Spanske agurker frikendt
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 01/06/2011 - 11:43
Sundhed & sygdom
Spanien er klar til at kræve en kæmpeerstatning, efter at det i går kom frem, at det ikke er spanske agurker, der er inficeret med den farlig...
Spanien er klar til at kræve en kæmpeerstatning, efter at det i går kom frem, at det ikke er spanske agurker, der er inficeret med den farlige tarmbakterie VTEC. 16 har mistet livet, i hundredvis er dødsyge og spanske landmænd er i knæ.
Læs Fødevarestyrelsens nye anbefaling længere nede
Spanien ansøgte tirsdag om en ekstraordinær EU-støtte i forbindelse med de skader, sagen har forvoldt for spanske landbrugsproducenter.
I et interview til TVE 2 siger miljøminister, Rosa Aguilar, at den spanske regering dels vil kræve en omfattende erstatning fra den tyske regering og dels vil søge kompensation fra EU.
Det gør ondt på de spanske landmænd at blive uskyldigt dømt
Advarer stadig mod agurker
Hamborgs ansvarlige på sundhedsområdet, senator Cornelia Prüfer-Storcks - som for fem dage siden advarede indbyggerne mod at spise spanske agurker - udtalte i går, at der ikke er fundet tegn på bakteriesmitte i spanske agurker.
- Årsagerne er nu ligesom tidligere uklare, hedder det i en udtalelse fra senatoren.
Udtalelsen kommer efter, at laboratorieundersøgelser af de grøntsager, som var under mistanke for at have forvoldt sygdomsbølgen, har frikendt de spanske agurker. Advarsler mod at spise rå agurker, tomater og salat opretholdes dog i Hamborg. Det er en udbredt overbevisning blandt de tyske myndigheder, at smitten skal findes hos rå grøntsager.
På to agurker har man fundet en potentielt dræbende bakterie, men dog ikke den, som har inficeret hundredvis af mennesker. Flere agurker er ved at blive undersøgt.
Lastbiler afvist ved grænsen
Agurke-krisen har kostet det spanske landbrug over 200 millioner euro og eksporten af grøntsager fra Sydspanien til Europa stort set er gået i stå. I nogle tilfælde er spanske lastbiler ligefrem blevet afvist, da de nåede frem til deres udenlandske bestemmelsessted med frugt og grøntsager.
Danske myndigheder: spis bare spanske agurker
OPDATERET: Fødevarstyrelsen i Danmark har netop ændret anbefalingen om, at man ikke bør spise agurker fra Spanien. Ændringen kommer efter, at myndighederne i Hamborg melder ud, at spanske agurker ikke kan udpeges som smittekilden til den udbredte smitte med tarmbakterien VTEC.
Mistanken til de spanske agurker opstod, efter at tre spanske agurker i sidste uge blev testet positive for VTEC, men det viste sig dog, at den bakterie, som var i agurkerne, ikke var samme type som den, der blev fundet hos de syge patienter.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.