/2013 - 00:05

Klumme


For en gang skyld vil jeg starte min lørdagsklumme med at rette øjnene mod Danmark. For noget godt.

For en gang skyld vil jeg starte min lørdagsklumme med at rette øjnene mod Danmark. For noget godt.

 

Ikke på konflikten mellem lærerne og Kommunernes Landsforening, som hverken mine børnebørn, datter og svigersøn i Danmark – eller jeg selv – er begejstret for.

 

Uanset om den så med et fint ord hedder Den Danske Model.

 

Hele konflikten virker meget barnlig – uden at tage hensyn til børnene.

 

Nej, min glæde handler om det forhold, at regeringen har indgået en bred aftale med alle partierne i den blå del af Folketinget. Måske en af de bredeste aftaler nogensinde.

 

Samling og alligevel ballade

En sådan aftale samler befolkningen bredt. Og hvis der er noget befolkninger trænger til – ikke blot i Danmark – så er det ikke at blive splittet endnu mere, end de allerede er.

 

En anden sag er så, at det giver intern ballade i partierne. Ikke mindst hos Socialdemokratiet og SF, hvor baglandet bestemt ikke er tilfreds med, at regeringen ikke fører ren socialistisk eller socialdemokratisk politik.

 

Det ved både Socialdemokratiet og SF er konsekvenserne, når de laver aftaler med de blå. Derfor er der faktisk grund til ekstra ros, fordi de mere og mere reducerer egne chancer for at genvinde regeringsmagten ved det næste valg.

 

Faktisk regerer de i Danmarks interesse.

 

Hverken rød eller blå

Løftebrud, løftebrud bliver der fortsat sagt nær hver anden dag. Det er næsten ikke til at holde ud at høre på længere. - 12 minutter mere og betalingsringen omkring København blev ikke til noget... Men der blev ikke parlamentarisk flertal til disse og mange andre valgløfter.

 

Til gengæld er Margrethe Vestagers løfte om, at det skulle være slut med blokpolitik i Danmark, blevet holdt. Og uden Margrethe var der ikke blevet nogen ”rød” regering.

 

Danmark har for alvor fået en regering, der samler flertal hen over den meget brede midte. Men kunne også sige, at det er en regering, der giver Danmark det bredeste demokrati i mange år.

 

Med tankerne fæstnet i Danmark, kan man også glæde sig over, at korruptionen er nærmest nul blandt danske politikere og embedsmænd. Det kan godt være, at de ind i mellem er lidt tillukkede, men sjældent er det, at de slår mønt på deres magt.

 

Marius' badeværelse

Kommer til at tænke på den berømte sag fra 1981 om Aalborgs daværende borgmester Marius Andersens 'grønne badeværelse'. Han blev idømt seks måneders fængsel, fordi han kun i et beskedent omfang havde betalt for en omfattende renovering af sit badeværelse. Selvom entreprenøren, der udførte arbejder for kommunen, oplyste i retten, at han på grund af travlhed havde glemt at sende regningen, så endte Marius Andersen alligevel med fængselsstraffen for korruption.

 

Forårsudstillingen i Aalborg Hallen fra først i 80'erne med daværende borgmester Marius Andersen, byggemanden Jørn Munkholt og modellen Trine

 

Jeg har fortalt denne historie, jeg ved ikke hvor mange gange, til spaniere i de mere end 20 år, jeg har boet i Spanien.

 

De fleste har trukket på smilebåndet og sagt, at det jo kun er naturligt, at give noget tilbage til dem, der giver en arbejde. Og her skelner kun de færreste mellem, om henvisningen sker fra en privat eller en person i et embede.

 

Høflighed

Begrebet 'returkommission' ligger hos mange spaniere som en hel naturlig ting og altså nærmest uhøfligt, hvis denne 'påskønnelse' ikke udvises.

 

Men der er selvfølgelig kun naturligt i det små. Når VVS-manden, ejendomsmægleren eller revisoren giver en erkendtlighed til en, der har skaffet en kunde.

 

For eksempel annoncerer de fleste spanske banker kun i beskedent omfang. Til gengæld har de et omfattende netværk af 'agenter', der skaffer dem kunder, og som får kommissioner af de indtægter, som banken får fra kunden.

 

Noget-for-noget-kommissionen er altså helt normal i dagens Spanien.

 

Kæden springer af

Korruptionsskandalerne i Spanien tager måske afsæt i traditionen for påskønnelser. Som i Marbella, hvor flere personer i det kommunale styre siden Jesus Gil kom til som borgmester i 1991 pumpede entreprenører og kommunen for milliarder af euro.

 

Tirsdag faldt der så dom i den såkaldte Malaya-sag, hvor eksborgmester Julian Muños, hans ekshustru og hans ekskæreste, den landskendte sangerinde Isabel Pantoja, alle blev idømt fængselsstraffe og bøder på godt 7,5 millioner euro.

 

Korruption i Spanien er ikke noget nyt. Men det, der sætter ekstra fokus på skandalerne nu, er landets splittelse, hvor afstanden mellem spisende og sultende er blevet så stor.

 

EU bestemmer

Lige nu er regeringen under pres fra EU for at komme med nye tiltag, der skal forbedre Spaniens fatale økonomi. Fristen er næste fredag den 26. april.

 

Så er det man kunne ønske sig en Margrethe Vestager, der kunne skabe en bred aftale, som kunne forsøge, at samle den spanske befolkning.

 

For risikoen for yderligere social uro øges nemlig for hver dag, der går under de nuværende omstændigheder.

 

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker dig en god weekend.

 

Torben Wilkenschildt

 

 

Kommentarer

Tak for en blændende og velskrevet artikel :-)

Mange tak!

Torben Wilkenschildt

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.